Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om social service (skærpet straf for brud på den særligt udvidede underretningspligt)

Til

Social- og Børneministeriet

Dansk Socialrådgiverforening (DS) har modtaget forslag til lov om ændring af lov om social service til høring. Lovforslaget indfører en skærpet straf, hvis man ikke overholder den særligt udvidede underretningspligt. Personer med den særligt udvidede underretningspligt kan få op til et års fængsel, hvis undladelsen er begået af en person med ledelsesansvar, hvis undladelsen er begået forsætligt, hvis der er tale om systematiske eller gentagne undladelser, eller hvis undladelsen har medført alvorlige personlige skadevirkninger.

DS mener, der er alvorlige problemer knyttet til den foreslåede lovændring. Vi mener for det første, at der med lovforslaget vil ske en adfærdsregulering mht. til underretninger, som både er uhensigtsmæssig og en dårlig anvendelse af ressourcer. For et andet mener vi, at lovforslaget både i dets hensigt og i dets ordlyd er meget problematisk for de faggrupper, der er omfattet af den særligt udvidede underretningspligt.

Lovforslaget giver uhensigtsmæssig adfærd og dårlig prioritering af ressourcer
Underretninger er et vigtigt redskab i forhold til at sikre viden om og opmærksomhed på børn og unge, der har behov for særlig støtte. Og de tjener som en god formalisering i forhold til faglige vurderinger og igangsættelsen af yderligere foranstaltninger. De ændringer, der var af lovgivningen på dette område i forbindelse med Overgrebspakken, har også været medvirkende til en professionalisering af håndtering af og handling på underretninger, som DS kan tilslutte sig.

Der ses en massiv vækst i antallet af underretninger, og i den seneste opgørelse var der mere end 100.000 årlige underretninger til kommunerne.
Der er ingen tvivl om, at en skærpelse af straffen ved brud på underretningspligten vil få antallet af underretninger til at stige yderligere. Fordi fagpersoner af frygt vil lave underretninger.

DS mener, at tiltag, der kan sikre, at underretningerne kommer tidligere, og at kvaliteten af underretningerne bliver bedre, er velkomne på dette område. Der synes ikke at være noget i lovforslaget, der sikrer dette – snarere tværtimod.

Den administration, der skal bruges på behandling af flere underretninger, er der ikke afsat ressourcer til i forbindelse med lovforslaget. Hvis dette fastholdes, så vil behandlingen af underretninger ske på bekostning af andet børnefagligt arbejde i kommunerne, som i forvejen er underlagt et stort arbejdspres. Dette er selvsagt meget problematisk.

DS mener derimod, at der bør være en opprioritering af de kommunale ressourcer, så kommunerne har de fornødne ressourcer til at handle hurtigt og fagligt korrekt på underretningerne.

DS mener ligeledes, at det bør prioriteres i kommunerne, at der arbejdes med tidlige og opsøgende indsatser. Der skal arbejdes tværprofessionelt i den tidlige indsats, så der sættes ind med relevante faglige indsatser så tidligt i forløbet, at en underretning ikke bliver aktuel, og de så fagprofessionelle støttes i at lave underretninger med kvalitet i de situationer, hvor en forebyggelse ikke rækker. En tidlig og fremskudt indsats er meget mere virksom og til børnenes bedste, end at fremme underretninger som sendes ’for en sikkerheds skyld’.

Lovforslagets hensigt og ordlyd er dybt problematisk
Det er som tidligere nævnt ikke DS’ opfattelse, at der er behov for mange flere underretninger, og det er heller ikke vores opfattelse, at der er bestemte områder eller i forhold til bestemte børn og familier, hvor det undlades at underrettes. DS er bekendt med DR’s undersøgelse af muslimske friskoler, men vi mener, at det er et mindre isoleret problem, som kan løses konkret i samarbejde med kommunen – fx ved at stille krav om at skolerne anvender socialsocialrådgivere i en fremskudt indsats – i stedet for at lave en generel lovgivning med skærpet straf.

Endvidere kunne der lovteknisk eller via oplysningsmateriale gøres opmærksom på det straffeansvar, der i forvejen er på området.

DS finder det desuden betænkeligt, at man med lovforslaget pålægger ledere et særligt ansvar ift. underretningspligten. Det hensigtsmæssige i, at underretningspligten netop er personlig, og at den enkelte ansatte derfor ikke kan dække sig ind under at have nævnt sin bekymring overfor sin leder, udvandes eller forsvinder helt ved at skærpe straffen for personer med ledelsesansvar.

DS kan desuden tilslutte sig bemærkninger fra Dansk Sygeplejeråd, som vurderer, at bestemmelserne er for uklare. Relevante dele af høringssvaret fra Dansk Sygeplejeråd er vedlagt som bilag.

Det er på denne baggrund DS’ vurdering, at det samlede lovforslag er så problematisk, at det bør trækkes.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening

Bilag

Udsnit af høringssvar fra Dansk Sygeplejeråd af 23. marts 2018:

…..
Bestemmelsen er for uklar
Det er vores opfattelse, at den nye § 157a lider af en række mangler, herunder potentielle legalitetsproblemer. Det skyldes primært, at bestemmelsen mangler den fornødne klarhed, som en strafbestemmelse skal have.

Afgrænsning af gerningsindholdet – hvad kan man straffes for?
For at idømmes straf skal man have undladt at overholde underretningspligten, der fremgår af §153 i serviceloven.

Servicelovens § 153 rummer en lang række forskelligartede tilfælde, hvor et barn eller en ung har behov for forskellige former for særlig støtte. Det vil sige alt fra tilfælde, hvor beskeden hjælp og støtte kan bringe barnet ud af en potentielt truende situation/udvikling til de tilfælde, hvor et barn er alvorligt truet og omsorgssvigtet.

Det fremgår af vejledningen til serviceloven (vejledning 9007/2014, punkt 72), at det altid er en konkret vurdering, hvornår der er underretningspligt. Det fremgår, at der er underretningspligt i situationer, hvor der kan ydes hjælp efter servicelovens kapitel 11. Hvis barnets eller den unges vanskeligheder imidlertid ikke har en karakter, som servicelovens kapitel 11 tager sigte på, er der som udgangspunkt ikke underretningspligt.

Når man knytter en strafbestemmelse op på en så vid skønsmæssig hjemmel, hvis indhold ligger meget langt væk fra de fleste offentligt ansattes hverdag, opnår man ikke den nødvendige klarhed, som en strafbestemmelse skal have.

Hvis man fastholder, at der skal indføres en ny strafbestemmelse, der skærper straffen på dette område, skylder man de offentligt ansatte at formulere en bestemmelse, hvoraf det fremgår hvornår og for hvad man ifalder straf. Dette kan efter vores opfattelse ikke ske ved en henvisning til § 153 i Serviceloven.

En ny strafbestemmelse skal afgrænse det strafbare område. Bestemmelsen
skal formuleres således, at den dels rummer plads til et skøn, dels alene kriminaliserer grov forsømmelse af underretningspligten og alene i tilfælde, hvor det er helt klart, at der burde være foretaget underretning af den pågældende ansatte.

Uagtsomhedsvurderingen
Det er efter vores opfattelse meget vanskeligt at tale om uagtsomhed – herunder grov uagtsomhed – når vi taler om underretninger. Typisk vil situationen jo være, at den offentligt ansatte ser tiden an og søger sin bekymring be- eller afkræftet, inden vedkommende – eventuelt i samråd med kolleger – vurderer, om der skal ske underretning.

Eksemplet på lovforslagets side 7, 2. spalte, 1. afsnit beskriver grov uagtsomhed således, at man fx ”ikke har kendskab til, men grund til at antage”, at et barn har behov for særligt støtte, fx pga. gentagne episoder, der ikke enkeltvis, men til sammen og på grund af gentagelsen over tid, burde give anledning til bekymring. I de tilfælde er det groft uagtsomt ikke at undersøge forholdene nærmere for at få afklaret, om der skal ske underretning.

Beskrivelsen øger vores bekymring omkring bestemmelsens gerningsindhold.
Som det beskrives, er det her den manglende forudgående undersøgelse, der fuldbyrder overtrædelsen af den nye § 157a. En manglende forudgående undersøgelse er noget andet end en undladelse af at foretage underretning. Der eksisterer efter vores opfattelse ikke et krav om en forudgående undersøgelse, inden der foretages underretning, og eksemplet bidrager således til forvirringen omkring det strafbare område.

Eksemplet øger også vores bekymring og usikkerhed omkring, hvornår det strafbare forhold er fuldbyrdet.

Tavshedspligt versus underretningspligt
Problematikken bliver ikke mindre af, at servicelovens § 153 er den offentligt ansattes hjemmel til at tilsidesætte sin tavshedspligt. Overtrædelse af tavshedspligten er også strafbelagt. Det straffri råderum for den offentligt ansatte bliver således næsten ikke-eksisterende i denne type sager.

Situationen vil blive, at man som sundhedsperson kan ifalde straf for overtrædelse af tavshedspligten (bl.a. efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1), hvis man videregiver tavshedsbelagte oplysninger på et tidspunkt, hvor der (endnu) ikke er indtrådt underretningspligt. Efter den nye § 157a vil man samtidig kunne straffes, hvis man ikke underretter, når underretningspligten indtræder.

Hvornår gælder underretningspligten?
Som det fremgår af bl.a. vejledningen til serviceloven, er det meget vanskeligt at sige noget klart om, hvornår pligten til at foretage underretning indtræder, bl.a. fordi det afhænger af, hvori ens bekymring ligger, og hvilken rolle man har i forhold til et barn. Det vil altid være en konkret vurdering.

I vejledningen vedrørende sundhedspersoners skærpede underretningspligt
beskrives det således, at pligten indtræder, når man ikke gennem egen virksomhed i tide har mulighed for at afhjælpe vanskelighederne (vejledning 9350 af 18/04/2006, afsnit 2.2). Tilsvarende forudsætning fremgår af vejledningen til serviceloven.

Den nye § 157a respekterer ikke det faglige og tidsmæssige rum, der nødvendigvis er forbundet med denne type vurderinger.

Bestemmelsen mangler også et rum til, at man i et fagligt forum, fx på en morgenkonference på en børneafdeling kan diskutere, hvorvidt, hvordan og hvornår der skal foretages underretning. Denne tidsmæssige og fagligt relevante overvejelse er bestemmelsen nødt til at kunne rumme på en måde, så det klart fremgår, at sådanne overvejelser ikke er strafbare.

Det bemærkes, at man – hvis man vil skærpe straffen for manglende underretning – er nødt til at sikre, at de supplerende vejledninger, fx vejledning om sundhedspersoners underretningspligt overfor kommunerne (vejledning 9350 af 18/04/2006) opdateres og bringes i overensstemmelse med en ny strafbestemmelse.

Præcisering af ”forsætligt”
Vi gør opmærksom på, at der er behov for en afklaring af, om forsæt skal straffes efter stk. 1 eller stk. 2, nr. 2, idet det fremgår begge steder. Samtidig bør man overveje, om det giver mening at straffe for ”forsæt” i forbindelse med tilsidesættelse af underretningspligten, hvis man opretholder bestemmelsens henvisning til § 153. I givet fald bør det meget klart fremgå, at en offentligt ansat har et skønsmæssigt råderum indenfor sin egen faglighed, når den offentligt ansatte vurderer, hvornår der skal ske underretning.
……