Main menu

Referencer

I en jobsøgningssituation vil du kunne komme ud for at den nye arbejdsgiver beder om referencer på personer der kan udtale sig om dig i dit nuværende eller tidligere arbejdsliv. Du bør gøre dig nogle overvejelser, allerede inden du søger stillingen, så du fremstår forberedt, hvis situationen opstår. Du kan have flere referencer, hvis de kan fortælle om forskellige sider af dig. 

De bedste referencer
Referencer kan både sige noget om dig fagligt men det kan også være interessant at høre om din personlighed. Det er dig, der bestemmer hvem du vil give som reference. Typisk vil den ønskede reference være til din nuværende eller seneste chef. Men det kan også være en tæt kollega eller en samarbejdspartner. Hvis du eksempelvis sidder i uopsagt stilling, så er det ikke altid, at du ønsker at bruge din nuværende chef som reference. Kommer du i tvivl om hvad din reference vil sige, når en ny arbejdsgiver ringer, kan du jo selv ringe til referencen og spørge om det samme. Du skal alligevel i kontakt med referencen, så du kan forberede ham på at en ny arbejdsgiver må forventes at ringe.  

Hvor skal referencerne stå?
Der findes mange gode råd om hvor du skal placere en referenceliste. Det kan være i et separat dokument, som kan trækkes op af tasken, hvis nogen spørger efter den. Andre foretrækker, at det står i ansøgningen eller i CV’et. Gør op med dig selv hvor referencelisten ”støjer ” mindst. Du kan også nøjes med at skrive, at ”referencer oplyses efter aftale”. Så viser du, at du har referencer, men at det konkret skal aftales med en evt. kommende arbejdsgiver hvem, som skal kontaktes.

Hvordan bruges referencerne 
Som nævnt er det dig der bestemmer hvem du vil opgive som reference. Hvis du ikke ønsker at eksempelvis nuværende eller seneste chef skal kontaktes, så forbered dig på at svare på hvorfor du ikke ønsker at opgive denne reference. Husk at udleverer du en liste accepterer du også at referencerne bliver kontaktet.

Den der giver referencen skal udtale sig loyalt, og må ikke udlevere personfølsomme oplysninger om eksempelvis sygdomme, misbrugsforhold, straffeforhold eller medlemskab af fagforening.