Hvor er det sociale arbejde på vej hen?

Frem til 2015 var Knud Aarup direktør for Socialstyrelsen. Siden har han ikke holdt sig tilbage med kritik af den førte socialpolitik. Overfor de cirka 50 tilhørere erkendte han, at ting ofte tager sig anderledes ud i bagklogskabens klare lys.

– At man først lidt sent i livet har fundet ud af, at ikke alt det, man har lavet, er lige godt, skal ikke forhindre en i at prøve at gøre det godt igen. For øjeblikket bruger jeg mit krudt på at råbe politikerne op, sagde Knud Aarup, der er formand for Socialpolitisk Forening og aktuel med bogen ”Fra udenforskab til fællesskab – seks bud på et bedre velfærdssamfund”, hvor han kommer med forslag til gennemgribende forandringer.

Sammen med Preben Siggaard, centerchef for Børn og Læring i Herning Kommune, og frontløber for Sverigesmodellen, holdt han oplæg på workshoppen ”Hvor skal det sociale arbejde hen?”.

– Det velfærdssamfund, som vi siger, er verdens bedste velfærdssamfund, det er på en god dag et 80-procent-velfærdssamfund, som primært tager hånd om middelklassen. Og hvis vi ikke radikalt ændrer retning, så ender vi med et samfund lige som England eller Belgien. I Belgien er der store områder, hvor man ikke kan færdes uden at have politibeskyttelse. Vil vi gerne have ulighedsbetinget uro i Danmark?

Nej. Derfor vil jeg gerne spore os i en lidt anden retning, hvor vi holder fast i nogle grundlæggende værdier om fællesskab, lighed og tillid.

Jeg har ikke opgivet at få den offentlige sektor til at tage hånd om de dårligst stillede 20 procent, men hvis vi ser på resultaterne af det arbejde i dag, så går det sgu – undskyld – ikke ret godt.

Tre sociale dræbere

Knud Aarup henviste til, at 5,5 procent af enhver fødselsårgang ender i såkaldt udenforskab. 40 procent af de anbragte børn og unge gennemfører ikke grundskolen, det samme gælder for hver tredje med en autisme-diagnose, hver tredje med ADHD og hver femte med ordblindhed. Funktionsnedsættelser, som Knud Aarup kalder de tre sociale dræbere.

– Hvis man i Danmark er ramt af ordblindhed, ADHD eller autisme – de tre sociale dræbere – er der stor sandsynlighed for, at man kommer til at opleve nederlag på nederlag i folkeskolen og ungdomsuddannelsen, og at man som voksen bliver henvist til et liv på overførselsindkomst.

Knud Aarup understregede, at det er alle nogen, som ikke har fået den rettidige og rigtige indsats i velfærdssamfundets forskellige institutioner.

– Og hvis man ikke har fået folkeskolens afgangseksamen, hvad er sandsynligheden så for, at man har styr på sit liv om 20 år, spurgte han retorisk og svarede selv:

– Den er ikke ret høj. For har du fiasko i uddannelsessystemet, så er sandsynligheden for at ende i arbejdsløshed og udenforskab meget stor. Det har store omkostninger for den enkelte. Den ordblinde, der ikke fik den støtte i 3. klasse, som gjorde, at han eller hun blev kompenseret for sin funktionsnedsættelse og kunne komme videre i uddannelsessystemet. Eller en ung med ADHD, som går amok og ender i  kriminalitet. Og det er også dyrt for samfundet, sagde Knud Aarup og henviste til, at udenforskab ifølge hans egne beregninger koster samfundet cirka 150 milliarder årligt.

Træk helhedskortet

Knud Aarup påpegede, at i Danmark er der gode forudsætninger for at iværksætte tidlige, forebyggende indsatser, fordi næsten alle børn i alderen tre til fem år går i institution og er omgivet af fagprofessionelle.

– Al den tid jeg har beskæftiget mig med området, har man talt om tidlig indsats, men effekterne udebliver. Det skyldes blandt andet, at arbejdet med at skabe helhed og sammenhæng i indsatserne er den helt store udfordring for at få effekt af de sociale indsatser, sagde Knud Aarup og henviste til opsplitningen i usammenhængende lovgivning på social-, beskæftigelses-, sundheds- integrations- og uddannelses- og undervisningsområdet.

– Men det at få ministerier til at tale sammen er vanskeligt – jeg vil hellere give borgeren retskrav på at blive set som et helt menneske, sagde Knud Aarup, som foreslår Folketinget at vedtage en overordnet lov – en ”overliggerlov” – der skal give borgerne en lovsikret ret til helhed og sammenhæng i de forskellige indsatser.

– Socialrådgiveren skal have lov til at trække helhedskortet for en mor i ressourceforløb – hvis hensynet til barnet betyder, at det er vigtigere, at mor tager sig af sit barn, end at hun deltager i et ressourceforløb. Vi har opbygget et hav af siloer, men vi skal altså tage det med sammenhæng i indsatsen og borgerens liv alvorligt. Der skal være én person, som er den, sagde han og gentog på udpræget århusiansk:

– Hvem er’en? I min skoletid legede vi ”tik” ude i skolegården i hvert frikvarter. Og det første, der blev råbt, når vi kom ud var: Hvem er den? I langt de fleste sammenhænge er det borgeren og borgerens pårørende, der er den, men for samfundets dårligst stillede 20 procent går det svar ikke. Det skal den pågældende fagprofessionelle vide. Og det skal for hver enkelt person og hver enkelt familie helst være den samme person over længere tid.

Befri nysgerrigheden

Knud Aarup understregede, at det også handler om at skabe det rum, hvor den fagprofessionelle igen tager ansvar for situationen og er ude hos borgeren.

– Kun derigennem kan vi give borgeren mulighed for at udvikle sig og kun derigennem kan vi igen tro på, at vi reelt løser sociale problemer.

Han opfordrede socialrådgivere og andre fagprofessionelle til at slippe nysgerrigheden fri og udføre det, som han kalder mikro-forskning:

– Det handler om at være nysgerrig overfor, hvad der kommer ud af ens arbejde.

Og det er netop socialrådgivernes nysgerrighed, der har været med til at udvikle Sverigesmodellen i Herning, pointerede Preben Siggaard, der ud over at være centerchef for Børn og Læring i Herning Kommune også er formand for Dansk Selskab for Evidensbaseret Praksis.

Han fortalte, at en række socialrådgivere sammen med en forsker fra KORA rejste til Borås for at finde ud af, hvordan svenskerne arbejdede medderes forebyggende indsatser med udsatte børn og unge. Kort fortalt går Sverigesmodellen ud på, at arbejdet med udsatte børn og unge organiseres på tværs af kommunens forvaltninger så forskellige fagpersoner som socialrådgivere, psykologer og sundhedsplejersker arbejder sammen i teams, der følger det enkelte barn og dets familie tæt for at sætte ind med den rette indsats på det rette tidspunkt.

Væk fra standardløsninger

Det kræver tid og Herning Kommune har derfor i de senere år investeret millioner i flere socialrådgivere – der typisk arbejder med højst 25 børnesager – og mere målrettede tilbud. Det betyder blandt andet færre anbringelser på institution og dobbelt så mange opfølgende samtaler.

– De gode intentioner har vi haft i rigtig mange år – men der har været en tendens til at tage udgangspunkt i nogle standardløsninger frem for i borgerens behov, sagde Preben Siggaard.

– Jeg oplevede, at skolerne kun efterlyste tre ting: Alle de børn, som de vurderede havde problemer, havde enten godt af at få en støttepædagog, en psykologsamtale eller blive fjernet hjemmefra. Og kunne vi levere det, så var de glade. Og det er klart, at når det er de tilbud, der bliver efterspurgt, så bliver det let til det. Så kører man med nogle standardløsninger med familiebehandling, og hvis det ikke virker, så kan vi lige prøve med en støttepædagog eller kontaktperson – for det har vi ikke prøvet endnu.

Preben Siggaard understregede, at det er afgørende, at der bliver taget udgangspunkt i borgerens situation.

– Det er alvorligt, og det kræver, at vi er tæt på børnene og deres familier. Det betyder, at vi er lydhøre og har større ører end skrivemaskinefingre. Vores erfaringer skal i spil på en professionel og reflekteret måde, og så skal vi arbejde vidensbaseret.

Fællesskabets virkelighed

– Vi har to mål i Herning: Alle skal være en del af fællesskabet, og alle skal have en ungdomsuddannelse. Slut. Så det er nemt at være ansat i Herning. Man kan også sige det på en anden måde:

Alle skal lære at opføre sig på en måde, så andre kan holde ud at være sammen med en, og så skal man kunne ernære sig selv. Det er dybest set det, socialt arbejde handler om. Og de færdigheder, får du i nærmiljøet, sagde Preben Siggaard og kom med et eksempel på, hvad han mener, at man ikke skal gøre:

– Vi har ikke forbudt det, men det er ikke karrierefremmende at sætte for eksempel børn i en intern skole ude på den jyske hede omgivet af to pædagoger, en kalv, en ulv og to hugorme. Man skal virkelig komme fra et stærkt hjem, hvis man skal have en chance for at få en uddannelse, når man er derude på heden i en intern skole. Så det handler i høj grad om at holde fast i normalmiljøet, så langt som man nu kan.

Han henviste til, at Sverigesmodellen er blevet fulgt og evalueret af det tidligere KORA (nu VIVE), og forskerne konkluderer, at det både menneskeligt og økonomisk kan betale sig at omlægge sin indsats over for udsatte børn og unge.

Det er vigtigt at sætte sig nogle præcise mål, understregede Preben Siggaard – og i den sammenhæng nævnte han, at han håber, at vi aldrig forlader New Public Management helt – et tema, der undervejs både var blevet kritiseret og spurgt til fra tilhørernes side.

– Vi havde en skole, hvor 21 procent var ordblinde. Hvis man ikke får 2 i dansk og matematik, kan man ikke komme ind på erhvervsfaglige uddannelser. Så kan det ikke nytte noget, at vi siger, at bare barnet har det godt, mens det går i skole. Vi er nødt til at være optaget af, at de får 2 i dansk og matematik. Så lavede man en indsatsfor de ordblinde på 9. årgang, og ingen af dem fik under fire i karakter. På den måde tror jeg, at tal bliver ved med at være en del af vores styring – vi skal bare forholde os ordentligt til dem.