Børnene mangler i Borgerrådgiverens rapport

Borgerrådgiveren i Københavns Kommune har for nylig udarbejdet en juridisk rapport om sagsbehandlingen i 77 sager om anbringelse af børn og unge. Han har fundet fejl i alle sagerne og udtaler, at kommunens arbejde er stærkt kritisabelt. Undersøgelsens resultater beskrives som hidtil usete. Mange har fulgt trop og støttet kritikken, og bortset fra enkelte små glimt af andre vinkler er kritikken massiv og entydig.

Vi er enige i, at det er vigtigt at diskutere forvaltningens sagspraksis. Borgerrådgiverens sagsgennemgang peger helt grundlæggende på, at der er udfordringer med at overholde lovgivningens krav. Vi er imidlertid ikke enige i, at problemerne er hidtil usete. Problemerne er ikke nye, og de kan findes i alle kommuner, hvis man ser på sagerne med det blik, Borgerrådgiveren har anlagt.

I samme periode, som Borgerrådgiveren har gennemgået sager, har vi i en række forskningsprojekter fulgt sagsbehandlere og ledere i deres daglige arbejde. Vi kom med en række fordomme og forforståelser om sagsarbejdet, men vi så meget andet, og det har givet os anledning til at være ydmyge. For det er jo ikke os, det handler om. Det handler om børn og familier. Og diskussionen bør ikke begrænses til en påpegning af manglende overholdelse af regler, men bør også handle om de mange vilkår, usikkerheder og intentioner, der i virkelighedens verden gælder på dette vigtige område.

Regler kan forstås på flere måder

I formålsbestemmelsen til servicelovens regler om støtte til udsatte børn og unge står der blandt andet, at der skal ydes støtte til børn og unge, som har et særligt behov herfor. Der står også, at indsatser skal ydes tidligt, helhedsorienteret og så vidt muligt i samarbejde med børn, unge og forældre. Formålsbestemmelser bruges til at fortolke andre bestemmelser i lovgivningen, hvor der kan være tvivl om indholdet.

Borgerrådgiveren har i sin gennemgang alene haft fokus på sagsbehandlingsreglerne. Borgerrådgiveren er i sin gennemgang slet ikke i tvivl om, hvordan de principper og regler, han har valgt at inddrage, nærmere skal eller kan forstås og fortolkes. Det er enestående. Selv dommere og juridiske professorer anerkender normalt, at regler kan forstås på flere måder, at de skal fortolkes, og at fortolkningen kan være dynamisk i forhold til hensyn, mål og intentioner på det område, de skal regulere. At retsanvendelsen i sidste ende kræver valg: Hvordan skal kravet om enighed mellem forældrene og kommunen i formålet med et barns anbringelse for eksempel forstås? Har hensynet til ”barnets bedste” konsekvenser i forhold til forståelsen af sagsbehandlingskravene? Hvad betyder det, at en undersøgelse ”så vidt muligt” gennemføres i samarbejde med forældre og den unge? Og så videre …

Hvad siger de udsatte børn og forældre?

I Borgerrådgiverens sagsgennemgang lægges alene vægt på, hvad der står i sagsakterne. Blandt andet indebærer det, at børn og forældre alene anses for at være blevet inddraget og informeret, hvis det står i journalen. Men de fleste ved godt, at virkeligheden ikke kan afgøres på den måde. Dokumentation og notatpligt kan forstås og diskuteres ud fra flere modgående hensyn, som hensyn til transparens og kontrol, individets selvbestemmelse, integritet, beskyttelse og samarbejdshensyn med videre.

Hertil kommer, at for børn og forældre i udsatte positioner kan denne skriftlige kommunikation være udfordrende, og det er vel relevant at overveje, når udgangspunktet er barnets bedste og samarbejde?

Dette bringer os frem til spørgsmålet om, hvad de udsatte børn og forældre siger til de meget omfattende regler vedrørende sagsbehandlingsskridt og dokumentation. Ville det ikke være relevant at finde ud af, om de finder reglerne hjælpsomme og betydningsfulde?

Detaljerede krav stjæler fokus fra børn

Udsatte børn og deres forældre lever og er i bevægelse, mens deres sag behandles. De er ikke frosne størrelser, hvor tilværelsen står stille, fordi der kommer en underretning eller kommunen igangsætter en undersøgelse.

Disse bevægelser udfordrer den dominerende forestilling om, at behandlingen af børns og forældres problemer følger en velordnet, lineær proces: Først opdages et barns problemer; kommunen afgør, om de skal undersøges nærmere; der gennemføres en børnefaglig undersøgelse; der udfyldes en handleplan; der træffes en beslutning om en indsats; indsatsen bestilles; indsatsen sættes i gang; der følges op på indsatsen.

Denne lineære formel er i de senere år skrevet ind i lovgivningen med større og større detaljeringsgrad. Til trods for, at det aldrig er bevist, at netop denne lovformel giver gode resultater. I England arbejdes der med at løsne den slags regler, og talrige engelske undersøgelser har vist, at netop de detaljerede krav til sagsbehandling og dokumentation drejer sagsbehandlernes fokus væk fra børnene og hen mod sag og forvaltning.

Overholdelse af regler i form af skriftlig dokumentation tager tid. Det skal naturligvis søges gjort. Men måske er de elektroniske sagsbehandlingssystemer upraktiske og ulogiske at anvende og får mest værdi, når kontrolinstanser kigger med?

Ydmyghed og nysgerrighed

Disse forhold er ikke relevante i Borgerrådgiverens undersøgelse. Det er de for os. Vi mener, at den måde undersøgelse og debat har været skåret til på er reducerende og unuanceret – grænsende til det nedladende og fordømmende. Hvad gør den form for kommunikation ved dem, den handler om?

Ikke noget godt for de børn og familier, som har brug for støtte. Ikke noget godt for de dygtige og engagerede medarbejdere, da alle rammes over en kam. Men den kan føre til afmagtsfølelse, vrede, opgivenhed. Vi har set det i England, hvor gode folk flygtede væk fra eksperters og mediers beskydning. Til stor skade for de børn og familier, der havde brug for dem.

Vi vil gerne opfordre til større ydmyghed over for disse forhold fra eksperternes side. At vi ikke bare kigger efter sagsbehandlernes fejl og mangler, men at vi også kigger efter andre forhold og spørger nysgerrigt ind til dem. Til hvad børn og familier tænker og synes. Til hvad sagsbehandlerne siger. Til om reglerne er fornuftige. Til eksperternes forståelser. Til politikernes ansvar. S

Læs rapporten ”Kritikken af sagsbehandlingen og myndighedsudøvelsen i borgercenter børn og unge” på København Kommunes hjemmeside (fjernet der maj 2019).

Kommentarens forfatterne er:
Frank Ebsen, docent og fil. dr.,
Idamarie Leth Svendsen, jurist, lektor og ph.d.,
Helle Antczak, socialrådgiver og lektor,
Signe Steensbæk, socialrådgiver og lektor,
Thomas Mackrill, psykolog, lektor og ph.d. (alle ansatte ved Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol)
Tea Bengtsson, seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings og Analysecenter for Velfærd

---

Læs mere

» ”Står regler i vejen for det gode sociale arbejde på børneområdet?” Socialrådgiveren nr. 8/2017

» ”Der er behov for at tænke nyt på børneområdet” Socialrådgiveren nr. 9/2017

» Borgerrådgiverens svar i Socialrådgiveren nr. 12/2017.

» Frank Ebsens indlæg – Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes – i Socialrådgiveren nr. 2/2018.

» ”Debat efter fejlrapport: Hvad gavner udsatte børn og unge?” Nyhed, 1. februar 2018