Jeg troede, at jeg kunne redde min arbejdsplads

Et alt for stort arbejdspres, en kaotisk omstrukturering og dårlig ledelse er hovedingredienserne i den stress-cocktail, der i 2015 kørte socialrådgiver Susanne Sørensen helt ned – og udløste en depression. De seneste år har også været hårde for hendes mand og deres trillinger på 11 år.

Da Susanne Sørensen i efteråret skulle til eksamen på sit studie i kriminologi, vendte alle de velkendte symptomer på stress tilbage. Alligevel var det hendes veninde, der måtte trække i bremsen og overbevise Susanne om at holde en pause og tage en sygeeksamen senere.

– Jeg havde hjertebanken og følte, at mit hoved blev enormt tungt, så jeg ikke kunne løfte det. Det føltes som om, jeg skulle besvime, og jeg mistede pusten. Jeg kunne ikke styre mine følelser og blev hidsig, råbte og skreg. Bagefter blev jeg ked af det, græd og kunne ingenting. Jeg skal hele tiden være opmærksom på, hvor meget pres jeg udsætter mig selv for. Ellers går det galt, fortæller hun.

Susanne Sørensen har prøvet det før. Længe arbejdede hun som socialrådgiver under et alt for højt arbejdspres og en ledelse, der hverken lyttede eller tog ansvar for medarbejderne. Også dengang så hendes veninde tegnene på stress længe før, Susanne selv indså problemerne.

Forsøgte at råbe ledelsen op

Det begynder i 2014 med en tre ugers sommerferie. Susanne bliver syg med nogle af de symptomer, som hun senere finder ud af skyldes stress. Hun arbejder på det tidspunkt med udsatte unge i en middelstor kommunes ungeenhed, hvor hun er blevet flyttet til fra kommunens familieafdeling. Hele ungeenhedens opstart har været præget af kaos, fortæller hun.

– Sådan var det fra begyndelsen. Der gik flere uger, før systemet var oppe at køre, ledelsen fordelte arbejdsopgaverne helt tilfældigt, og der var ingen faglig sparring. Den første sygemelding fra en af kollegerne kom efter 14 dage, og allerede der skrev vi et pænt brev til ledelsen om, at det her går ikke.

Desværre bliver det ikke bedre. Tværtimod. Ifølge Susanne har hun omkring dobbelt så man ge sager, som Dansk Socialrådgiverforening anbefaler. Ledelsen mener, at Susanne og hendes kolleger skal have flere sager, end da de sad i familieafdelingen. Nu arbejder de med unge mellem 15 og 23 år, og derfor behøver de ikke inddrage de unges familier, lyder det.

Da Susanne kommer tilbage på arbejdet efter sommerferien i 2014, skal DUBU (It-baseret sagsbehandlingssystem, Digitalisering Udsatte Børn og Unge) implementeres, og ledelsen beslutter, at hun skal være superbruger og hjælpe kollegerne med at lære systemet.

I hendes gamle afdeling får de nye superbrugere fri en dag om ugen til at hjælpe kollegerne, men Susannes ledelse vælger i stedet at sætte hendes arbejdstid op til 42 timer. Nogenlunde samtidig bliver hun teamkoordinator. Inden da er den faglige koordinator blevet sygemeldt med stress, og arbejdsmiljøet er stærkt præget af det massive arbejdspres og en ledelse uden overblik, der ikke forstår medarbejderne, fortæller Susanne Sørensen.

Kvalme og tankemylder

Senere på efteråret fortæller Susanne sin leder, at hun har brug for hjælp. Hun får bevilget tre timer hos en psykolog, men vælger selv at betale for en, hvor hun går i de næste mange måneder. Susanne mener stadig ikke, at hun er ramt af stress, selv om hun ifølge sin lægeerklæring fra Arbejdsmedicinsk Enhed får det stadigt værre med symptomer som kvalme, tankemylder, hukommelsesbesvær og svedeture.

– Min psykolog sagde, at jeg burde sygemelde mig, men i starten vendte jeg bare øjne ad hende og tænkte, at jeg stadig kunne redde min arbejdsplads, siger Susanne, der bliver ved med at arbejde i et højt gear de næste måneder.

 

Til sidst gav jeg op

I april 2015 går Susanne til genoptræning efter en skulderoperation og møder en tirsdag en midaldrende mand, der har arbejdet i forsikringsbranchen. Han fortæller, at han nu er på førtidspension efter en lang periode med et presset arbejdsliv og stresssymptomer, der til sidst sendte ham på hospitalet.

Umiddelbart efter samtalen kører Susanne tilbage til kontoret og til et planlagt møde mellem medarbejderne, tillidsrepræsentanten og ledelsen om det høje arbejdspres i  afdelingen – et møde, der bliver et vendepunkt for hende.

– Jeg og mine kolleger lå på fire eller fem på en stress-skala fra et til fem. En af mine kollegaer fortæller så om, hvad arbejdspresset betyder for hende, og forklarer, at hun også taler med de unge, når de for eksempel ringer om aftenen med selvmordstanker. Svaret fra lederen var, at vi bare kunne opdatere vores sagslister, og at vi i øvrigt manglede team-ånd og ikke hjalp hinanden. Der satte jeg mig tilbage i stolen og opgav. Vi kommer ikke videre, tænkte jeg.

DS kører arbejdsskadesag

Susanne rydder sit bord og melder sig syg dagen efter. Om fredagen ringer hendes leder og undrer sig over, hvor hun bliver af.

– Så ringede jeg til Dansk Socialrådgiverforening og bare græd, og så tog DS over. Og det har jeg følt hele vejen igennem – at DS har været på sagen. For eksempel var de med til alle mine sygesamtaler, og nu kører de min arbejdsskadesag, fortæller hun.

I november 2015 møder Susanne ind til det, der skal vise sig at blive den sid ste sygesamtale med lederen. Arbejdsmedicinsk Enhed er kommet med deres vurdering af hendes sag, og konklusionen er klar: Susannes problemer skyldes det høje arbejdspres og et psykisk arbejdsmiljø uden struktur. Det kommer ifølge Susanne bag på lederen.

– Jeg har løbende gjort opmærksom på, at både jeg og mine kolleger havde for mange sager, og at vi ikke fik lov at bruge vores faglighed til at tage ordentligt hånd om borgerne. På min lægeerklæring står der ’arbejdsrelateret stress’. Alligevel troede min leder ikke, at det handlede om arbejdet. Så siger jeg til DS, at jeg ikke vil ind til flere møder, og de forhandler en fratrædelsesordning på plads med min arbejdsplads.

Da Susanne endelig erkender, at hun ikke ville komme tilbage til sit arbejde, bliver hun ramt af en depression.

– Jeg var glad for mit arbejde og mit fag. Det var livsbekræftende, og jeg elskede borgerne. Men ledelsen gjorde det umuligt for mig at være der, siger hun.

Tager én dag ad gangen

I dag læser Susanne kriminologi på universitetet, hvor hun har sin egen studieplan på særlige vilkår. Hun tager én dag og én eksamen ad gangen  og vil helst ikke spå om, hvordan hendes arbejdsliv kommer til at se ud i fremtiden, men det går fremad med helbredet, synes hun. Og selv om hun stadig kæmper meget med blandt andet hukommelsesproblemer og sygdom, har forløbet også bragt positive ting med sig.

– Jeg har fundet ud af en masse om mig selv og mine egne grænser. Og jeg har haft fortræffelige veninder, som har fået mig igennem det her, siger hun og fortæller, at de seneste år har været hårde for hendes mand og deres trillinger på 11 år.

– Min mand har båret det hele derhjemme. Jeg har prøvet at undgå, at børnene blev involveret, men de ser en mor, der sover meget, og de har set et af mine angstanfald. Jeg er også kommet til at råbe ad dem i frustration, og det gør mig ked af det, men de er stærke og meget omsorgsfulde. De har hinanden, og jeg tror, at de har nydt, at mor er der, når de kommer hjem fra skole.