Aarup: Sådan undgår vi velfærdens dødsspiral
Knud Aarup, tidligere direktør for Socialstyrelsen, skitserer i sin bog ”Fra Udenforskab til fællesskab” en række løsninger, som skal få velfærdssamfundet ud af sin ”dødsspiral”. Vi har bedt ham uddybe nogle af dem.
Du foreslår et Udenforskabs Råd, der skal fungere på samme måde som Det Økonomiske Råd med eksperter, som løbende kan følge udviklingen, lave analyser og komme med forslag til at mindske antallet af udsatte borgere. Hvorfor er det nødvendigt?
– Sekretariatet for Det Økonomiske Råd laver hvert halve år en rapport til drøftelse i rådet. Det har politisk meget stor betydning, hvad ”vismændene” siger om den økonomiske udvikling i Danmark. På samme måde kunne et Udenforskabs Råd med ”sociale vismænd” lave halvårlige rapporter om den sociale udvikling i Danmark. Det kunne være temaer som konsekvensen af børn i fattigdom eller udviklingen for de autister, som er ramt af skolevægring. Pointen skulle være det løbende fokus på den sociale udvikling i Danmark og løbende uafhængige analyser af sociale konsekvenser.
Du mener, at der skal vedtages en overordnet lov, en ”overliggerlov”, der skal give borgerne en lovsikret ret til helhed og sammenhæng i de forskellige indsatser. Hvad skal sådan en lov indeholde?
– Der findes andre love, som har gyldighed på tværs af forskellige love for eksempel Forvaltningsloven. Det hedder i Forvaltningsloven, at ”Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.” På samme måde skulle Lov om helhed og sammenhæng i indsatserne for borgerne være gældende i alle dele af det offentlige. Her skulle borgerne have et retskrav på at blive behandlet som et helt menneske – fysisk, psykisk og socialt – uanset hvor i offentlig eller offentlig reguleret sammenhæng man måtte indgå. Konkret betyder det, at de enkelte fagprofessionelle skal gøre alt for at sikre helhed og sammenhæng, og i det øjeblik en fagprofessionel eller borgeren ikke mener, at det sker, skal indsatsen genovervejes.
Du skriver, at velfærdsprofessionerne skal sættes fri: “De skal finde tilbage til kernen i deres faglighed og til det, de er sat i verden for at være: Noget for andre”. Hvad indebærer det?
– Netop fordi den enkelte fagprofessionelle har et ansvar for, at borgeren ud fra en konkret og individuel vurdering bliver behandlet som et helt menneske, giver det den enkelte fagprofessionelle ret og pligt til at bringe sin faglighed i spil. Det kan for eksempel være familiesagsbehandleren, som påpeger overfor jobcentrets medarbejder, at nok er der planlagt, at en mor skal i ressourceforløb, men at det med stor sandsynlighed vil betyde, at hendes autistiske dreng på otte år ikke kommer i skole. Moderen er helt nødvendig for drengens videre sociale udvikling og skolegang.
Du foreslår en ny type familieinstitutioner i udsatte boligområder, der skal sikre et tæt samarbejde mellem de fagprofessionelle og dermed en helhedsorienteret indsats. En række kommuner har ansat skolesocialrådgivere og socialrådgivere i dagtilbud – er det ikke et skridt i den rigtige retning?
– Jo, men jeg vil gerne have flere fagprofessionelle ud af institutionerne og kontorerne og ud til de borgere, som har brug for støtte for at kunne klare sig selv. Derfor skal vi blande alle de nødvendige faggrupper i en familieinstitution for eksempel pædagoger, socialpædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker, socialsygeplejersker, SSP og boligsociale medarbejdere. Institutionen skal være omdrejningspunktet for et samlet socialt løft af et socialt belastet område. En slags socialt communitycenter.
Du opfordrer til at etablere et kompetencebaseret autorisationssystem – hvordan skal det fungere?
– På det sidste har vi set en række skrækkelige eksempler på meget dårligt socialt arbejde – for eksempel Slagelse-sagen med Hassna-søstrene. Det er ikke, fordi vi i det offentlige ikke bruger penge. Slagelse Kommune har brugt 18 millioner kroner på indsatser til de tre søstre. Men man har sendt stærkt traumatiserede unge til behandling hos personer uden den fornødne faglige viden. Et traume bliver ikke behandlet hos en ”skrædder” eller ”automekaniker”.
– Så konkret skulle vi starte med at stramme kravene til hvilken viden, der skal være til stede på institutioner eller opholdssteder for at blive godkendt. Man kunne kræve, at ledelsen mindst har en person med en specialistviden på diplomniveau inden for de målgrupper, som man har på institutionen eller opholdsstedet. Herefter kan man så begynde at stille autorisationskrav i forhold til de specialiserede og vidtgående områder. Og så er man i gang.
Du taler om velfærdssamfundets dødsspiral. Hvad ligger der bag det udtryk?
– I min bog beskriver jeg en mulig og farlig udviklingstendens, hvor der politisk bliver truffet en række beslutninger, som vil betyde, at velfærdssamfundet i Danmark for tid og evighed er totalt forandret. Et af de skridt er, hvis man åbner op for velfærdsinstitutioner drevet som almindelige virksomheder med krav om profit til ejerne. Det er sket i Sverige. Her har man haft debat om, hvor stor en profit man må have på en daginstitution. Når vi først har åbnet den dør, så er der ikke en vej til fastholdelse af Danmark som et fællesskab.
DANMARK SOM SOCIALT FOREGANGSLAND – IGEN?
Knud Aarup, tidligere direktør for Socialstyrelsen, er aktuel med bogen ”Fra udenforskab til fællesskab – seks bud på et bedre velfærdssamfund”. Han mener, at Danmark de sidste 30 år er blevet et velfærdssamfund for dem, der kan i forvejen. I bogen skitserer han de forandringer, som skal til for, at Danmark igen kan blive et socialt foregangsland med lige muligheder for alle: Et samfund, hvor mennesker med handicap, psykisk sårbarhed og sociale problemer får støtte til både at være dem, de er, og blive til det, de har mulighed for.
Fra ”Udenforskab til fællesskab – seks bud på et bedre velfærdssamfund”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag”, 302 sider, 325 kroner.
BLÅ BOG
Knud Aarup
- Cand. scient. pol. fra 1981
- Har været chef i den offentlige sektor siden 1989.
- Frem til 2015 direktør i Socialstyrelsen
- I dag formand for blandt andet Socialpolitisk Forening og Røde Kors i Aarhus.
- Aktuel med bogen ”Fra udenforskab til fællesskab – seks bud på et bedre velfærdssamfund”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.