Studiestart: Hæng i – du skal nok klare det

21-årige Sara Hougaard Johannessen havde et sabbatår efter gymnasiet og startede derefter i september 2016 på socialrådgiveruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon - Roskilde. Selv om studiet kan virke uoverskueligt i begyndelsen, råder hun nye studerende til at holde ud.

– Man skal ikke tage fejl. Socialrådgiveruddannelsen er en videregående uddannelse, så det kan være hårdt i starten – specielt i forhold til mængden af læsestof. Men selvom det kan være hektisk, skal man ikke give op. Man skal holde fatningen og ikke lade sig skræmme af, at man i starten føler, man skal sidde med en fremmedordbog foran sig. For der kommer en større forståelse henover modulerne.

– Man skal holde fast og prøve at engagere sig i fagene, i ens hold og campus. Jeg går selv på modul 6 nu og vil råde nye studerende til at orientere sig i forhold til studieordningen. For her får man et overblik over alle vores undervisningsgange – to uger før modulet, så det er et godt redskab til at prioritere sin tid.

– Samtidig skal man forsøge at orientere sig på campus. Det kan virke så uoverskueligt i starten, fordi man får så mange informationer. Men et godt råd er at skrive tre vigtige personer eller administrationer ned – for eksempel studentervejledningen, facilityservice og studieservice. Så skal det nok gå.

– Man skal engagere sig både fagligt og socialt, for det sociale har stor betydning for ens trivsel, men det kommer ikke af sig selv – her skal man selv gøre noget. Og så skal man bruge sin obligatoriske studiegruppe. For studiegruppen kan hjælpe med at løfte en op, hjælpe med det faglige, hjælpe med forberedelse til prøver og hjælpe med noter, hvis man bliver syg. Så i studiegruppen er vi hinandens støttepersoner.

Bløde og hårde værdier

– En god idé er også at have for øje, at socialrådgiveruddannelsen er et fag, hvor folk kommer med et mål om at hjælpe andre. Så alle er engagerede og lytter gerne, så man skal ikke være genert, ikke være bange for at stille spørgsmål eller bange for at fejle. Man skal gå engageret og nysgerrigt til både faget og de medstuderende.

– Jeg undersøgte først nogle uddannelser på RUC, men endte med at søge ind på socialrådgiveruddannelsen, fordi jeg gerne ville kunne kombinere bløde og hårde værdier. Det valg har jeg bestemt ikke fortrudt. For det er rigtig spændende både at skulle have samtaler med borgere og samtidig have styr på alle de juridiske aspekter.

– Samtidig har vi nogle ret dygtige undervisere, og jeg trives rigtig godt på uddannelsen.

Engagement i SDS

– Noget af det, der har givet mig trivsel, er mit engagement i Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende. Jeg har været studentervejleder siden oktober 2016 og sidder i landsbestyrelsen i SDS.

– Jeg kan rigtig godt lide at være en del af noget større og hjælpe nye studerende på vej. Det sidste gør jeg som studentervejleder. Som medlem af SDS får jeg både kontakter, viden og indsigt i politiske beslutninger – både i hverdagen ude på skolerne og landspolitisk. Via SDS får jeg mulighed for at være med til at lave om på nogle ting, og det giver mening for mig.