Tillid tager tid

Det tager tid at skabe tillid og få den unge til selv at komme på banen. Derfor efterlyser socialrådgiverne i Roskilde Kommunes Ungeafsnit et lavere sagstal, så de kan få det optimale ud af de nye værktøjer, de har taget med sig fra projektet ”Bedre Børneinddragelse.”

Socialrådgiverne har fået tættere relationer til de unge i løbet af de fire år, de har været med i projektet ”Bedre Børneinddragelse.” De oplever gladere og mere positive unge, som deltager mere aktivt i børnesamtalerne, fortæller socialrådgiver Susanne Nannerup, som er teamkoordinator i Roskilde Kommunes Ungeafsnit.

– De unge er selv med til at lave handleplanerne og formulere målene med deres egne ord, og det giver dem større medejerskab og motivation for at skabe forandringer i deres eget liv, siger hun.

Og Lisbeth Waadegaard, der er socialrådgiver i ungeafsnittet, fremhæver også, at i stedet for at formulere abstrakte mål, som for eksempel at den unge skal udvikle sig i en positiv retning, så har socialrådgiverne brugt de unges egne ord i handleplanerne.

– En ung pige siger selv, at hun har brug for hjælp til at holde en lille pause og få luft, når hun bliver vred. En anden vil gerne øve sig i at tage kontakt til de andre elever på opholdsstedet. Ved opfølgningsmødet et halvt år senere kan jeg se, at de har arbejdet konkret med de mål, de selv har været med til at formulere meget præcist, forklarer Lisbeth Waadegaard.

I fire år har tre kommuner arbejdet med at styrke inddragelsen af børn i sagsbehandlingen. VIVE’s evaluering af projektet viser, at mange socialrådgivere oplever at have for lidt tid i dagligdagen til at kunne sikre god børneinddragelse. Det er også erfaringen i Roskilde, hvor sagstallet ligger på omkring 30, fortæller Susanne Nannerup.

– Det tager tid at skabe tillid og få den unge til selv at komme på banen. Det kræver, at man holder flere møder og ringer for at høre, hvordan det går. Hvis vi i stedet havde 20 til 25 sager, så tror jeg, vi ville få det optimale ud af de nye værktøjer, siger hun.

Reflekterer over praksis

Selvom Ungeafsnittet ikke har haft mere tid til deres sager i projektperioden, så har hver socialrådgiver afsat mere tid til at forberede børnesamtalerne end de plejer.

– Vi sætter tid af til at reflektere over vores egen praksis. Vi tænker over, hvilke begreber og metoder vi bruger, og hvad der giver mening lige præcis i forhold til den her dreng eller pige, siger Susanne Nannerup.

Inden hver børnesamtale bruger socialrådgiverne op til 15 minutter på at tænke igennem eller tale med en kollega om, hvad det er for en ung, det drejer sig om, og hvad der virker særligt godt i forhold til netop denne unge.

– Hvis det er en 14-årig dreng med autisme, hvordan kan jeg så gøre samtalen bedre? Hvordan kan jeg sikre, at han bliver inddraget før, under og efter samtalen? Når vi har en større bevidsthed om det, så giver det nogle rigtig gode børnesamtaler, forklarer Susanne Nannerup.

Øget arbejdsglæde

Når socialrådgiverne får tid til at fordybe sig i de børnesager, de arbejder med, så øger det deres arbejdsglæde, pointerer Susanne Nannerup.

– Vi har haft meget fokus på, at det er OK at bruge tid på at tænke over, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og det giver meget i forhold til ens faglighed og lyst til arbejdet. Når man selv synes, at man gør det godt, så bliver man også mere tilfreds med sit eget arbejde, og det har en direkte afsmittende effekt på de børn og unge, som vi arbejder med, siger hun.

Et af de redskaber, som socialrådgiverne i Ungeteamet tager med sig videre, er at optage børnesamtalerne på video og gennemgå dem på et teammøde.

– Det giver rigtig god fælles læring at se hinandens samtaler, vi får sat ord og begreber på vores faglighed, og det giver en øget bevidsthed om de handlinger, vi foretager os, fortæller Susanne Nannerup.

Til at starte med var socialrådgiverne lidt nervøse over at skulle vise deres kollegaer ti minutters video af en af deres børnesamtaler.

– Men for mange har det faktisk givet et boost til deres selvtillid at høre fra kollegaerne, hvad de gør godt til børnesamtalerne. Det er der brug for i det her fag, hvor vi ofte får at vide, at vi ikke gør det godt, siger Susanne Nannerup.