Mig og mit arbejde: Lene Elise Nielsen

Lene Elise Nielsen arbejder som socialrådgiver i Hjerteforeningens Børneklub. Hun bor i Munkebo på Fyn sammen med sin mand og sine to drenge på 16 og 21 år. Datteren på 22 år flyttede på et bosted sidste år. Uddannet i 2011.

Jeg er uddannet dekoratør og blomsterbinder, men jeg fik lyst til at bruge mig selv og mine erfaringer som mor til en multihandicappet datter på en anden måde. Jeg er 52 år, så folk tror ofte, at jeg har langt mere socialrådgivererfaring, end jeg har. Men jeg har jo også mange års erfaring i at være i systemet. Det var spændende at flytte over på den anden side af skranken og se, hvordan tingene hænger sammen og få et andet perspektiv.

De fleste bliver socialrådgivere, fordi de gerne vil gøre en forskel. Men arbejdspresset og økonomien i en kommunal forvaltning gør, at man ikke altid kan gøre det, man drømmer om. Nogle gange administrer man på kanten af loven. Og jeg savner bestemt ikke det pres, der lå i økonomien.

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde i en forening, men jeg tænkte, at jeg lige skulle have erfaring med ”rigtigt” socialrådgiverarbejde først, og det fik jeg i en handicapafdeling.

Her i Hjerteforeningen er jeg på forældrenes side – og på lovens. Jeg oversætter lovgivningen, rådgiver og vejleder. De kontakter mig også, hvis de er blevet afvist uden en skriftlig begrundelse, eller hvis de har fået afslag på en ansøgning. Jeg kan hjælpe med input, hvis forældrene ønsker at klage. Mange forældre vil gerne have mig med til møder, men da det ikke er muligt for mig, har vi etableret en frivillig bisidderordning med stor succes. Ønsket siger mig, at der er mistillid til systemet. Det er nogle gange velbegrundet, andre gange ikke.

Jeg skulle lige vænne mig til mails, hvor forældrene skrev: 1000 tak for hjælpen. Det var ikke den slags mails, jeg fik flest af, da jeg var i forvaltningen.

Jeg får andre arbejdsopgaver, når jeg er den eneste socialrådgiver på børneområdet.  Jeg har for eksempel udarbejdet en guide, der fortæller familierne om deres ret og pligt og muligheder i forhold til servicelov, sundhedslov og så videre. Jeg holder oplæg for forældrene og er med i samtalegrupper for hjertebørn og deres søskende. Det giver et meget spændende arbejdsliv.

Når jeg ikke arbejder, maler jeg tit. Det slapper jeg af med, og jeg tager undervisning. Min datter er flyttet på bosted i oktober, så jeg har fået mere tid, men ikke færre bekymringer. Jeg slipper nok aldrig for at være bekymret: Er tingene, som de skal være? Og hvad, når vi ikke er her mere? Min yngste søn sagde efter, at hun var flyttet: Jeg vidste ikke, at man kunne have så meget tid med sine forældre…