Vi sætter altid børnene over papirarbejdet

Københavns Kommunes borgerrådgiver har fundet fejl i samtlige 77 børnesager, han har undersøgt. Det er alvorligt, og fejlene bør ikke forekomme.

Vi er alle tre socialrådgivere, der har haft eller har vores daglige arbejde i Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune. Vi har alle til tider lavet fejl i vores sager. Fordi vi kun er mennesker, men også fordi vi arbejder inden for nogle rammer og regler, der gør vores daglige arbejde besværligt, unødvendigt tidskrævende og til tider helt umuligt.

Vi er selvfølgelig optaget af at sikre børnenes og forældrenes retssikkerhed. F.eks. skal anbragte børn kunne se og forstå, hvorfor myndighederne har valgt at anbringe dem. Vi skal vejlede og støtte forældre, der er i krise eller vrede på systemet, og vi skal sikre, at de forstår og kan læse konsekvenserne af deres samtykke eller mangel på samme. Derfor er en del af dokumentationen helt nødvendig, og borgerrådgiverens kritik er helt relevant. Det er dog vigtigt at understrege borgerrådgiverens egen pointe, når han skriver, at undersøgelsen ikke dokumenterer »svigt af børn med behov for og ret til hjælp.«

Virkeligheden er, at vi nogle gange er nødt til at vælge mellem arbejdet med børnene og arbejdet med dokumentation, og når vi ikke altid dokumenterer alt korrekt, skyldes det, at vi sætter børnene højest. Vi vil gerne give et eksempel.

For nylig besøger en af os et barn, som er anbragt i en god, dygtig plejefamilie. Vi taler om, hvordan barnet har det i familien, i skolen og i fritiden. Vi går en tur og klatrer lidt i træer, så jeg kan få en fornemmelse af barnets trivsel uden at snakke direkte om det – det kan nemlig være svært for mange børn. Barnet viser mig nyt legetøj og sin nye seng, og jeg snakker med hendes plejefamilie om, hvorvidt de stadig har overskud og trives i rollen som plejeforældre.

Næste dag venter der mig et stort stykke arbejde på kontoret. Jeg skal skrive, dokumentere, klikke af i diverse systemer og udfylde formularer. Jeg skal indberette til Ankestyrelsen og lave en samlet analyse af alle de nyeste oplysninger samt en grundig socialfaglig vurdering af, om anbringelsen stadig opfylder formålet. Den skriftlige opfølgning skal sendes til forældrene, så de kan komme med deres kommentarer.

Det tager mange timer at gøre ordentligt og efter alle regler, men samme morgen ringer arbejdstelefonen. Det er en meget akut sag om et barn, der er udsat for vold i hjemmet, og jeg står med et valg: Enten tager jeg mig af barnet, eller også sørger jeg for at overholde tidsfristerne fra gårsdagens besøg i plejefamilien. Jeg vælger selvfølgelig at hjælpe barnet med det samme og må bruge resten af ugen på denne sag. Skrivearbejdet må vente, og dermed overskrider jeg alle frister – men et barn havde altså akut brug for min hjælp.

Eksemplet er ikke enestående. Som sagsbehandlere på børneområdet må vi ofte prioritere mellem at handle akut for børnenes skyld eller at please systemet. Vi vedstår gerne, at vi vælger at støtte familierne og børnene, også selv om det kan medføre overskridelser af tidsfrister eller manglende klik i vores it-systemer.

Vi bruger som socialrådgivere alt for meget tid på alt muligt andet end selve arbejdet med børnene. Vi skal dokumentere alle trin i processen, sende en række indstillinger for at få vores faglige vurderinger godkendt, og hvis vi skal bruge al vores tid på at lave 100 pct. korrekt sagsbehandling, ja, så har vi simpelthen ikke tid til at skabe en tillidsfuld relation til det enkelte barn.

Den virkelighed, nyuddannede socialrådgivere møder på børneområdet, er barsk. Sagerne er komplekse ligesom lovgivningen, som bliver tilpasset den enkelte kommunes situation og økonomiske prioritering. Hvis kvaliteten af vores arbejde for alvor skal blive bedre, kræver det, at politikerne – både i Folketinget og kommunerne – fjerner overflødige dokumentationskrav og afsætter tilstrækkelige ressourcer til de udsatte børn og familier.

Vi er uddannet til at hjælpe og støtte udsatte borgere, ligesom en pædagog eller lærer er uddannet til at udvikle børns kompetencer. Vi vil have frihed til at vælge metoder med udgangspunkt i den enkelte familie frem for metoder, som dikteres oppefra. Vi vil have fjernet alle overflødige procedurer, vi vil have smidige it-løsninger, der understøtter vores arbejde, og vi vil have diktafoner, så vi ikke skal bruge mange timer om ugen på at notere vores samtaler. Vi vil bruge vores tid sammen med børn, forældre, plejeforældre og andre mennesker, der er vigtige i barnets liv. Vi vil være der for barnet og familien – ikke for systemet.

Vi er glade for, at Københavns borgerrådgiver skriver: »Jeg har heller ingen grund til at antage, at Borgercenter Børn og Unge og centrets medarbejdere ikke gør deres bedste og er fokuserede på at løse kommunens opgave i forhold til kommunens udsatte børn«. Det er nemlig præcis, hvad vi gør.