Socialfagligt reality-teater

Scenen er sat: For nylig var jeg med en ung mand i retten. Som en ægte karakterskuespiller var han sat til at udfylde den uomtvistelige hovedrolle, tiltalt for vold som han var, mens jeg selv var henvist til en birolle langt nede på listen over medvirkende. Jeg skulle sådan set bare sandsynliggøre, hvilke tiltag kommunen anså for at være realistiske for den unge mand – i tilfælde af både dom og frifindelse. Tilskuerpladserne var proppet til sidste stol med statister i form af mere eller mindre disciplinerede folkeskoleelever.

I hel-formiddags-skuespillet inde på scenen blev rollen som anklager spillet med stor overbevisning af en anden ung mand i afslappet, men dog stilsikker påklædning – han kunne nok forklare, hvorfor både den ene og den anden paragraf i straffeloven burde tages i anvendelse.

I det hele taget lignede han en, der stortrivedes lige der som midtpunkt i dramaet. Han havde læst på replikkerne!

På afstand var det svært ikke at give sig til at sammenligne de to; anklageren og den anklagede. Selvfølgelig var der aldersforskel, men så var den faktisk heller ikke større – så det ud til. Jeg kom til at tænke på, hvordan det mon var gået til, at den ene var endt på den ene side af anklagebænken, og den anden på den anden side. Hvorfor og ikke mindst hvordan var de havnet i lige netop hver deres specielle rolle? Og hvor stor indflydelse har de mon selv haft på udformningen af den rolle, de spiller; rolletager eller rollemager?

Den enes historie kender jeg, men ikke den andens. Men jeg tvivler på, at de er blevet budt opvækstvilkår, der minder om hinandens. Uanset hvad, så ved vi, at lige nøjagtigt når det gælder skolegang og uddannelse, så spiller ens baggrund stadig en stor rolle. Faktisk er det lige nøjagtigt her, at vi med sikkerhed kan sige, at der er forskel på, hvor store chancer og muligheder, man har for at blive rollemager og ikke rolletager i livets store lystspil.

Og med tanke på at statisterne, folkeskoleeleverne på tilhørerrækkerne, selv skal træde ind på den store scene på et tidspunkt, så tænker jeg, at lige her gør vi et supervigtigt arbejde, os der arbejder med børn og unge. Hvis vi kan være med til at skrive manuskriptet, så barnet, der mistrives, får de samme muligheder for fremtiden, som barnet, der ikke mistrives, så er det svært at sigte højere.