Mig og mit arbejde: Mona Rosenberg

Jeg har arbejdet på området i 35 år. Jeg har været på dag- og døgninstitutioner, på handicapområdet og i psykiatrien i mange år. De fleste år har jeg arbejdet med flygtninge og indvandrere.

Jeg har blandt andet en master i voksenuddannelse og kom til at arbejde på Videncenter for Socialpsykiatri. På et tidspunkt blev centeret lagt sammen med andre tilsvarende centre – og det skete lige i en periode, hvor min mand blev alvorligt syg. De næste år var mit fokus hos min mand, og jeg var en del til og fra arbejdet.

Han døde efter tre års sygdom, og da jeg kom helt tilbage på arbejde, oplevede jeg, at mit arbejdsliv havde forandret sig. Der var kommet fokus på metoder, økonomi og politiske prioriteringer, som jeg ikke kunne se mig selv i. Så jeg sagde op, selv om 58 år ikke er den bedste alder at være arbejdsløs i.

Jeg kendte Værestedet Muhabet, besøgte dem og kom med i bestyrelsen. Efter noget tid dukkede der en projektlederstilling op på 30 timer, som jeg var heldig at få.

Muhabet – som betyder kærligt samvær – er enestående. Vi skaber hver dag en meningsfuld ramme for 60 til 70 ensomme, psykisk skrøbelige mennesker. Muhabet kommer til at virke som en familie for mange. Der er mennesker, som kender dem, venter på dem og glæder sig til at se dem. Man kan være med til at lave mad, måske er man frisør fra hjemlandet, så laver man arabisk salon og klipper, mens andre ser på og snakker, nogle reparerer tøj, andre igen tager med hinanden til lægen.

Jeg er leder af et projekt med fokus på fædre og børn. 80 procent af dem, der kommer i Muhabet, er mænd. Mange er fædre, og de har mistet kontakten til deres børn. Ofte i forbindelse med, at de blev skilt – for eksempel på grund af traumer og psykiske problemer – og skilsmissen har resulteret i social deroute, så betingelserne for at være en god far er dårlige.

Vi skaber en ramme, hvor de kan være sammen med deres børn. Vi spiser sammen, tager i Zoologisk Have, i biografen eller andet. Fædrene siger, at det er dejligt at have et sted at tage hen, hvor de ikke skal tænke over, hvad der skal ske, og om der er mad i køleskabet.

Jeg har boet i en haveforening i 35 år. Mine børn er født her, og de er flyttet tilbage med deres kærester og børn. Vi valgte at bo her, fordi vi kunne være sammen med andre. Det er fantastisk for børn – og det er et privilegie at bo i en lille landsby så tæt på Rådhuspladsen. Lige som tiden er fællesskabet blevet et andet, men jeg holder stadig meget af at bo her. Og det er en gave at bo så tæt på børnebørnene.