Main menu

Oplægsholder udfordrer frie fugle

Generalforsamling i Sektion for Selvstændige 17. marts 2011

Det er en kvinde med råstyrke og sine meningers mod, der får lov til at berige og ruske op i sektionens medlemmer før den årlige generalforsamling 17. marts 2011.

Tekst: Karen Mohr Sokkelund

Soulaima Gouranis ærlige og ligefremme stil, sprudlende energi og store viden om strategi, ledelse og karriereudvikling har gjort hende til en efterspurgt konsulent og inspirator. I en sådan grad at hun i 2010 blev kåret som Danmarks bedste foredragsholder i kategorien ’Trends og tendenser’. Det siger ikke så lidt.

Årets oplægsholder er en kvinde, der formår at brænde igennem, og hun har fingeren på samfundets puls: ”Vi lever i en tid, hvor der er fokus på at være iværksætter, selvstændig og erhvervsorienteret,” siger Soulaima Gourani, der har skrevet den meget roste bog ’Tag magten over din karriere’, som udkom i 2010 på Politikens Forlag. Bogen handler om at tage magten over sin karriere, så den bliver både succesfuld, udfordrende, personligt og fagligt udviklende.

Soulaima Gourani er også en hyppig gæst i medierne, hvor hun ikke er bleg for at udfordre vores måde at arbejde og tænke på. Det vil hun også gøre som årets oplægsholder før generalforsamlingen i Sektion for Selvstændige, hvor hun vil give sektionens medlemmer stof til eftertanke, tage livtag med tilhørernes vante forestillinger og sætte fokus på glæden ved at være selvstændig.

Du kan læse mere om Soulaima Gourani på www.soulaimagourani.dk

Læs oplæggene fra temadagen.