Fra omsorg til business

Vi hører tit, at socialrådgiveruddannelsen er en generalist-uddannelse. Vi bliver uddannet til at vide en hel del om meget. Vi skal dække bredt og have indsigt i flere forskellige fagområder, end mange af vores kollegaer i andre fag med nogenlunde samme længde uddannelse skal.

En dag for ikke så længe siden mærkede jeg virkelig dette på egen krop. Og det fik mig til at tænke på, at nogle gange skal vi ikke bare vide noget om jura, socialt arbejde, psykologi og samfundsforhold. Nogle gange så skal vi også være dem, der virkelig holder fast i bordkanten og sørger for, at der altid er et tilbud til udsatte borgere, voksne såvel som børn – også når det ikke nødvendigvis er nogen god forretning, sådan målt på den hardcore her og nu-bundlinje.

Og også selv om den udvikling, som vi søger at skabe, zigzagger mere end den forløber lineært fra a til b til… Så må vi forsøge forfra igen og igen. Vi kan ikke bare vælge og vrage mellem borgerne. Vi skal være de voksne. Dem, der altid er der. Det ligger i vores dna, og det skal det også gøre. Det er jeg faktisk stolt af på fagets vegne.

Jeg har i nogen tid samarbejdet med en privat aktør i en sag om en familie i knap så god trivsel.  Vedkommende varetog – ganske fint – en opgave, som lige så godt kunne være løst inden for kommunalt regi, og oftest også bliver det. På møder blev der fra aktørens side gerne gjort opmærksom på, at den kommunale sagsgang og indhold og kvalitet af kommunens tilbud, set fra deres perspektiv, ikke var noget, som man havde de høje tanker om. Det var den private aktør, der havde hjerte og faglighed på rette sted.

Nu skal man jo ikke brokke sig over at arbejde sammen med dygtige folk, heller ikke de, som godt tør at indrømme, at de selv ved, at de er det! Stor var min overraskelse til gengæld, da den omtalte aktør pludselig en dag meddelte, at de ikke længere mente, at de var den rigtige til at varetage den opgave, som de ellers indtil nu havde solgt sig selv som topprofessionelle til. I stedet mente de nu, at opgaven burde løses i kommunalt regi.

Jeg kan jo godt have mine gisninger om, hvad der ligger til grund for sådan et forløb. Det er jo nærliggende at tro, at denne borger var en ganske fin ”kunde i butikken” på et vist tidspunkt, men da det blev for besværligt, eller der måske stod andre ”kunder” på spring, der skønnedes at være lettere at ”ekspedere”, så valgte man dem.

Under alle omstændigheder, så er jeg oprigtig stolt af at varetage opgaver for alle de borgere, min faglighed vurderer, der har brug for hjælp. Her er der ikke management-tænkning til at forstyrre. Og jeg kunne ikke drømme om at skulle sortere mellem borgerne på baggrund af andet end faglighed.