Guide: Sådan går du på ferie uden stress

Sommerferien venter forude, men det kan være svært at nyde ferien, hvis tankerne vandrer tilbage til arbejdsopgaverne. Dansk Socialrådgiverforenings arbejdsmiljøkonsulent, Elisabeth Huus Pedersen, guider dig med fem råd til en ferie uden arbejdsstress.

Guide: Sådan går du på ferie uden stress

photo: iStock.com

1. Få overblik over dine opgaver

Drop ambitionen om, at du skal have rent bord inden ferien, for det kan man som regel ikke nå. I stedet er det vigtigt at rydde op og få overblik over store og små hængepartier. Vent ikke til den sidste dag inden ferien, men brug et kvarter om dagen de sidste to uger før ferien på at rydde op og sortere i din indbakke.  Bloker de sidste dage inden ferien som mødefri dage i din kalender, så du sikrer dig tid til de sidste vigtige opgaver, der skal klares inden ferien. Og lav som det sidste, inden du lukker og slukker, en huskeliste over de opgaver, du skal tage fat på efter ferien.

2. Gå på ferie med et skulderklap

Giv hinanden et klap på skulderen, inden I går hver til sit. Brug lidt tid på i fællesskab at se tilbage på det gode arbejde, I har lavet de seneste måneder, både socialrådgiverfagligt og i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Hvis der også har været svære oplevelser, eksempelvis med en vred eller ulykkelig borger, så er det også en god idé at få talt det igennem med en kollega eller din leder. Ellers kan det nemt rumstere i hovedet under ferien.

3. Hold gerne tre ugers ferie

Hvis der skal være tid til at geare helt ned, bør du holde tre ugers sammenhængende ferie. Undgå at starte en ferierejse på den første dag i din ferie – ellers risikerer du, at din ferie bliver indledt på et højt stressniveau – med øget risiko for, at du vrisser ad din familie.

4. Undgå at arbejde i ferien

Undlad at åbne og besvare arbejdsmails i din ferie. Det gælder også for ledere, som bør være gode rollemodeller for de ansatte. Når man har fri, har man fri – så giv dig selv lov til at have det. Hvis du er meget fristet af at tjekke mails i ferien, så efterlad din arbejdscomputer og din arbejdstelefon på arbejdspladsen, eller gem dem langt væk i en skuffe. Hvis du får en arbejdsrelateret idé i ferien, så læg en lap papir med ideen i din arbejdstaske, så den er parkeret til efter ferien.

5. Stress af i naturen

Vær opmærksom på, at de digitale medier fylder mere og mere i fritiden, hvor vi bruger dem til at koble af. Det kan være fristende, men også belastende, at være online hele tiden. Prøv at tage en pause fra skærmene – mobil, TV og pc – i løbet af ferien og få mere tid til nærvær med eksempelvis brætspil, bål, badning og en tur i skoven. Naturen giver en masse sanseindtryk, som virker afstressende. Kom ud, hvor du kan mærke solen, regnen og vinden på huden – og se dig langt omkring.