Høringssvar: Bekendtgørelser, som skal udstedes som led i udmøntningen af reform af sygedagpengesystemet

Sygedagpengeloven blev vedtaget 11. juni, og DS har afgivet høringssvar til udvalgte bekendtgørelser, der udmønter loven: Bekendtgørelser om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning, sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbehandlingen i sager om bl.a. sygedagpenge samt bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og -team.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Att.: Flemming Frandsen og Amila Saran
Njalsgade 72A
2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker indledningsvis for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med ovenstående høring.

Generelle bemærkninger

Indledningsvis vil vi gerne beklage den korte høringsfrist, der desværre har været kendetegnende for de mange store reformer på beskæftigelsesområdet, som er rullet ind over landet de seneste par år i form af bl.a. førtidspensions-, fleksjob- og kontanthjælpsreformen. Og allerede med virkning pr. 1. juli nu også reform af sygedagpengesystemet. Dette hastværk medfører lovgivning, der er dårligt forberedt med negative konsekvenser for både borgere og medarbejdere på landets jobcentre som følge af en efterfølgende svag og haltende implementering.

DS vil opfordre til, at denne reform-praksis ændres fremadrettet, da det er kontraproduktivt i forhold til at opnå de ønskede resultater. Der er behov for, at lovgivningen gennemtænkes og forberedes mere grundigt, end det har været tilfældet ift. de ovenfor nævnte reformer, ligesom der skal gives mere tid ift. at sikre en god implementering med henblik på at opnå de ønskede resultater.

Specifikke bemærkninger til de enkelte bekendtgørelser

Bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.
I udkast til bekendtgørelse mangler der fortsat en præcisering af skæringspunkt/dato mellem sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet og de sager, hvor kommunen fortsat kan gøre brug af en lægefaglig konsulent. Det gælder eksempelvis i § 1, stk. 3.

DS efterlyser ligeledes ift. § 26, stk. 5 en præcisering af, hvordan borgeren er stillet, hvis Klinisk Funktion anbefaler en anden ikke-lægelig behandling, som kommunen kan vælge at tilbyde. Hvad er konsekvensen for borgeren, hvis denne vælger at sige nej? Denne præcisering er nødvendig, da DS oplever, at sådanne begreber i andre sammenhænge i beskæftigelsesindsatsen anvendes som et krav med konsekvenser, eksempelvis i form af stop af sygedagpenge.

I forhold til § 26 stk. 6 mangler der i udkast til bekendtgørelse en præcise-ring af, om – og evt. hvornår – borgeren kan sige nej til, at en læge, der tidligere har skrevet speciallægeerklæring eller har været lægekonsulent, kan varetage funktionen i Klinisk Funktion.

Bekendtgørelse om sundhedsfaglig rådgivning til brug for sagsbe-handlingen i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering mv.

I lighed med bemærkningen ovenfor ift. Bekendtgørelse om kommuners og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv. mangler der også i denne bekendtgørelse en præcisering af skæringspunkt/dato mellem sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, og sager, hvor kommunen fortsat kan anvende lægefaglig konsulent.

Bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension mv.

DS efterlyser, at der tages stilling til, hvordan kommunen skal behandle de sager, der i det tidligere sygedagpengesystem blev betegnet ’stand-by sager’, hvilket kort fortalt er sager, hvor borgeren midlertidigt eksempelvis pga. hospitalsindlæggelser, ikke havde pligt til at deltage i aktive tilbud. Stand-by sager vil formentlig skulle kategoriseres som kategori 3 sager. Dog er dette uklart, hvorfor der er behov for en nærmere præcisering heraf i bekendtgørelsen. Evt. i form af et selvstændigt afsnit, da der bl.a. i ud-kast til bekendtgørelsen mangler en præcisering af, hvordan disse særlige sager skal behandles i kommunerne. Det skal bl.a. ses i lyset af, at kom-munerne jo ikke møder borgere, hvis sager er på stand-by, hvorfor der bl.a. ikke er mulighed for at udarbejde rehabiliteringsplanen i samarbejde med borgeren.

Vi hæfter os ved, at LÆ265 skrives ud i forhold til jobafklaringsforløb, hvis der foreligger tilstrækkelige helbredsmæssige oplysninger i sagen. Det er kommunen, der træffer denne afgørelse, herunder også ift. hvilken form for attest, der skal indhentes. Det er væsentligt at understrege, at kommunen bør være samstemmende med sundhedskoordinatoren om, hvornår dette er tilfældet, da man ellers risikerer, at sagerne kan gå frem og tilbage mellem kommune og sundhedskoordinator grundet mangel på doku-mentation.

I forhold til § 4, stk. 2 mangler der i udkast til bekendtgørelse en præcisering af ”tilstrækkelige helbredsmæssige oplysninger”, især med henblik på, hvor gamle de lægelige oplysninger må være i forhold til at kunne indgå i sagen.

Afslutningsvis finder DS, at det er centralt i forhold til hhv. § 7, stk. 2 og § 8, stk. 3 at få pointeret, hvorvidt rehabiliteringsteamet blot ”bør” eller ”skal” pege på konkrete indsatser, der kan/skal indgå i ressource- eller jobafklaringsforløb. Både for at den koordinerende sagsbehandler får et værktøj at arbejde videre med og for, at borgeren får indblik i, hvad sagsforløbet fremover vil indeholde.

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening