Man hører næsten aldrig noget fra dem, det handler om

Tove Holmgård Sørensen tog som socialrådgiver i Herlev Kommune imod en gruppe flygtninge for 30 år siden. Nu har hun besøgt syv af flygtningene, og fortæller i sin bog ”Hjemland”, hvordan det er gået dem.

Man hører næsten aldrig noget fra dem, det handler om

Foto: Lisbeth Holten

At forfølge min nysgerrighed.

Sådan dan lød Tove Holmgård Sørensens nytårsforsæt i koncentreret form, da hun sprang ind i det nye år 2016 i selskab med de venner, som hun og hendes mand har holdt nytår med de sidste mange år. Der blev skålet og ønsket godt nytår – og traditionen tro talt om nytårsforsætter.

Tove Holmgård Sørensen havde længe haft lyst til at opsøge de flygtninge, som hun arbejdede med, da hun var nyuddannet socialrådgiver i Herlev Kommune for 30 år siden, hvor kommunen med en socialdemokratisk borgmester i spidsen havde sagt ja til at modtage flygtninge. Hun blev en del af et særligt team kaldet Flygtningesekretariatet, som skulle tage imod de nye flygtninge og tilrettelægge den lokale integrationsindsats

Da hun efter fire år skiftede job, mistede hun kontakten med alle flygtningene og fik aldrig hørt, hvordan det gik familierne. Nåede de deres mål? Fik de et godt liv i Danmark? Hvordan har deres børn mon klaret sig?

Hendes nysgerrighed efter at vide, hvordan flygtningenes liv havde formet sig efter 30 år i Danmark, hvor der er sket meget både lovgivningsmæssigt og i forhold til den måde vi behandler og omtaler flygtninge på, blev forstærket af den aktuelle situation i 2015, hvor især syriske flygtninge var på vej op igennem Europa – og Danmark modtog flere flygtninge, end vi gennem de seneste mange år har været vant til. Mediernes overskrifter som ”Da Danmark blev overvældet, og flygtninge gik på motorvejen”, ”Mand spyttede på flygtninge og bad dem skride hjem: ’Det er ynkelig opførsel” og ”Flygtningestrømmen markerer et nyt Danmark” gjorde indtryk på Tove Holmgård Sørensen.

– Jeg fulgte med i nyhedsstrømmen og debatten om flygtninge og hæftede mig ved, at man næsten aldrig hører noget fra dem, det handler om. Hvad synes flygtningene har været godt – eller skidt – i forhold til den måde, vi tilrettelægger integrationen på?

Større detektivarbejde

Det var ikke første gang, at Tove Holmgård Sørensen overvejede at opsøge de flygtninge, som ankom til Herlev Kommune i slut-firserne. Hun havde søgt om midler til at lave en undersøgelse af, hvordan det var gået dem, men det kom der ikke noget ud af. Derfor hav de hun lagt låg på nysgerrigheden og puttet projektet tilbage i skuffen. Indtil den nytårsaften for godt halvandet år siden.

– Nu er det nu, tænkte jeg. Uanset om jeg kan få penge eller ej, så må jeg bare gå i gang og se, hvor langt jeg kan nå, og så må jeg skrive bogen i min fritid. Jeg skal finde de flygtninge og fortælle deres historie.

Det var lettere sagt end gjort, og det krævede et større detektivarbejde, da Herlev Kommune ikke havde nogen oversigt over de flygtninge, som de havde modtaget. Men der var hjælp at hente hos Lokalavisen Herlev Bladet, som bragte et interview med Tove Holmgård Sørensen – med foto af hende på forsiden og en efterlysning af flygtningene. Det virkede.

– Det lykkedes mig at få kontakt til ti familier, som jeg interviewede. Tre af familierne har valgt ikke at stå frem i bogen, fortæller Tove Holmgård Sørensen, der efter godt 10 år som socialrådgiver uddannede sig til cand. scient. soc. og nu er konsulent i København Kommunes socialforvaltning Borgercenter Børn og Unge, som har til huse på Nørrebro i København.

Her beskæftiger hun sig med evaluering og vidensarbejde samt metodeudvikling inden for området udsatte børn og familier. Hun understreger, at hendes bog ”Hjemland” ikke er en evaluering af det flygtningearbejde, som foregik dengang – det er flygtningenes personlige fortællinger. Og hun håber, at vi kan lære noget af de forløb, som er gået godt.

– Man skal huske på, at da jeg mødte de mennesker, som fortæller i bogen, stod de i en meget vanskelig livssituation. Der var en filmfotograf og en læge, som ingen troede ville kunne bruge deres uddannelser her i landet. Der var unge enlige mænd uden uddannelse som kom fra krigen i Eritrea. Der var traumatiserede mødre, som havde været adskilt fra familie og børn i årevis. Så deres udgangspunkt var ikke let. Derfor er det interessant at høre, hvordan det er lykkedes for dem at skabe et nyt ståsted, og høre deres egne forklaringer på, hvad der har hjulpet dem på vej.

Ukuelig overlevelsesvilje

Tove Holmgård Sørensen fortæller, at gensynet med flygtningene har været en fantastisk oplevelse, som har givet hende masser af energi – og fremkaldt både glæde og et par tårer.

– Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med dem, og jeg føler, at vi har lavet bogen sammen. De er taknemmelige for, at jeg med bogen er med til at bevidne og anerkende deres historie, da de på mange måder oplever sig selv som historieløse – fordi de har forladt deres hjemland og fotoalbum, og mange af deres andre minder er gået tabt.

Hun mødtes med flygtningene efter arbejdstid og i weekender, hvor hun interviewede dem. Og når man spørger hende, hvad der har gjort størst indtryk ved gensynet med flygtningene, lyder svaret:

– At flygtningene aldrig giver op. Ligegyldigt hvilke udfordringer de møder, så går de i gang med det og tror, at det lykkes. At de hele tiden rejser sig op, når de løber panden mod muren – det har været en stor oplevelse. Og selv om det heldigvis er gået familierne ret godt, når vi kigger på dem udefra med integrationsbriller, så viser deres fortællinger, hvor utrolig mange ting de har skullet klare undervejs. De har en ukuelig overlevelsesvilje

Tove Holmgård Sørensen nævner et blandt flere eksempler i bogen. Det er Isayas’ fortælling. Han kom alene til Danmark som 25-årig fra Etiopien og fik en uddannelse som maskinarbejder.

– Isayas arbejder i mange år, men kommer så ud i en skilsmisse, hvor der opstår problemer med forældremyndighed og samvær med barnet. Isayas bliver syg og får alvorlige hjerteproblemer. Han bliver gift igen med en kvinde fra Etiopien, men kan i første omgang ikke få familiesammenføring. Kort sagt, så opstår der hele tiden nye forhindringer, som gør, at han ikke lige kan etablere det liv, han gerne vil. Isayas får en pacemaker indopereret i hjertet, får det bedre og på trods af utallige hjerteoperationer – og en førtidspension – ønsker han at arbejde igen. Han går i gang med at bygge en restaurant op, og i dag er han bestyrer af den etiopiske restaurant ”Ma’ed” – som betyder fælles måltid – på Nørrebro.

Lyt til deres drømme

Et andet eksempel, som Tove Holmgård Sørensen nævner, er Reza, som er født i Iran og kom til Danmark som 35-årig sammen med sin kone og tre små børn i 1986. Han var filmfotograf og drømte om at fortsætte i den branche. Men alle sagde til ham: Glem det, du skal have en helt anden uddannelse. Trods skepsis fra systemet holdt han fast i sin drøm. Han kom i kontakt med forskellige mennesker, som lavede lokal-tv – og gennem dem lærte han flere mennesker i branchen at kende.

– Reza kommer i praktik på TV2 Lorry. Det ender med, at han bliver fastansat, og han når at holde 25 års jubilæum på TV2, inden han går på pension som 65-årig. Det var der ingen, som ville have troet dengang for 30 år siden. Der var også en læge fra Afghanistan, som lykkedes med at fortsætte med at arbejde som læge i Danmark.

Tove Holmgård Sørensen fremhæver, at de personer i bogen, der har klaret sig rigtig godt, har fået kompetencegivende uddannelse. Eksempelvis som maskinarbejder, pædagog, smørrebrødsjomfru og tandlæge. Hun mener, at hvis integrationen skal lykkes, er det vigtigt, at vi lytter til flygtningenes drømme og tager udgangspunkt i deres kompetencer og situation.

– Vi må stoppe op og tænke: Hvordan bringer vi det her menneske videre? Som flygtningepolitikken er indrettet i dag, skal flygtningene ud på arbejdsmarkedet helst samme dag, de betræder dansk jord. Det kan være fint for nogle. Men for eksempelvis Galawiesh fra bogen, som kom til Danmark fra Irak, hvor hun måtte efterlade sine to små børn, ville det ikke give mening. Da hun fik sine børn til Danmark, havde hun brug for et år, hvor hun og børnene kunne lære hinanden at kende, og hvor de fik opbygget en hverdag sammen. Da det år var gået, var hun fuldstændig parat til at tage en uddannelse. Hun blev pædagog og kom derefter i job.

Gemte brev fra sin socialrådgiver

Tove Holmgård Sørensen fik sig en stor overraskelse, da hun efter 30 år opsøgte Reza – filmfotografen, som det ikke var nødvendigt at efterlyse. Hun vidste, at han fortsat arbejdede for TV2, da hans navn ofte blev vist på TV2’s rulletekster. Hun fik fat i hans email-adresse og skrev til ham, at det var mange år siden, de havde haft kontakt, og hun vidste ikke, om han kunne huske hende. Og han svarede: Selvfølgelig kan jeg huske dig.

– Han fortæller mig, at han har gemt et brev, som jeg har skrevet til ham for over 25 år siden. Vi hjalp ham til en praktik-plads på TV2, og da det lykkedes for ham at blive fastansat, skrev jeg et tillykke-brev til ham, hvor jeg understregede, at han havde grund til at være stolt. Og det brev har han haft liggende i alle de år, og han har taget det frem, når han synes, at livet så lidt sort ud. Det gjorde et stort indtryk på mig. Måske er vi ikke altid så bevidste om, hvad de små ting kan betyde i et menneskes liv.

Tove Holmgård Sørensen håber, at bogen sætter nogle tanker i gang om, hvordan vi behandler hinanden som medborgere, naboer og kolleger. Det er tydeligt for hende, at de menneskelige relationer har haft stor betydning for udfaldet af de syv flygtningefortællinger i bogen.

– Vi forsøgte at arbejde inddragende, meget empowerment-agtigt og anerkendende – selv om vi ikke brugte det ord dengang. Men det handlede om at få flygtningene til at mobilisere så mange ressourcer som muligt. Der var stort fokus på at skabe fællesskaber – både flygtningene imellem, men også mellem flygtninge og danskere. Derfor var det vigtigt, at de boede så tæt på hinanden, at de kunne danne netværk og relationer.

Og kommunen ansatte tosprogede medarbejdere i institutionerne, som matchede de forskellige nationaliteters sprog. Og der var etableret en åben rådgivning, hvor flygtningene kunne komme uden at bestille tid, og som også var bygget op omkring, at de skulle hjælpe hinanden.

Fællesskab og menneskelig kontakt

Tove Holmgård Sørensen opsummerer, at der var tale om en håndholdt, koordineret og tværfaglig integrationsindsats i Herlev Kommune, hvor mange både professionelle og frivillige aktører i lokalsamfundet blev inddraget fra starten. Og en delrapport fra 1989 konkluderer, at integrationsarbejdet er gået hurtigere end normalt, flygtningene anvender hinandens erfaringer flittigt, har stort udbytte af den åbne rådgivning og kontakten til medarbejderne, og de klarer sig relativt godt i hverdagen og i omgangen med deres danske naboer.

Tove Holmgård Sørensen peger på, at flygtningenes historier understreger, hvor vigtig fællesskabet mellem mennesker er. I bogen beskriver Neda fra Iran, der kom til Danmark som 18-årig, det således:

”Der var en åben rådgivning, hvor I sad, og hvor man altid kunne komme forbi, også selv om man ikke lige ville snakke om bestemte problemer. Jeg opfattede det som noget meget hyggeligt, hvor jeg kunne være sammen med min socialrådgiver og nogle andre danskere og snakke om alt muligt. Vi kunne bare komme, når vi havde lyst. Alt er lidt mere firkantet i dag, og der er ikke så meget menneskelig kontakt.

Derfor kan det også være svært for os, der kom dengang, at give gode råd til de flygtninge, der kommer i dag. Vi er ikke i deres sko. Vi har ikke oplevet det, som de har, og samfundet har ændret sig meget.”

Debatklima påvirker flygtningene

Gensynet med flygtningene har budt på flere overraskelser – en af de mindre gode handler om, hvordan tonen i udlændingedebatten påvirker de velintegrerede familier. Det kom bag på Tove Holmgård Sørensen i hvor høj grad de velintegrerede familier oplever, at de bliver påvirket personligt af det, som de kalder den ”negative tone” i udlændingedebatten.

– Fortællerne udtrykker stor bekymring i forhold til den yngre generation, som, på trods af at de gør ”alt det rigtige”, alligevel oplever diskriminationen. De føler sig stemplede og ikke værdsat som ligeværdige borgere, selv om de sådan set har gjort alt, hvad vi har bedt dem om for at blive integreret. Sat på spidsen, så oplever de, at der bliver generaliseret så meget, at alle udlændinge i alle generationer bliver rubriceret som kriminelle, potentielle terrorister eller nogen, der bare vil udnytte systemet. Der er ikke den nuancering, som der typisk er i forhold til andre grupper i samfundet, siger Tove Holmgård Sørensen og henviser til et citat fra sin bog, hvor Neda fra Iran, der har uddannet sig til tandlæge i Danmark, reflekterer over fordomme om flygtninge:

”Når vi hører historier om knivstikkerier i medierne, så er det jo ofte udlændinge, som har gjort det. Men jeg tænker tit på, at når det handler om sager med pædofili, så er de fleste af dem danskere. Man ville jo aldrig sige, at alle danskere er pædofile af den grund. Det samme gælder for knivstikkerierne. Min mand og jeg, med vores muslimske baggrund, hader jo disse knivstikkerier lige så meget som danskerne gør.”

Og Asma fra Afghanistan, som er uddannet jurist i Danmark, frygter konsekvenserne af den negative tone i udlændingedebatten:

”Drengene er mere udsatte end mig. Mine brødre oplever sådan noget med at blive stoppet og visiteret, bare fordi de kører ned for at træne i fitnesscentret. Det er virkelig irriterende for dem. Heldigvis har de noget godt at holde fast i. De har jobs, og de har uddannelse. Hvis de nu oplevede ikke at kunne få nogen ungdomsjobs og ikke kunne få foden ind nogen steder, og samtidig oplevede samfundets hetz mod de fremmede, så ville der være basis for at skabe nogle vrede unge mænd. Det synes jeg er enormt træls.”

Hvornår er man dansk?

Hvad tænker Tove Holmgård Sørensen om integrationsindsatsen anno 2017? Hun tøver med at svare, for som hun pointerer, så arbejder hun ikke længere på integrationsområdet og kender ikke lovgivningen til bunds.

– Jeg tænker, at vi bliver nødt til at rumme begge dele – både de gode og dårlige historier. Mit indtryk er, at flygtninge godt kan forstå, at danskerne bliver bange for terrorisme – det gør de også selv – og den aktuelle bandekonflikt, hvor der bliver skudt i gaderne.

Men det er vigtigt, at vi husker nuancerne. Mange af flygtningene fortæller, at de føler sig som danske, men historierne rejser også spørgsmålet om, hvornår man bliver accepteret som dansker. Er man dansker, når man har opnået dansk statsborgerskab, eller når man oplever at blive behandlet som alle andre i samfundet?

Mød Tove Holmgård Sørensen på Socialrådgiverdage 2017. 

 

”Hjemland” giver ordet til flygtningene

For 30 år siden lavede man et forsøg i Herlev, hvor kommunen i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp boligplacerede en større gruppe flygtninge og hjalp dem med hurtigt at blive integreret i lokalsamfundet. Tove Holmgård Sørensen var dengang socialrådgiver i Herlev, og i bogen Hjemland har hun samlet syv fortællinger fra syv familier, hun hjalp med at blive integreret. De fortæller om deres rejse, der både indebærer flugt, modtagelse i et nyt land og 30 års hverdag i et andet samfund end det, de er vokset op i.

”Hjemland”, af Tove Holmgård Sørensen, 203 sider, 199,95 kr., udkommet på forlaget EgoLibris

 

Fakta om Herlevprojektet

I slutningen af 1980’erne indgik Dansk Flygtningehjælp og Herlev Kommune en samarbejdsaftale om at afprøve en ny model for modtagelse og integration af nyankomne flygtninge. Dengang var det Dansk Flygtningehjælp, som havde ansvaret for modtagelsesarbejdet. Først efter 18-måneders integrationsarbejde overgik flygtningene til den kommune, hvor de var blevet boligplaceret.

I det såkaldte Herlev-projekt blev en større gruppe flygtninge boligplaceret i Herlev med det samme, og forsøget blev forløberen for den senere Integrationslov fra 1999 og den praksis, som er gældende i dag. Kommunens socialudvalg besluttede følgende hovedprincipper for de flygtningegrupper, som kommunen skulle modtage:

  • At de kom til kommunen tidligst muligt efter ankomsten til Danmark – og inden de 18 måneders integrationsperiode var ophørt.
  • At de tilhørte færrest muligt nationaliteter og sproggrupper.
  • At der var en familiemæssig forskellighed, således at grupperne omfattede både unge enlige og børnefamilier.
  • At de blev boligplaceret med mulighed for en tæt indbyrdes kontakt, så de kunne støtte hinanden i starten.
  • Fra efteråret 1988 til foråret 1989 kom i alt 174 flygtninge fra Eritrea, Etiopien, Iran og Afghanistan til Herlev Kommune – 106 voksne og 68 børn under 18 år.

Kilde: Hjemland, af Tove Holmgård Sørensen, EgoLibris

 

 

 

 

 

Danmarks største fagfestival for socialrådgivere

Tilmeld dig Socialrådgiverdage 2017