De fattige kæmper for ikke at blive sat på gaden
KLUMME FRA PRAKSIS. Det pres, der finder sted mod de fattigste, er alvorligt og skadeligt for sammenhængskraften i samfundet. Vi må også styrke de fællesskaber, der kæmper imod den udvikling.
Da kontanthjælpsloftet blev indført, forventede mange – herunder jeg selv – at antallet af boligudsættelser ville stige markant. Det er ikke sket. Og det udråbes i pressen som om, at kontanthjælpsloftet ikke har de gennemgribende og tragiske konsekvenser, som vi frygtede.
Men er det nu rigtigt? At boligudsættelserne ikke er steget som forventet, er et faktum. Men årsagen er nok ikke, at mennesker sagtens kan klare sig med den noget lavere ydelse.
Hvorfor er der ikke flere udsættelser? Årsagerne er nok mange… De ramte er i høj grad enlige kvinder med børn. Jeg tænker, at de fleste gør rigtigt meget for ikke at ende i den situation, hvor de er sat på gaden. Så hvordan klarer de sig – for væsentligt færre penge?
Forklaringerne er mange: Man låner penge af venner og familie, sælger ud af de ting man har af værdi, optager alt for dyre strakslån for at betale huslejen, rykker sammen, så der kan lejes et værelse ud. Man siger lejligheden op og flytter hen til familie. Man får overskudsmad fra supermarkeder, skralder, eller søger hjælp i en af de mange hjælpegrupper, der er opstået på nettet. Man gør rigtigt meget – netop for at undgå at stå på gaden med sine børn.
Og de fleste af os har nydt sommerferien, mens det har været småt med forventningens glæde og sommerfuglene i maven hos de børn, der er ramt af loftet. Med mindre de har været heldige – og en hjælpeorganisation eller nogle frivillige har været med til at sikre, at de har fået nogle ferieoplevelser – og dermed også har noget at fortælle klassekammeraterne om.
Hvis man – som jeg – er en næstehjælper, er man ikke i tvivl om, at loftet har ramt, og rammer hårdt. Der er rigtigt mange, der søger hjælp. For der er ikke penge til mad sidst på måneden, ikke penge til medicin – og slet ikke til nye sko, tøj, fritidsinteresser eller andet. Det er svært at se på, og derfor hjælper man…
For det er sådan, det er blevet – de private, civilsamfundet, NGO’erne – er blevet dem, som man går til – mens man ikke i samme omfang som tidligere forventer hjælp fra kommunen. Det er en udvikling, der hilses velkommen af nogen – men som vi er mange, der er imod.
Det pres, der finder sted mod de fattigste, er alvorligt og skadeligt for sammenhængskraften i samfundet. Det er ikke nok at hjælpe med en pose mad – selv om det kan føles nødvendigt at gøre det. Vi må også styrke de fællesskaber, der kæmper imod den udvikling.
Også derfor er det godt at være en del af Dansk Socialrådgiverforening.
Næstehjælperne er en facebookgruppe med 17.000 medlemmer, hvor folk hjælper reformramte og hinanden med alt fra mad til opbakning og protestaktioner.