Høringssvar til lovforslag om Én plan

Borgere med komplekse og sammensatte problemer får ofte hjælp fra flere sektorer og har derfor flere handleplaner, som de i vid udstrækning selv må samordne. På den baggrund hilser vi lovforslaget meget velkommen.

Til

Finansministeriet
Christianborg Slotsplads 1
1218 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om Én plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer. DS har gennem længere tid arbejdet for, at der kan arbejdes med én plan på tværs af jobcenter, socialforvaltning og sundhedssektor for disse borgere. De får ofte hjælp fra flere sektorer og har derfor flere handleplaner, som de i vid udstrækning selv må samordne. På den baggrund hilser vi lovforslaget meget velkommen.

Involvering af borgerne

Én plan vil handle om vigtige forhold i borgerens liv. Borgeren skal afklares helbredsmæssigt, styrkes socialt, opkvalificeres og have støtte til at bruge sine egne ressourcer, så planen kan indebære vigtige ændringer i borgerens liv. Ikke mindst, fordi Én plan også skal omfatte de forhold, Serviceloven tager sig af. Private forhold som fx misbrug, helbred, handicap, forhold i familien, opdragelse af børn, relation til omverdenen etc. Derfor er det afgørende, at borgeren inddrages ordentligt og forstår hvad der foregår, så både plan og koordinering opleves meningsfuld.

Borgeren skal have medejerskab til planen, ellers kan man ikke i fællesskab nå de mål, der opstilles. Indsatsens enkelte dele og det samlede forløb skal være tydelige for borgeren. Nogle borgere vil have svært ved at overskue Én plan og den sammenhængende indsats, så hvis de skal kunne medvirke i realiseringen af planen, så skal de være informeret og involveret hele vejen. Beskæftigelsesindikatorprojektet understreger også, at planen skal opleves meningsfuld af borgerne.

Det er derfor klart, at Én plan ikke kan være en administrativ planlægning og koordinering ’oppefra’. Det kan ikke være ’systemets’ plan for intern koordinering, det bør fremgå klart af både lovens tekst og af efterfølgende vejledninger. Hele ideen med Én plan forudsætter en aktiv involvering af borgeren. Vi skal hele tiden holde borgeren i centrum, det skal gennemsyre både loven og den udvikling, den skaber i kommunerne.

Hvis man kører hen over hovedet på de mennesker, det drejer sig om, så vil arbejdet med Én plan ikke fungere. Så bliver det uoverskueligt for borgeren, og i værste fald vil det kunne opleves som et overgreb, når mange fagfolk taler sammen, holder stormøder og koordinerer indbyrdes, uden at borgeren er ordentligt inddraget. Desværre må vi konstatere, at lovforslaget på vigtige punkter ikke følger denne grundlæggende forståelse af borgernes inddragelse. Det må, som foreslået nedenfor, absolut rettes op.

Én plan

Alle bestemmelser om Én plan bør fastlægges dels i de relevante love, dels ved tværministeriel vejledning til kommunerne. Det bliver svært at sikre ejerskab og ansvar for Én plan i forvaltningerne, hvis det ikke er fastslået i de enkelte love.

Én plan kan efter lovforslaget omfatte planer efter Serviceloven, beskæftigelseslovgivningen, sygedagpengeloven for borgere i kategori 2 og 3 samt (lidt indirekte) borgere på integrationskontrakt. Desværre vil regionale sundhedsplaner og planer fra psykiatrien ikke være omfattet. Det bør ændres. Vi synes også, at det bør tydeliggøres, på hvilken måde en udskrivningsplan fra kriminalforsorgen kan komme med i Én plan.

DS mener, at borgere bør kunne få Én plan, hvis de får eller skal have hjælp fra to eller flere forvaltninger samtidigt og dermed har et koordineringsbehov. I lovforslaget overlades det til kommunerne at skønne, hvem der skal have Én plan, hvilket vi finder alt for vilkårligt.

Én plan bør som hovedregel være en ret for borgeren, som kommunen har pligt til at følge op. En sådan ret vil være i overensstemmelse med, at borgeren skal involveres i planens udarbejdelse og gennemførsel. Dog bør det overvejes, om kommunen skal have pligt at udarbejde en plan for borgere, der ikke vil kunne tage stilling til spørgsmålet selv. Fx borgere med vidtgående funktionsnedsættelser eller massive sociale problemer, som ikke er i stand til selv at tage stilling til Én plan. For dem bør kommunen som et ekstra sikkerhedsnet udarbejde planen, også selvom de ikke beder om den.

Efter lovforslaget er kommunens afgørelse af, om der skal udarbejdes Én plan en processuel beslutning, og som sådan kan den ikke påklages. Det stiller borgeren svagt. Men når man gør planen til en ret for borgeren, så vil det problem forsvinde.

Én plan skal ifølge bemærkningerne i afsnit 2.2 have ”varig beskæftigelse som et overordnet og langsigtet mål”. Det er alt for snævert for nogle af de borgere, som skal have Én plan. Det er nødvendigt også at fastholde Servicelovens hovedformål, nemlig ”at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten”. Det er det realistiske og nødvendige for nogle borgere.

Én plan bør være en styrende ’overligger’ for de enkelte sektorers tilrettelæggelse af deres indsatser. Med udgangspunkt i planen kan de lægge deres særlige behandlingsplaner etc. Det er ikke realistisk eller fagligt holdbart, at Én plan helt afløser disse specifikke planer. Efter lovforslaget ser det ud til, at det er det, der skal ske: Én plan ”træder i stedet for” sektorplanerne. Det forekommer ikke gennemtænkt. Det vil være meget svært at lave én sammenhængende plan med alle de vigtige detaljer, der hidtil har ligget i de enkelte sektorplaner. Én plan vil ikke i alle tilfælde kunne træde i stedet for sektorplanerne, den kan sikre en koordinerende ramme omkring den specialiserede indsats.

I bemærkningerne til lovforslaget (afsnit 2.3.1) slås det fast, at kommunerne kan ”erstatte borgerens sektorspecifikke planer med Én plan”. Samtidig siges det, at ”lovforslaget ikke fastlægger særskilte krav til, hvilke oplysninger, der skal indgå i Én plan”. Det er selvmodsigende og forvirrende: man kan ikke erstatte sektorplaner, der har mange eksplicitte krav til indholdet, med Én plan, som så ikke beskrives indholdsmæssigt. Det fremgår også af afsnit 3.2.3, at der ”ikke er ændringer i borgerens adgang til støtte efter serviceloven eller adgang til at klage over kommunens afgørelser” – men det skal borgeren altså forholde sig til ud fra Én plan, hvis indhold slet ikke er beskrevet og derfor kan være hvad som helst. DS mener, at det understreger, at indholdet i Én plan må fremgå af loven.

Planen bør have nogle centrale udgangspunkter, som bør beskrives i en tværministeriel vejledning til kommunerne. For det første det grundlæggende, at borgeren sættes i centrum for planen og skal involveres aktivt i hele sagens forløb. Derudover skal planen bygge på en rehabiliterende tænkning, og der skal arbejdes med progressionsmål sammen med borgeren.

Planen bør have nogle konkrete indholdselementer, der bør fremgå af lovteksten:

  • Det overordnede formål med planen
  • Sammendrag af de vigtigste relevante oplysninger om borgeren, der beskriver vedkommendes samlede situation i forhold til formålet. Herunder relevante barrierer og ressourcer
  • Borgerens holdning og ønsker til den samlede indsats og målene
  • Et overblik over mål og delmål samt de centrale progressionsmål
  • En beskrivelse i oversigtsform af de planlagte tilbud i en rækkefølge, så de understøtter hinanden
  • Et aftalefelt, hvor aftaler efter planen er beskrevet.

Opfølgningen på delelementer i Én plan vil være fastlagt i de enkelte sektorlove. Men bortset fra det, så siger lovforslaget ikke noget om opfølgningen. DS mener, at det bør fremgå af lovteksten, at der skal ske en løbende og tilstrækkelig opfølgning på Én plan og dens elementer. Men kommunerne kan selv fastlægge, konkret hvordan opfølgningen af Én plan skal ske.

Koordinerende sagsbehandler

En koordinerende sagsbehandler er en forudsætning for, at man kan arbejde med Én plan. Det er umuligt at forestille sig formuleringen af planen og den løbende gennemførelse og opfølgning uden en sagsbehandler, der har ansvaret for koordineringen. Det var også konklusionen i Carsten Koch-udvalget, der slog fast, at ”borgeren skal med det samme tilknyttes en koordinerende sagsbehandler, der sørger for løbende at koordinere borgerens indsats” . Man må vide, hvem der har det praktiske ansvar for planen. Og borgerne skal opleve, at de har én koordinerende sagsbehandler og én primær indgang og kontakt til kommunen. Forpligtelsen til at udpege en koordinerende sagsbehandler i sager med Én plan bør derfor fremgå af lovteksten. Den konkrete organisation omkring den koordinerende sagsbehandler kan dog være forskellig fra kommune til kommune.

Koordinerende sagsbehandler findes allerede for flere grupper, og det ændres der ikke ved. Borgere i ressourceforløb og jobafklaring og sygedagpengemodtagere i kategori 3 har både en koordinerende sagsbehandler og én plan. Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har en koordinerende sagsbehandler. Det er paradoksalt, at lovforslaget ikke stiller krav om, at der skal tilknyttes en koordinerende sagsbehandler til de nye sager med Én plan. Man må spørge hvor mange, der faktisk mangler at få det, og hvad der kan begrunde, at de ikke også får den organisatoriske rumtap til deres samlede plan, som en koordinerende sagsbehandler er?

Når det er sagt, så skal det også siges, at rollen som koordinerende sagsbehandler bør styrkes på flere måder. Erfaringerne fra de eksisterende ordninger er, at de koordinerende sagsbehandlere ikke har tilstrækkelig kompetence til at koordinere mellem forvaltningerne, og vilkårene for sagsbehandlerne er også meget varierede. I nogle kommuner har de så høje sagstal, at det er umuligt at koordinere.

Det bør slås fast, at en koordinerende sagsbehandlere har en række opgaver:

  • give borgerne én primær kontaktperson til kommunen
  • skabe en tillidsfuld relation til borgeren
  • sikre en helhedsorienteret indsats, som er koordineret tværsektorielt, og som har bedst mulig kontinuitet
  • medvirke til at udarbejde Én plan, og være ansvarlig for at tilrettelægge og rammesætte opfølgningen på den
  • være opmærksom på, om der er indsatser inden for andre områder (fx sundhed og psykiatri), der bør inddrages i koordineringen.

Den koordinerende sagsbehandler skal have en grad af tværgående beslutningskompetence i forhold til sektorforvaltningerne vedrørende koordineringen og Én plan. Kompetencen kan ikke omfatte detaljer i sektorindsatsen, den må være overordnet for at sikre koordineringen, og den bør fremgå af loven.

DS mener, at det giver mest mening, at en koordinerende sagsbehandler sammen med borgeren får en central rolle i udarbejdelsen af Én plan. Drøftelser på netværksmøder (med borgerens deltagelse) og ved den koordinerende sagsbehandlers dialog med de involverede aktører skal fra start skabe enighed om mål og plan på tværs af fagområder og sektorlovgivning og skal afklare rollefordeling og forventninger til de forskellige aktører.

For at koordinerende sagsbehandlere kan løfte opgaven, skal de have tid til at koordinere og inddrage borgeren. Derfor må en koordinerende sagsbehandler have et lavere sagstal. DS anbefaler et sagstal på ca. 35 sager på sygedagpengeområdet og på kontanthjælp ungeområdet og ca. 40 sager på kontanthjælp voksenområdet og ca 30. sager på ressourceforløb. På den baggrund er DS’ foreløbige vurdering af et passende antal sager, som en koordinerende sagsbehandler kan tage ansvar for cirka 20-30 sager, fordi der er tale om koordinering på tværs af forvaltninger og som udgangspunkt vil alle sager være komplicerede sager.

Arbejdet som koordinerende sagsbehandler stiller også store krav til faglig kompetence. Kommunerne bør sikre, at sagsbehandlerne har disse kompetencer, og der bør være mulighed for kompetenceløft for de medarbejdere, der har behov for det.

DS foreslår ikke en bestemt organisering af, hvordan kommunerne skal indpasse de koordinerende sagsbehandlere, men det bør fastslås i loven, at opgaven som koordinerende sagsbehandler placeres entydigt. Kommunen kan så selv afgøre, hvordan den organiserer koordineringen og alle parters medvirken. Men kommunen bør have pligt til at tage stilling til, hvem der har ansvaret for udarbejdelse af planen og for at koordinere løbende.

For de enkelte borgere er det meget forskelligt, hvad de vigtigste udfordringer er. Derfor bør den koordinerende sagsbehandler kunne findes i den forvaltning, der har hovedopgaven, eller som har særlig faglig viden om problematikken. Kommunen vil eventuelt kunne flytte opgaven til en anden sagsbehandler, hvis borgeren efter nogen tid primært overgår til en indsats i en anden sektor. Der må så sikres en god aflevering til den nye sagsbehandler.

Datasamkøring

Lovforslaget lægger op til en omfattende datasamkøring, langt ud over, hvad der hidtil har været accepteret. Denne principielle ændring begrundes med, at man skal kunne udsøge de borgere, der skal have Én plan, og at man skal kunne udarbejde og gennemføre den i praksis.

Samkøringen bliver ganske omfattende, alle borgere med bare en enkelt indsats vil kunne samkøres automatisk for at finde dem, der måske skal have Én plan. En stor gruppe borgere vil få deres data sammenkørt for at vurdere deres situation, en vurdering der måske endda vil foregå maskinelt med en algoritme udviklet til formålet. Det vil i høj grad ramme de i forvejen svageste borgere, og den omfattende gennemlysning af dem vil være en understregning af deres svaghed og umyndiggørelse ift. systemet. Der er ingen tvivl om, at det vil blive opfattet sådan, uanset det intenderede formål.

Det er en meget betænkelig udvikling, der har alvorlige implikationer for menneskesynet og mødet med borgeren. Det er i direkte modsætning til målsætningen om, at borgeren skal være i centrum som et ansvarligt subjekt, der skal inddrages og være myndig og handlekraftig i sit eget liv. Det er en de facto objektgørelse. Samtidig kan det skade forholdet til det faglige personale, som borgeren skal have hjælp af. En automatisk/maskinel udpegning efter en datasamkøring, som borgeren ikke har kendskab til eller kontrol over, er et dårligt udgangspunkt for et tillidsfuldt møde og et samarbejde, som borgeren kan være tryg ved.

Vi mener ikke, at der er behov for den automatiske samkøring for at finde de relevante borgere. Argumentet virker mildest talt søgt. Man kunne jo bare spørge borgerne, om de har sager i andre forvaltninger, og så kunne man drøfte muligheden for at udarbejde Én plan med dem. Det er den måde, det offentlige normalt vil møde borgere på, og som man har gjort det hidtil også for disse grupper. Det er uforståeligt, at man nu skal begynde en omfattende og automatisk datasamkørsel for at løse et næppe eksisterende problem. Det er måske lidt nemmere, men det har skadelige konsekvenser for menneskesynet og for det daglige samarbejde.

Der er et par forhold i lovforslaget, der springer i øjnene. Der er en selvmodsigelse i, at man flere gange slår fast, at al ting sker ”med henblik på at kunne udarbejde Én plan i samarbejde med borgeren” – og at man så ikke inddrager borgeren i beslutningen om samkøring og udpegning. Det er ikke at ”udarbejde i samarbejde med borgeren”. Samtidig er det iøjnefaldende, at man ikke samkører med sundhedsoplysninger. De er mere beskyttede fortrolighedsmæssigt, så der skal være samtykke for at videregive dem til en anden instans. Hvorfor er alle oplysningerne om sociale forhold, beskæftigelse, handicap osv. ikke omfattet af den samme fortrolighed?

Samtykke til videregivelse af oplysninger

På den baggrund mener DS, at man skal fastholde kravet om samtykke til videregivelse af oplysninger. Det er en alvorlig brist i lovforslaget, at det ikke sker. Videregivelse af oplysninger er en forudsætning for arbejdet med Én plan, men det bør ske med borgerens samtykke, det modsatte vil stride mod ideen om involvering af borgeren. Det kan holde borgeren uden for vigtige skridt i processen.

En forpligtende dialog, fuld åbenhed om, hvad der sker, og inddragelse i alle vigtige beslutninger er centralt i det socialfaglige arbejde med borgeren. Det kan vise borgeren, at han/hun respekteres som person. Brugen af samtykke er et udtryk for respekt og anerkendelse, der har stor betydning for borgerens tillid til systemet og fagpersonerne. I nogle tilfælde forventer borgerne måske, at videregivelse sker automatisk, og de er overraskede over, at det ikke bare sker. Ikke desto mindre er kravet om et eksplicit og informeret samtykke vigtigt, fordi det understreger involveringen af borgeren og er med til at vise koordineringens omfang og indhold.

Arbejdet med at få borgerens samtykke kan være første skridt i dialogen med dem, som kan åbne det koordinerede arbejde. Det kan tydeliggøre aktører, forløb og samarbejde og øge borgerens overblik og forståelse for arbejdet i Én plan. Borgeren skal fra start have overblik over, hvilke oplysninger, der cirkulerer mellem aktørerne, og hvad der sker i forløbet. Sagsforløbet skal være ’gennemsigtigt’ og forståeligt.

Inddragelse og opbygning af indsigt og forståelse kan skabe motivation og engagement. Borgeren skal ud fra Én plan flytte sig og udvikle sig, i nogle tilfælde fra en fastlåst situation. Det kræver motivation, tiltro til egen kraft, tillid til de professionelle og åbenhed overfor ’systemets’ ønsker. Det kan et informeret og frivilligt samtykke åbne for.

Samtykket er også af stor betydning for borgerens retssikkerhed. Det kan være med til sikre, at de ved, hvad der sker, og kan forstå forløbene og kan påvirke dem. Det åbner også for bedre processer omkring de udvekslede data. Persondata i sådanne sager er ikke bare ’data’, hvis de skal være relevante og valide, så skal man forstå kontekster, faglige forudsætninger og tolkninger i dem. Informationer fra andre forvaltninger, skal vurderes og bruges med omtanke, og der kan processen omkring et samtykke åbne for en dialog om de overførte data.

Det er en generel erfaring fra socialt arbejde, at samtykket i stort set alle sager kommer uden problemer, når der er en god inddragelse. Det ses i børnesager, der jo i stigende grad køres tværsektorielt mellem skole, PPR og socialforvaltning. Her er samtykke til videregivelse af oplysninger en forudsætning, og det kommer stort set altid, når der er god inddragelse af borgerne. Personfølsomme oplysninger, der skal videregives mellem region (sundhedskoordinatoren) og kommune i sager til rehabiliteringsteamet, videregives også efter samtykke, og det giver ikke problemer i praksis. Hvis der trods den generelle velvilje over for videregivelse med samtykke dukker sager op, hvor det ikke er muligt at få samtykke, så skal vi arbejde med dem, som vi gør i dag, hvor der kan videregives uden samtykke efter persondatalovens hidtidige betingelser.

At arbejde med samtykke kan kræve lidt mere tid og evne til at skabe dialogen. Men tiden er givet godt ud, for dialogen har stor betydning for mødet med borgeren, og samtykket kan sikre, at risikoen for fejl og misforståelser reduceres. Det indledende arbejde med samtykke er en nødvendig og god investering.

DS mener således, at der ikke er grund til en lovændring om automatisk videregivelse mellem forvaltningerne, som lovforslaget lægger op til. En fastholdelse og understregning af reglerne om samtykke vil være det rigtige – og det vil være både tilstrækkeligt og godt for det koordinerede sagsarbejde og et konstruktivt samarbejde med borgeren.

Hvis der uanset DS’ anbefaling kommer regler om videregivelse uden borgerens samtykke, så bør det være obligatorisk, at borgeren skal informeres om det. Borgeren må ikke holdes i uvidenhed om, hvad der gives videre, og hvorfor det sker. Det vil være en overskridelse af borgerens retssikkerhed, at vedkommendes data sendes rundt mellem forvaltninger, uden at han/hun ved det, og det er en meget dårlig start på samarbejdet i sagen.

Tilsvarende bør det fremgå af loven, at samtykke skal være den prioriterede mulighed, selv hvis der bliver mulighed for videregivelse uden samtykke. Så kan man i den daglige praksis fastholde samtykket som det fagligt juridisk og etisk rigtige og dermed mindske skaderne ved en videregivelse uden samtykke.

Samtykket skal have en sikker juridisk form og være i et forståeligt sprog, så borgeren kan forstå, hvad formålet er, hvad der videregives, og hvem oplysningerne videregives til. Borgeren skal afgive samtykket skriftligt. Det bør udformes, så det også dækker kravene i Forvaltningslov og Sundhedslov, så der ikke bliver problemer ift. de særlige regler om samtykke til videregivelse af sundhedsoplysninger efter Sundhedslovens § 43. Over tid kan sagen naturligvis udvikle sig på en måde, der gør det nødvendigt at videregive på en anden måde eller til andre organer. I længere sagsforløb må samtykket derfor være dynamisk, formålsbestemt og tidsbegrænset, og det kan løbende justeres. Det skal der tages højde for, både når reglerne udformes, og i de juridiske skabeloner, der skal arbejdes med i hverdagen.

Børn og unge og familieplan

Inddragelsen af planer til forældre, der har en børnesag, i Én plan bør markant forbedre indsatsen til dem. Efter Servicelovens § 52.2 og § 140 skal forældre med en børnesag have planer for den hjælp, de skal have bl.a. for at løse de problemer, der har ført til en anbringelse. Det er en vigtig hjælp, men den har altid været et svagt punkt i børnesagerne. Forhåbentlig kan inddragelsen i Én plan ændre det.

Der er nogle udfordringer ved at gøre børnesagen til en del af Én plan. Lovforslaget forholder sig nok til betydningen af de særlige bestemmelser om planer for børnene og de unge. Efter Servicelovens § 46 (og Børnekonventionens § 12) skal man altid inddrage børns og unges synspunkter og tillægge dem vægt, svarende til alder og modenhed. Vi kan ikke se, at der er taget højde for det i udarbejdelsen af Én plan som en familieplan. Vi har også svært ved at se, at det er indtænkt, at børn på 12 år skal inddrages, og at unge på 15 har selvstændig partsret ift. både plan og indsatser. Det er afgørende, at disse rettigheder respekteres både i ånd og bogstav. Lovforslaget må derfor tydeliggøre, hvordan man i forbindelse med familieplanen kan sikre, at man ikke antaster børnenes og de unges rettigheder. Herunder, hvordan man på en gang kan lave en familieplan og kan udskille børnenes og de unges planer fra den.

Endelig skal man være opmærksom på de særlige problemer, det vil skabe, at anbragte børn og deres forælder ofte bor i forskellige kommuner. Barnet går i skole i en anden kommune og bruger de lokale tilbud. Det vil skabe en yderligere dimension i koordineringen i Én plan/familieplanen: koordinering mellem flere kommuner.

Én plan vil være en relevant investering

Der vil være begrænsede udgifter ved det organisatoriske set up for Én plan og den koordinerende sagsbehandler, ikke mindst fordi kommunerne i vid udstrækning vil kunne fastlægge organiseringen selv.

Det foreslåede lavere sagstal, som er en forudsætning for den koordinerende sagsbehandlers arbejde, vil kræve tilførsel af ressourcer. Men da et realistisk udfald af koordineringen og Én plan er, at borgerne hjælpes hurtigere og mere sammenhængende, så er det også realistisk, at der kommer en gevinst ved, at borgernes problemer faktisk løses bedre og hurtigere. Indførelse af Én plan og koordinerende sagsbehandler må forventes at have en positiv effekt og en afledt besparelse.

Det er klart, at en øget brug af Én plan vil forudsætte en forbedring af IT-systemerne, der i dag ikke understøtter hinanden. Det kan også medføre udgifter, men de vil under alle omstændigheder være nødvendige, hvis de forskellige forvaltninger skal samarbejde.

Ressourcetilførsel til lavere sagstal for koordinerende sagsbehandlere og bedre IT-systemer bør ses som en indledende investering, der kan forventes at tjene sig hjem igen ret hurtigt. Det er i praksis også det, man kan se i de kommuner, der har erfaringer med at koordinere og forstærke indsatsen. De har i nogle tilfælde fået endda meget store nettogevinster få år efter deres investering.

Ikrafttræden

Loven om Én plan skal efter lovforslaget træde i kraft 1. juli i år. DS må kraftigt fraråde en så tidlig ikrafttræden. Indførelsen af Én plan vil indebære dybtgående omstillinger og ændringer i de enkelte kommuner og udvikling af fagligheden i de enkelte sektorer for at kunne indgå optimalt i den koordinerede indsats. Det skal der være tid til at forberede.

Vi har tidligere oplevet forcerede forløb ved implementering af store beskæftigelsesreformer, der ligesom det foreliggende lovforslag sigtede på koordinering og en sammenhængende, rehabiliterende indsats. Men på grund af en forceret implementering løb reformerne ind problemer, som har været meget belastende for både borgere og det faglige personale, og som det har taget lang at rette mere eller mindre op på. Det gælder måske især indarbejdelsen af en god faglig praksis for koordinerende sagsbehandlere og for de tværgående ressourceforløb, som blev søsat i disse reformer.

DS skal på den baggrund kraftigt anbefale, at ikrafttrædelsen udsættes til 1. januar 2019.

Venlig Hilsen

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening