Det er ”bare” et arbejde

Det er uhyggeligt skræmmende at opleve, i hvor høj grad mange af de sygemeldte bliver følelsesmæssigt ramt af ikke at føle sig gode nok som borgere i samfundet. Jo længere sygemeldingen varer, des mere rammer det deres følelse af værdighed.

KLUMME FRA PRAKSIS: 37 timer i ugen er jeg socialrådgiver ligesom mange af jer andre, som læser med i denne klumme.

Objektivt set er det ”bare” et arbejde. Jeg tjener mine penge, så jeg kan få mad på bordet, tag over hovedet og betale min del af diverse udgifter. Overskuddet kan jeg så forsøde mit og min families liv med.

Arbejdet fylder (for?) meget i nutidens Danmark. Tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtigt både for velfærdssamfundets opretholdelse, men bestemt også for den enkeltes følelse af at være værdifuld, og det er ofte igennem jobbet, vi høster vores selvtillid.

Og faglig selvtillid fornemmer jeg bestemt allerede på trods af, at jeg kun har cirka fem måneders erfaring som socialrådgiver. Jeg er klar over, at jeg stadig har meget at lære, men det er heller ikke erfaringen, der giver mig den faglige selvtillid – endnu da. Jeg er nyuddannet og sikkert stadig blåøjet optimist, men jeg elsker at tage på arbejde hver dag med viden om, at jeg gør en forskel. Det gør mig høj. Jeg synes virkelig, at vi som faggruppe kan gøre en kæmpe forskel både for samfundet og den enkelte.

Samtidig er jeg klar over, at jeg skal huske mig selv på, at det ”bare” er et arbejde. Jeg er ansat 37 timer om ugen, hvilket selvfølgelig er en stor del af mit liv og min hverdag, men dog ikke hele mit liv og min hverdag.

Jeg er for ganske nylig startet i en sygedagpengeafdeling og møder derigennem dagligt de borgere, som af helbredsmæssige årsager er på pause i arbejdslivet.  Jo længere sygemeldingen varer, des mere rammer det deres følelse af værdighed.

Det er dagligt en reminder til mig selv om, at jeg skal huske at pleje mit privatliv og mig selv som Sine. For hvis jeg (7-9-13) engang skulle blive ramt af sygdom eller en anden krise, der afbryder mit arbejdsliv for en stund, så er det på andre områder af mit liv, jeg skal kunne høste følelsen af værdighed.

37 timer om ugen er jeg socialrådgiver. Jeg elsker det! Jeg elsker heldigvis også at lukke computeren, sende familien en SMS om, at jeg er på vej hjem og vide, at jeg nu har gjort det, jeg kunne som fagperson i dag.

Det er jo trods alt ”bare” et arbejde.