Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes
KOMMENTAR: Borgerrådgiverens juridiske rapport afslørede fejl i børnesager i Københavns Kommune, og nu skal der rettes op. Vi er bange for, at de gode intentioner bliver fulgt af tiltag, der kommer til at virke mod deres hensigt. For med mindre arbejdet følges af øgede ressourcer, betyder det, at andet arbejde – det som ikke skal registreres – ikke bliver lavet.
Lad os slå fast: Ja, loven skal holdes i en retsstat. Og ja, selvfølgelig er retssikkerhed og dialog en del af socialfagligt arbejde. Andet fremgår heller ikke af vores oprindelige kommentar til Borgerrådgiveren i Københavns Kommunes rapport i Socialrådgiveren 11/17. Og nej, vores kommentar er ikke et forsøg på at holde hånden over ledelsen, som Borgerrådgiveren skriver i sit svar til os (Socialrådgiveren nr. 12/17) Den er et forsøg på at rejse en diskussion af, at overholdelse af regler ikke i sig selv garanterer, at børn og unge ikke svigtes (også af systemet). Og yderligere at gøre opmærksom på, at sagsbehandleres arbejde er mere komplekst, end det umiddelbart ser ud, hvilket blev overset i mediernes behandling af Borgerrådgiverens rapport.
Vi rører derved ved den juridiske kompleksitet. Der gælder mange regler. Kommunerne skal arbejde med regler om bisiddere, om vejledning og rådgivning, om møderet, om advokatbistand, om børnesamtale, om klagerettigheder, om partsrettigheder, om informeret samtykke, om aktindsigt, m.m. De skal desuden forholde sig til afgørelser i Ankestyrelsen, hos domstolene og Menneskerettighedsdomstolen. Samtidigt.
Reglerne spiller ind i hinanden. Der er entydige svar i forhold til de enkelte regler, men ikke til kompleksiteten af det samlede sæt af regler. Som det fremgår af Borgerrådgivernes redegørelse, har socialforvaltningens jurister for eksempel haft andre opfattelser, end han har. Denne kompleksitet antager vi, at der er enighed om.
Gavner det udsatte børn og unge?
Det er tydeligt, at det er sagsbehandleres arbejde og ikke ledelsen, som diskuteres i pressen. Det er deres arbejde, som kommunen nu forsøger at ændre. Det betyder, at fokus rettes indad mod det, som bliver registreret i sagerne. Med mindre det følges af øgede ressourcer, betyder det, at andet arbejde (det som ikke skal registreres) ikke bliver lavet. Det kan betyde, at sagsbehandlere i mindre grad fører kvalificerede samtaler med borgerne, laver meningsfulde handleplaner, følger op, snakker med skolerne, med anbringelsesstederne og så videre.
Mange anbragte børn taler for eksempel om det vigtige i, at sagsbehandlere er til stede og optræder autentiske. Vil det blive bedre med denne drejning af arbejdet? Og som det allervigtigste: Bliver der truffet bedre beslutninger til gavn for udsatte børn og unge?
Det bringer os til det centrale fokus på det sociale arbejde. I den forskning, som vi udfører, kan vi konstatere, at arbejdet er betydelig mere komplekst, end det umiddelbart ser ud. I praksis er der ikke altid tid nok, der sker mange nye tiltag; der er grænser for, hvad der kan og må gøres; der er økonomiske hensyn; der er ledere og sagsbehandlere med manglende kompetencer; der er ledere og sagsbehandlere, som er for tidspressede til at se og behandle fejl med mere.
Kvalitet i socialt arbejde – mere end jura
I mange tilfælde forsøger de professionelle at gøre arbejdet tilfredsstillende, da vilkårene ikke er til at gøre det optimalt. Det fritager ikke for kritik, og det fritager heller ikke for, at loven selvfølgelig skal holdes. Det gør det til gengæld forståeligt, hvad der sker.
Vi er overbeviste om Borgerrådgiverens gode intentioner. Vi ved, at der aktuelt pågår et arbejde med at supplere og revidere rapporter, der ligner Borgerrådgiverens. De rummer en forståelse og et kvalitetsbegreb, der er bredere end det rent juridiske.
Vi er bange for, at de gode intentioner bliver fulgt af tiltag, der kommer til at virke mod deres hensigt. Vi håber, at vi med begge vore indlæg kan medvirke til, at det anerkendes, at kvalitet i socialt arbejde handler om meget mere end en juridisk tilskåret analyse.
Til sidst vil vi gerne sige tak for Borgerrådgiverens invitation til dialog, som vi gerne vil tage imod.
På gruppens vegne
Frank Ebsen
Frank Ebsen er docent ved Professionshøjskolen Metropol
Læs tidligere kommentarer om samme tema i fagbladet Socialrådgiveren:
» ”Står regler i vejen for det gode sociale arbejde på børneområdet?” i nr. 8/17
» ”Der er behov for at tænke nyt på børneområdet” i nr. 9/17
» ”Børnene mangler i Borgerrådgiverens rapport” i nr. 11/2017 og
» “Børn og forældre efterspørger rettigheder – hos Borgerrådgiveren” i nr. 12/2017.