Høringssvar: Faglige visitationsretningslinjer – genoptræning og rehabilitering til voksne og til børn og unge med erhvervet hjerneskade

DS er glad for at se en koordinering mellem Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen ift. hjerneskader. Vi er også glade for at kunne læse ønsket om en bred rehabiliteringsindsats flere steder til visitationsretningslinjerne, og vi er meget enige i, at det er en stor udfordring, at mange borgeres samlede rehabilitering omfattes af flere lovgivninger og en række kommunale og regionale instanser.

Til

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Holbergsgade 6
1057 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til disse faglige visitationsretningslinjer.

DS er glad for at se en koordinering mellem Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen ift. hjerneskader. Vi er også glade for at kunne læse ønsket om en bred rehabiliteringsindsats flere steder til visitationsretningslinjerne, og vi er meget enige i, at det er en stor udfordring, at mange borgeres samlede rehabilitering omfattes af flere lovgivninger og en række kommunale og regionale instanser. For at opnå, at borgeren modtager koordinerede ydelser og sammenhængende forløb, bør sammentænkning af rehabiliteringsindsatser i forskellig lovgivning derfor sikres.

Vi mener ikke, at de to visitationsretningslinjer fuldt ud sikrer den tiltrængte samordning og koordinering. De to dokumenter er udarbejdet med et begrænset sundhedsfagligt udgangspunkt, og de skal læses sammen med tilsvarende dokumenter på det sociale område, så koordineringen mellem sundhedsindsatsen og den sociale indsats kræver, at såvel personalet som borgerne skal sammenholde flere dokumenter. Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens bidrag burde udarbejdes som en sammenhængende helhed, det ville befordre den tværfaglige og koordinerede indsats.

Men endnu mere kritisabelt er det, at der mangler en sammentænkning med beskæftigelses- og uddannelsesområdet, som har stor betydning for rehabilitering af mange borgere med erhvervet hjerneskade. Vi er meget overraskede over, at der fx slet ikke er refereret til eller samstemt med de omfattende ændringer, der er gennemført i de seneste års beskæftigelses-reformer, som alle har haft til formål at sikre en bedre koordinering af en tværsektoriel rehabilitering. Det er en stor mangel, som får problematiske konsekvenser, som fx at der tilsyneladende indføres to parallelle, koordine-rende instanser, jvnf. nedenfor.

DS mener, at rehabiliteringen af mange senhjerneskadede bør foregå med en tæt koordinering mellem regionale og kommunale indsatser på et tværfagligt grundlag. Retningslinjer som de foreliggende bør udarbejdes med dette udgangspunkt, og det mener vi ikke, at de er i tilstrækkelig grad.

Socialfagligt personale i rehabiliteringen

I definitionen af genoptræning benyttes de tre komponenter fra ICF-modellen for rehabilitering: biologiske, psykiske og sociale aspekter af patienters funktionsevne. Hermed understreger modellen også, at de fagpersoner, der skal involveres, ikke kun er autoriseret sundhedspersonale. Det gælder både i det regionale sundhedsvæsen og i kommunerne.

I retningslinjerne fremgår det af afsnit 1.5.1, at genoptræningsindsatser efter sundhedsloven § 140 varetages af autoriserede sundhedspersoner. Men andre faggrupper spiller en vigtig rolle i rehabiliteringsopgaven, så de bør også nævnes i visitationsretningslinjerne.

Sygehussocialrådgivere er således nogle steder en aktiv del af rehabiliteringsforløb også ift. hjerneskade, både på basalt, avanceret og specialiseret niveau. Sygehussocialrådgiverne har bred socialfaglig og retslig viden, støttet af et grundigt systemkendskab. Koordineringsbehovet er stort i en specialiseret indsats, og det er en central kompetence for socialrådgivere, fx som hjerneskadekoordinatorer.

Ift. borgere med erhvervet hjerneskade fungerer sygehussocialrådgiverne som bindeled mellem de sundhedsfaglige interventioner og de bevilgende myndigheder i kommunerne, styrker overgange mellem sundheds- og soci-alfaglige indsatser og overgange mellem forskellige instanser, og de vare-tager den koordinerende funktion mellem sygehus, primærsektor og andre samarbejdspartnere/behandlingssteder. Derfor mener DS, at sygehussocialrådgiverne skal skrives ind i retningslinjerne.

Retningslinjerne har også problematiske formuleringer ift. det kommunale personale i rehabiliteringsindsatsen. Det fremgår af afsnit 7.2 om rehabilitering på specialiseret niveau, at patienter med en genoptræningsplan til rehabilitering vil have behov for både genoptræning varetaget af autoriserede sundhedspersoner, og for andre rehabiliteringsindsatser varetaget af andre faggrupper som neuropsykologer, audiologopæder og pædagogisk personale. Igen må vi påpege, at socialrådgivere i høj grad indgår i sådanne forløb, det er en forudsætning for, at indsatsen kan organiseres, som det efterlyses på side 38 i retningslinjerne: teambaseret, tværfagligt og helhedsorienteret. Inddragelsen af socialrådgivere i denne del af rehabiliteringsindsatsen skal derfor også fremgå af retningslinjerne.

Samspil med de vedtagne reformer på beskæftigelsesområdet

Som nævnt er det kritisabelt, at retningslinjerne ikke er samstemt med de omfattende ændringer, der er skabt med de seneste års reformer på beskæftigelsesområdet. Førtidspensions- og fleksjobreformen, kontanthjælpsreformen, sygedagpengereformen og senest beskæftigelsesreformen. Disse reformer har som en central og eksplicit overskrift, at de skal skabe tværsektorielt rehabiliterende forløb for borgere, der har sammensatte og komplekse problemer. Det omfatter også borgere med senhjerneskader.

Med det udgangspunkt fokuseres der på helhed og tværsektoriel koordinering med indførelse af rehabiliterende teams og sammenhængende forløb i form af ressourceforløb og helhedsorienteret indsats, der tages skridt til at samordne planer eller at udforme én plan for borgeren, og der indføres koordinerende sagsbehandlere.

I udkastet til visitationsretningslinjerne tages en række skridt med nøjagtig samme målsætning om en sammenhængende, rehabiliterende indsats, men uden nogen reference til den meget omfattende omstilling af den kommunale og til dels også regionale indsats, som reformerne på beskæftigelsesområdet medfører. Det finder vi i DS uforståeligt og kritisabelt.

Mest iøjnefaldende er det måske i forbindelse med formuleringerne om hjerneskadekoordinatorer i afsnit 3.2.5 i visitationsretningslinjerne for voksne. Alle formuleringer peger på en særskilt koordinator, og der er slet ingen tanke for, at disse borgere efter reformerne på beskæftigelsesområdet også kan få en koordinerende sagsbehandler efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik § 68c. Man kan let ende med, at en borger både skal have en hjerneskadekoordinator efter de foreslåede retningslinjer og en koordinerende sagsbehandler efter beskæftigelseslovgivningen. (Og dertil flere mentorer på grund af usammenhængende lovgivning.) Samordningen mellem de forskellige lovkomplekser og ministerier mangler simpelthen, der skal selvfølgelig kun være en enkelt koordinator for en sådan borger. Det må retningslinjerne udformes efter.

DS mener også, at borgere bør sikres én samlet plan for lange, sammen-satte forløb. Borgere kan i dag have mange forskellige planer, fx flere planer ud fra servicelovens § 141, jobplan og rehabiliteringsplan efter hhv. § 27 og § 30a i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, flere planer efter service-lovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge mv. Alle disse planer vil ofte være ukoordinerede eller direkte modstridende, og borgerne oplever dem som uoverskuelige eller direkte belastende. Vi ønsker ideelt én plan, der samler og koordinerer indsatserne. Det vil kræve en stor koordinationsindsats, men en sikring af overensstemmelse mellem planerne er nødvendig for en helhedsorienteret og sammenhængende indsats. Problemet med de mange usammenhængende planer er heller ikke taget ordentligt op i de foreslåede retningslinjer, der langt overvejende kun forholder sig til de sundhedsfaglige genoptræningsplaner.

Udgangspunktet er så snævert sundhedsfagligt, at det i afsnit 7.2 nævnes, at genoptræningsplanen fra sygehuset beskriver det samlede rehabiliteringsbehov for borgere, der skal have et rehabiliteringsforløb på specialiseret niveau. Det kan ikke være tilfældet, da en del af borgerens problemer først viser sig i senere faser af forløbet, ikke mindst når vedkommende møder hverdagen uden for sygehuset og især arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet. Rehabiliteringsplanen må derfor løbende udvikles i takt med, at behovet viser sig. Det kan i øvrigt ske i form af en rehabiliteringsplan for et ressourceforløb, udarbejdet af det rehabiliterende team, hvis det er det, borgeren har behov for.

Hjerneskadecentrene

DS vil endelig gøre opmærksom på, at vi ikke føler os sikre på, at visitationsretningslinjerne vil sikre de eksisterende, specialiserede hjerneskade-centre. Det er der al mulig grund til, fordi disse centre har været faglige fyrtårne i hjerneskaderehabiliteringen, men trods det har de siden kommunalreformen været meget pressede af, at kommunerne bruger dem i mindre omfang. DS mener, at det er vigtigt at bevare centrene, og vi er over-bevist om, at det var intentionen blandt Folketingets partier, da de tog stilling til evalueringen af kommunalreformen. Ikke desto mindre er vi i tvivl, om retningslinjerne vil sikre centrene.

Centrene påpeger således selv, at visitationsretningslinjernes definition af begrebet ’specialiseret’ medfører, at de specialiserede hjerneskadecentre ikke længere kan betragtes som specialiserede. Det er svært at vurdere fuldt ud, men hvis bekymringen holder, så er det paradoksalt, fordi centre-ne hidtil har været de vigtigste specialiserede enheder, som også VISO har trukket på som eksperter. DS mener, at retningslinjerne skal sikre, at centrene også fremover får en vigtig rolle i hjerneskaderehabiliteringen.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening