Mindeord: Socialrådgiver Lis Hillgaard – fagets “grand old lady”

LIS HILLGAARD døde den 27. december 2017 - to dage efter sin 89 års fødselsdag. Lis Hillgaard var socialrådgiver med mod og retning. Hun blev uddannet i 1953 og gennem mange år, har hun været fagets ”grand old lady”.

Jeg mødte Lis Hillgaard i 1970 som en engageret og myndig underviser i socialrådgivning, og fra 2006 støttede hun mig i at skrive faghistorie, hvor hun øste gavmildt af sin store viden. I begyndelsen af 80’erne blev vi kolleger inden for undervisning og forskning i en tid, hvor vi var engagerede i at udvikle forskning i socialrådgivning på fagets egne præmisser. Senere i 80’erne arbejdede vi begge som konsulenter i kommunale projekter med faglig udvikling og organisationsændringer. Lis Hillgaard sagde, at en konsulent ikke kun var en masse fine ord – konsulenter skulle også have hænderne op af lommerne!

Lis Hillgaard kom fra beskedne kår på Falster og blev familiens første student. Hun glemte aldrig hvor og hvad, hun kom fra. Da hun som ung socialrådgiver i Mødrehjælpen kom på hjemmebesøg hos en arbejderfamilie på landet, hvor julepynten ikke var taget ned i maj måned, så vidste hun, at der var brug for en mangesidig hjælp. Helhedssyn i socialt arbejde blev Lis Hillgaards brand, som flere generationer af socialrådgivere forbandt med hende.

”Sæt din personlighed ind”

Som 20-årig kom Lis Hillgaard i forpraktik hos Gustav Jonsson på familiebehandlingsstedet Skå, som hun kaldte et dannelsesprojekt uden lige. Derfra fortsatte hun på børnehjemmet i Himmelev hos den legendariske Sofie Madsen, som sagde til den unge usikre Lis: ”Sæt din personlighed ind!” Det gjorde hun så, resten af livet.

Midt i 60’erne blev Lis Hillgaard hentet ind på socialrådgiveruddannelsen i København som teori og metodelærer. Hun var mest optaget af at fortælle de studerende, hvordan livet så ud i praksis, og hun trak på sine erfaringer og eksperimenter fra Mødrehjælpen. Hun introducerede undervisning i sorg og krise som noget nyt og på trods af ledelsens skepsis. ”Jeg brændte for det”, fortalte Lis Hillgaard.

Lidt senere mødte hun 68-generationen, som var kritiske over for datidens amerikansk-inspirerede, psykoanalytiske tilgang til faget. ”Men jeg har altid været god til at slås!” sagde hun i tilbageblikket med et smil. I 1973 blev Lis Hillgaard ansat som underviser på socionomi på AUC og blev begejstret for projektpædagogikken. Sammen med kolleger skrev hun fagbøger, som er blevet klassikere, og som stadig bruges på uddannelsen.

Kæmpede for praksisforskning

Hun ville forske i praksis, og instituttets engagement i aktionsforskning passede perfekt til Lis Hillgaards tilgang. Hun havde et flerårigt forskningssamarbejde med de lokale sundhedsplejersker, som med glæde og stort fagligt udbytte involverede sig med hende. Livet igennem rakte hun ud efter nye samarbejdspartnere.

Lis Hillgaard viste stort personligt mod, når hun i den akademiske verden kæmpede for forskning med et praktisk udgangspunkt og var kompromisløs i forhold til, at hendes forskningsprojekter skulle komme familier og børn til gode.

Både materiel og menneskelig hjælp

Tilbage i 2005 opsummerede hun i et interview med fagbladet Socialrådgiveren sin indsats:

”Konklusionen på mit livs virke er, at det smukkeste arbejde sker, når man kan koble materiel hjælp og engageret menneskelig hjælp sammen. Hvis man både kan anvise folk en vej ud af et problem og skabe den kontakt, der fører til fornyet håb og styrke, så de kommer videre. Så har man gjort det godt. Men jeg ved godt, at det er svært.”

Lis Hillgaard supplerede sin socialrådgiveruddannelse med uddannelse som psykoterapeut og supervisor. Når hun forskede, underviste, rådgav og superviserede, spillede hun på alle tangenter, indtil hun officielt sluttede i 2010.

Tak for alt, hvad du har givet og alt, hvad du var.

Elsebeth Mortensen, seniorsocialrådgiver

 

Jeg er uddannet ved socialrådgiveruddannelsen i 1988. Vi var nogle af de sidste, der havde Lis som underviser. Jeg er sikker på, at vi er mange, der stadig husker hendes nærvær og stadig kan huske hendes stædige insisteren og optagethed af, at socialt arbejde skal gøre godt for de svageste i vores samfund.

På mange andre måder har Lis også skabt grundlaget for den faglighed, vi står på i faget i dag. De første grundbøger om Teori og Metode var Lis med til at skrive – faget skulle have et fundament. Bøgerne om Sorg og krise (skrevet sammen med navne/veninden Lis Keiser) står også på mangen en rådgivers bogreol, og er som sådan udtryk for, at Lis havde blik for det eksistentielle i det menneskebehandlende arbejde.

“Børnelinialen”

Og hvilken socialrådgiver kender ikke ”Børnelinealen” – en idé lige fra Lis’ kreative værksted, og som sådan udtryk for Lis’ enestående evne til at konkretisere og operationalisere et barns trivsel. Færre kender måske ”Vaskemaskineprogrammet” (fra Supervision og konsultation sammen med Mogens Lund). Men også her mestrede Lis at få noget så kompliceret og centralt som rammernes betydning for det sociale arbejde sat ind i en håndterlig, genkendelig sammenhæng.

Vi er mange, der har haft den krævende fornøjelse at være på kursus eller få vejledning eller supervision af Lis. Også på den måde har hun sat sig varige spor. Altid var hun engageret, insisterende og vedholdende.

“Sover grise?”

Hun nåede også uden for egne fagcirkler. Jeg husker, hvordan hun på sin meget lidt selvhøjtidelige facon beskrev et besøg i en landboforening, hvor hun skulle fortælle om sorg og krise. Som følge af en sekretærs forforståelse (og måske telefons dårlige lyd) var Lis blevet annonceret med overskriften: ”Sover grise”. – Det gjorde de ikke, og de gode bønder fik noget at vide om Sorg og Krise.

I de sidste år var Lis ikke så fagligt aktiv. Særligt hårdt var det at miste sin mand tilbage i 2007. Det efterlod et stort tomrum. Men dette til trods gav hun sig af og til tid til at dele ud af sit faglige vid og bid.

Lis kunne se – og så – tilbage på et rigt liv. Hun var nær sin store familie, og socialfagligt har hun sat sig dybe varige spor hos os mange, der krydsede hendes vej. Som hun selv udtrykte det med Oehlenschläger  ord: ”Lær mig, oh skov, at visne glad”… og det er fint.

Visnet er hun. Men glemt er hun ikke. Vi er mange der vil mindes Lis med den dybeste respekt.

Uffe Vester Nielsen

Socialrådgiver. Lektor ved pædagoguddannelsen på UCN.