Da overblikket forsvandt

KLUMME FRA PRAKSIS: I en travl hverdag, hvor faglighed vægtes højt og den ene deadline afløser den anden, er vi nødt til at minde hinanden om, at vi kan rumme hinanden.

KLUMME FRA PRAKSIS Jeg startede som nyuddannet i et barselsvikariat for cirka tre måneder siden. Jeg var imponeret over fagligheden i afdelingen og satte en stor ære i at forsøge at nå op på deres niveau. Som nyuddannet er man klar til det hele og bruger alle kræfter på at forsøge at følge med. Rutiner er en by i Rusland, og man glæder sig bare til at nå dertil, hvor noget ligger på rygraden.

Sommerferien nærmede sig hurtigt. Jeg valgte at sprede feriedagene således, at jeg kunne se frem til flere forlængede weekender. Hensigten var – ud over at få økonomien til at hænge sammen – at jeg på den måde kunne bevare overblikket i en periode, hvor jeg godt var klar over, at risikoen for at miste det var stor.

Influenza-følelsen indtrådte allerede tidligt i feriesæsonen. De kolleger, som jeg havde støttet mig til under oplæringen, holdt to til tre ugers ferie i træk, og de, der var på arbejde, havde enten travlt med at nå det hele, så de kunne holde ferie, eller travlt med at finde overblikket igen efter ferien.

Da jeg endelig bukkede under for influenza-symptomerne, begyndte et kaos at rulle. Konstant sværmede tankerne om arbejdet, mine deadlines og alt det, jeg nu skulle indhente. Overblikket forsvandt. Jeg forsøgte desperat at finde overblikket igen, men kunne ikke uden hjælp. Og hjælpen var enten på vej på ferie, på ferie eller på vej tilbage efter ferie.

Overvældet som jeg var af følelsen af ikke at slå til, kunne jeg ikke slæbe mig selv afsted.

Magtesløs, skuffet over mig selv og fornemmelsen af, at ingen så mig, betød, at jeg informerede min chef om, at jeg måtte smide håndklædet i ringen.

Men at nå frem til en accept af, at jeg måtte give op, tager nok lidt tid.

Ingen havde tilsyneladende set det komme. En blanding af at alle havde travlt med deres – og at jeg ikke havde mod til at vise svaghed. Om det er ferien, de hyppige deadlines i en sygedagpengeafdeling, at være nyuddannet og uden rutiner, eller et tidsbegrænset vikariat, ved jeg endnu ikke. Og det er ikke sikkert, at det er så simpelt.

Men husk jeres kolleger – og tal også om det, der er svært. Hvor der er rummelighed, er der tryghed til også at vise svaghed.