Mordet på den eksistentielle samtale

KOMMENTAR: Socialrådgivernes undringsevne og samtalekultur er blevet afløst af afhøring og spørgsmål-svar-projekter som en konsekvens af den førte socialpolitik. Vi må genfinde den eksistentielle samtale, hvor det – måske kun i glimt – står lysende klart for borgeren, hvad der er humlen i vedkommendes liv.

Det eksistentielle er det, der har afgørende betydning for ens liv. Og hvad er så dét? For mig er det eksistentielle alt det i tilværelsen af både materiel og immateriel art, der bidrager til personlig erkendelse. Og derigennem forløser energi, livsmod, glæde, sorg, forventning, engagement og mening.

Den eksistentielle samtale handler for mig om at komme ind til kernen i det, som presser sig på og er uforløst i et menneske. For eksempel at gå fra lægen med oplevelsen af ikke at have fået sagt det, jeg havde brug for at sige. Jeg fik kun talt om en receptfornyelse i forhold til min hovedpine, og fik ikke givet ordentlig udtryk for det, der virkelig presser sig på og giver mig søvnløse nætter: At min datter er begyndt at skære i sig selv.

Når samtalen kommer til at handle om det eksistentielle, så begynder der at ske noget. For det er i det eksistentielle felt, at den nye energi ligger. Ikke mindst den energi, der – også – gør borgeren i stand til selv at arbejde videre. Ofte med behov for at blive guidet og støttet i en periode af en erfaren professionel.

Men hvorfor er den eksistentielle samtale i socialt arbejde trængt i baggrunden i de sidste 10-15 år? Og hvad der kan gøres ved det?

Fra helhedssyn til specialisering

Som en af dem, der har været med næsten lige fra starten fra første kommunalreform i 1970 frem til 2014, vil jeg forsøge med nogle få refleksioner at forklare, hvad der er sket. Min erfaring bygger på ansættelse i hele perioden fra 1972 til 2014 i en mindre og senere i en større dansk kommune.

I starten af 1970’erne var der stadig for meget af det sociale arbejde, der alene var baseret på sund fornuft og god vilje og for lidt baseret på evidensbaseret viden. Men som nyansat familievejleder efter daværende lov om børne-og ungdomsforsorg var der masser af meningsfyldt arbejde ude hos familierne.

Så kom bistandsloven den 1. april 1976. Det blev for alvor helhedssynet, der kom i centrum. Behovsprincippet slog igennem. Og der var nu kun én indgang hos kommunen til at få hjælp til at løse sociale vanskeligheder. Mødrehjælpen og Revalideringscentrene var nedlagt.

Min erfaring blev, at bistandsloven i det store og hele fungerede efter hensigten i de mindre kommuner – med op til 20.000 indbyggere. Her forsøgte socialrådgiverne og øvrige sagsbehandlere at spænde over ”hele feltet”. Lige fra rådgivning og vejledning til kontanthjælp, revalidering, familiestøtte, hjælp og støtte til børn og unge og til handicappede. Det var en ordentlig mundfuld, men det bidrog på mange måder til at anlægge et helhedssyn i forhold til mennesker og familier.

De store kommuner begyndte meget hurtigt at specialisere sig, altså at lave børn- og ungeafsnit, revalideringsafsnit, kontanthjælpsafsnit og handicapafsnit med videre. Med denne organisering gik noget af helheden – og helhedsforståelsen – tabt. Men på den anden side kunne specialisering selvfølgelig også medføre øget specialviden til gavn for borgerne.

Så kom den lille socialreform i 1998, hvor bistandsloven blev afløst af aktivloven, serviceloven og retssikkerhedsloven. Specialiseringen var nu en definitiv kendsgerning i kommunerne.

Kontanthjælp og socialt arbejde skilles ad

Fremme ved 2001 fik vi for første gang en beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V). Ved oprettelse af Beskæftigelsesministeriet skete der noget centralt for det sociale arbejde. Kontanthjælp og socialt arbejde blev adskilt. Opgaven for sagsbehandlerne i jobcentrene blev at få så mange kontanthjælpsmodtagere som muligt i arbejde – helst alle.

Det var ifølge beskæftigelsesministeren besværliggjort af, at socialrådgivere i alt for høj grad fokuserede på de arbejdsløses problemer. Ja, det blev nærmest insinueret, at mange socialrådgivere vedligeholdt klienternes problemer for derved selv at bevare eget arbejde.

Og jeg tænker: Selvfølgelig skal mennesker ikke udsættes for social omklamring. Men der er jo et spring fra omklamring, og så til fuldstændig at se bort fra borgernes reelle sociale og helbredsmæssige vanskeligheder.

Afstumpet menneskesyn

Det er min påstand, at der er sket en  udvikling, som har medført et simplificeret – og nogle gange direkte afstumpet – menneskesyn. Det er sket i et samspil mellem de store administrative enheder, øget specialisering og deraf følgende manglende helhedssyn, ledelse uden personlige socialfaglige erfaringer, mange skiftende sagsbehandlere, et stigende politisk krav om effektivitet og styring og den voldsomme digitale udvikling.

Dertil kommer politikernes forståelige behov for at skabe retssikkerhed for borgerne – blandt andet i kølvandet af de mange dybt problematiske børnesager med overgreb og misrøgt. Det har medført mange firkantede juridiske regler, som igen har medført øget fokus på kommunernes overholdelse af disse regler. Og mindre fokus på den socialfaglige og indholdsmæssige helhedstænkning og forståelse.

I dag vil det være en næsten umulig tanke at forestille sig, at en ansøgning om en støttepædagog til Peter på fire år i et dagtilbud kunne føre til – ud fra en samlet familieanalyse – at far Brian i stedet fik et godt revalideringstilbud, som kunne give en ny konstruktiv familiedynamik, også for Peter.

Mennesker – måske særligt de mest udsatte – er blevet til maskiner med en lang række delkomponenter, der kan indstilles, justeres, flyttes og rationaliseres. Sagsbehandlernes undringsevne og samtalekultur er blevet afløst af afhøring og af spørgsmål-svar-projekter i forhold til deres klienter. Vi må tilbage på sporet og genfinde det tabte. Og det kræver gode og engagerede socialarbejdere – og mere hensigtsmæssige rammer.

Vadestedet

Hvad kendetegner da en god socialrådgiver? Den gode socialrådgiver kan kombinere det faglige og det menneskelige. Det mest spændende og fagligt udfordrende for mig som socialrådgiver har netop været, når jeg i dialog med borgere, tværfaglige samarbejdspartnere, familier og netværk nåede til vadestedet… til det, jeg vil kalde den eksistentielle samtale. Hvor der lægges op til at skulle træffes valg. Og hvor det måske – måske kun i glimt – står lysende klart for borgeren, hvad der er humlen i vedkommendes liv. Hvad det er, der skal arbejdes med for, at det bliver et godt, eller i hvert fald et bedre liv. Når et menneske føler sig  ørt… helt ind til det, der gør ondt… og gør godt på én gang, så kan der begynde at ske noget nyt.

Jørgen Breindahl er seniorsocialrådgiver