Høringssvar: Lovforslag om indførelse af integrationsydelse og ændring af reglerne til uddannelses- og kontanthjælp m.v.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Njalsgade 72A
2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening takker for muligheden for at afgive høringssvar vedr. lovforslag nr. L2 om indførelse af integrationsydelse og ændring af reglerne om ret til uddannelses- og kontanthjælp m.v.

Generelle bemærkninger

I indledningen til lovforslaget er det anført, at begrundelsen for at indføre integrationsydelsen er, at regeringen ønsker at gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark og at give større incitament til at arbejde.

Det er næppe muligt at vurdere på hvilken måde, størrelsen af sociale ydelser påvirker antallet af flygtninge, som søger asyl i Danmark, men er-faringen fra den periode, hvor vi havde en lignende ydelse – starthjælpen – er, at antallet af asylansøgere i Danmark faktisk i perioder steg trods den lave ydelse.

Argumentet om, at integrationsydelsen skal give større incitament til at tage et arbejde, og at en høj ydelse i sig selv er en barriere for at komme i arbejde, har vi et meget bedre grundlag for at vurdere. Generelt kan vi konkludere, at det allerede i dag kan betale sig at arbejde, når man er på kontanthjælp. Det behøver man ikke at sætte ydelserne ned for.

Ydermere viste en undersøgelse af starthjælpen, som Rockwoolfonden udarbejdede i 2009, at den havde en meget begrænset effekt mht. beskæftigelse. Der kom 6 flere ud af 100 i arbejde. Det betyd at sammenlagt 16 personer ud af 100 kom i arbejde. Dermed var der 84 tilbage, som ikke kom i arbejde, men som måtte leve på en meget lav ydelse. Det Økonomiske Råd udarbejdede også en undersøgelse af starthjælpens effekt og konkluderede, at effekten de første 2 år var tæt på 0.

DS kan se fra de konkrete erfaringer i kommunerne, at økonomiske incitamenter alene har en effekt, hvis borgerne er i stand til at flytte sig. Og undersøgelserne både fra Rockwoolfonden og Det Økonomiske Råd viser også, at størstedelen af de mennesker, som søger asyl i Danmark, ikke umiddelbart kan få et arbejde. På grund af deres egen situation, sprogproblemer og fordi arbejdsmarkedet ikke efterspørger deres kvalifikationer. Det økonomiske råd påviser i deres analyse, ”at flygtninge i løbet af de første par år i Danmark tilsyneladende ikke har de kvalifikationer, som skal til for at reagere på den økonomiske tilskyndelse, der kommer fra indførelsen af den lavere starthjælp”. På den baggrund må man forvente, at konsekvensen af integrationsydelsen bliver, at mange mennesker kommer til at leve i fattigdom.

I indledningen til lovforslaget siges det også, at ydelsen vil være på niveau med uddannelseshjælpen, som bygger på SU-systemets satser. Det er ikke korrekt, fordi der er meget stor forskel på, hvad man kan få på integrationsydelse, og hvad man kan få i SU-systemet. Så sammenligningen er misvisende.

SU-systemet bygger på, at modtagere har ret til at optage fordelagtige lån, tjene penge ved siden af SU’en og kan bo i en særlig studiebolig under uddannelsen. Og uddannelseshjælpsmodtagere, som ikke er uddannelsespa-rate, har ret til et aktivitetstillæg til uddannelseshjælpen. Derfor kan Integrationsydelsen slet ikke sammenlignes med hverken SU eller uddannelseshjælpen.

DS kan se, at det skaber en række problemer at sætte ydelsen for denne målgruppe ned på det niveau, der foreslås. Det har, som undersøgelser også viser, en meget lille effekt beskæftigelsesmæssigt, men en stor påvirkning af mennesker, som kommer til at leve i fattigdom. Det gælder de voksne, som ofte vil være meget belastede af det, der er gået forud for, at de ankom til Danmark, og det gælder især for de børn, der i måske lang tid vil komme til at leve i fattigdom med alle de konsekvenser, det fører med sig.

Vi ved fra erfaringer og forskning, at en så lav ydelse som integrationsydelsen vil føre til mere isolation og dårligere integration af asylmodtagerne. Derfor vil vi på det kraftigste fraråde at indføre den. DS er helt enig i målsætningen om, at flygtninge og indvandrere skal i arbejde og hurtigst muligt integreres, men vi kan ikke se, at integrationsydelsen vil hjælpe til det. Socialrådgiverne har en omfattende erfaring fra integrationsarbejdet, fra jobcentrene mv. om de faktiske udfordringer med at få flygtninge i arbejde. Faglige erfaringer, som bakkes op af en efterhånden ret omfattende forskning. Vi vil meget gerne stille denne viden til rådighed, så der konstruktivt kan tages fat på de udfordringer, vi står med, når vi skal have flygtningene i arbejde. For det er altså et mål, vi helt deler.

Økonomiske og administrative konsekvenser

DS er forbløffet over, at det ingen steder i lovforslaget er anført, at man må forvente, at der sker en stigning i ansøgningen af enkeltydelser. Vi vurderer, at indførslen af en så lav ydelse som integrationsydelsen vil medføre flere ansøgninger om enkeltydelser.

Det vil medføre mere arbejde for sagsbehandlerne, som skal hjælpe med at skrive ansøgningerne om enkeltydelser, og for de sagsbehandlere, som skal afgøre ansøgningerne. Herudover vil der kommunerne få ekstra udgifter ved udbetalingen af dem.

En anden konsekvens berøreres heller ikke i lovforslaget. Den nye integrationsydelse vil gøre det svært for mange kommuner at leve op til den boligforpligtelse, de har under integrationsforløbet, fordi asylmodtagerne simpelthen ikke vil kunne betale huslejen. Det kan komme til at betyde, at kommunerne, indtil der viser sig en egnet bolig, vil skulle tilbyde midlertidigt ophold et andet sted. Det kan blive rigtig dyrt for kommunerne, da denne udgift sagtens kan blive på 10.000-15.000 kr. pr. måned, hvor personens egenbetaling er 2.122 kr. om måneden. Dermed kommer denne ekstra udgift til at påhvile kommunen, og det er der ikke taget højde i lovforslaget.

Det nævnes heller ikke, at det må forventes, at der kommer flere sager, hvor der skal sættes ind efter børneparagrafferne, fordi man vil være nødt til at hjælpe børn, der er fanget i belastende forhold i meget fattige familier.

Overordnet set får kommunerne en del af de udgifter, der er forbundet med at indføre den nye integrationsydelse. DS vil opfordre til, at der ses realistisk på, hvilke udgifter dette lovforslag vil medføre i kommunerne.

Belastning af personalet

Socialrådgiverne i integrationsindsatsen har gennem længere tid været meget pressede på grund af det stigende antal flygtninge i kommunerne og på grund af det store integrationsarbejde generelt. Hvis de fortsat skal kunne udføre dette arbejde ordentligt og dermed hjælpe optimalt med de store integrationsopgaver, der er i Danmark, så skal der være midler til at ansætte det personale, der er behov for. Det er ikke sket i kommunerne i den seneste tid, og der er desværre heller ikke noget i lovforslaget, der viser, at der vil blive taget skridt til at lette det store pres.

Der forventes således kun en merudgift i kommunerne på i alt 8,2 mil. kr. årligt, fordi der skal foretages kontrol af, om opholdskravet er opfyldt. Der afsættes ikke midler til at overkomme de aktuelle belastninger og til de øgede opgaver, lovforslaget vil medføre, bl.a. som følge af ansøgninger om enkeltydelser, et større antal børnesager og vanskelige boligplaceringer.

Specifikke bemærkninger

Ingen ret til ferie

Af lovforslagets § 1 nr. 21 fremgår det, at den ret, som modtagere af uddannelseshjælp- og kontanthjælp har til ferie jf. § 13, stk. 11, alene skal omfatte uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere og ikke modtagere af integrationsydelse.

DS er helt uforstående over for, at integrationsydelsesmodtagere ikke bliver omfattet af reglerne om ret til ferie. Alle børn, voksne og familier har behov for ferie, hvor de kan være sammen. Herudover ses det i lovforslaget, at den manglende ferie faktisk fører til en merudgift på i alt 76,9 mio. over de næste 4 år og herefter 10,4 mio. årligt. Der er ikke i bemærkningerne anført, hvilken begrundelse der er for, at ret til ferie ikke kommer til at gælde modtagere at integrationsydelse.

Satserne og sammenligningen til SU

Af lovforslagets § 1 nr. 26 fremgår de forslåede satser for integrationsydelsen. Det fremgår af bemærkningerne, at de ”tager udgangspunkt i satserne for uddannelseshjælp”. DS mener, som ovenfor nævnt, at sammenligningen til uddannelseshjælpen og SU slet ikke er retvisende for ydelsesniveauet.

DS bakker op om, at der i § 22, stk. 3 i lov om aktiv socialpolitik foreslås, at enlige forsørgere, som ikke har optjent ret til børnetilskud, fordi de ikke opfylder kravet om beskæftigelse eller bopæl i 2 år, alligevel får ydelsen som enlig forsøger, der ville have haft ret til børnetilskud.

Danskuddannelsestillæg og dispensationsmulighed

Det fremgår også af forslaget til § 22, stk. 4 i lov om aktiv socialpolitik, at der efter ansøgning skal ydes tillæg for bestået prøve i dansk mindst på niveau med Prøve i Dansk 2. I bemærkningerne til dette forslag fremgår det, at ”Det er sprogcentreret der vurderer kursisternes indplacering. Personer som visiteres til danksuddannelse1, har som udgangspunkt ikke mulighed for at fortsætte på danskuddannelse 2 (eller 3).”

DS er bekymret for, at ovenstående reelt kommer til at betyde, at det for mange bliver rigtig svært at opnå dette tillæg for Dansk uddannelse 2, hvis de ikke kan få den tilbudt.

Af den forslåede § 22 stk.6 fremgår det, at der indføres en dispensationsmulighed for bestået prøve i dansk for personer med en varig funktionsnedsættelse, der som følge heraf ”ikke er i stand til – eller har rimelig udsigt til – at kunne bestå en danskprøve”. DS bakker op om denne mulighed for dispensation, men vi mener, at det bør præciseres, hvad der ligger i formuleringen ”rimelig udsigt”, ellers kan vurderingen blive usikker.

Det fremgår af den foreslåede § 22, stk. 7, at denne dispensation ”kræver en lægeerklæring vedrørende funktionsnedsættelsens betydning for deltagelse og afsluttende prøver i danskundervisningen…”, og at ansøger selv skal skaffe lægeerklæringen og afholde eventuelle udgifter til den. DS mener, at man i stedet for at forlange en lægerklæring som dokumentation, bør lade dispensationen begrundes af en socialfaglig vurdering af personens samlede situation – både helbredsmæssigt og socialt. I denne vurdering kan der stilles krav om, at en lægeerklæring skal indgå, men DS mener ikke, at dispensationen alene skal gives på baggrund af en lægeerklæring, da der kan være forhold, som har betydning for indlæringsevnen, som en læge ikke nødvendigvis har øje for. DS mener også, at det er urimeligt, at ansøger selv skal afholde udgifter til lægeerklæringen, da det er systemet, der forlanger den for dispensationen.

Vedr. særlig støtte § 34

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 30, fremgår det, ”at bemyndigelsen i § 34 anvendes til at indføre et loft over særlig støtte og starthjælp på 70 % af dagpengesatsen”. Det skal sikre, at virkningen af integrationsydelsen ikke neutraliseres af støtte efter § 34. DS mener ikke, at dette loft er rimeligt, da støtte efter § 34 netop er begrundet med, at personen har særligt høje bolig- eller forsørgelsesudgifter og derfor har behov for en højere ydelse.

Vedr. Supplement til brøkpension

Af bemærkningerne til lovforslagets § 1 nr. 36 fremgår det, at supplementet til personer på brøkpension jf. § 27 a fremover gøres afhængig af opholdskravet. Det kommer til at betyde, at de personer som ikke opfylder opholdskravet højst vil kunne blive suppleret op til integrationsydelsessatsen. DS mener ikke, at det er rimeligt, idet mennesker på pension ikke har mulighed for at komme i arbejde og dermed forbedre deres økonomiske situation. Pensionen er en varig ydelse og bør derfor ikke sidestilles med en midlertidig ydelse, som hurtigst muligt skal erstattes af arbejde eller uddannelse. DS mener, at man som i dag fremadrettet bør supplere pensionen, så ansøgere får det samme som en person berettiget til fuld førtidspension.

Revalidering på integrationsydelse

I lovforslagets § 1, nr. 49 og 50 forslås der indført et nyt stykke 4 i § 47, der betyder, at modtagere af integrationsydelse under revalidering fortsat modtager integrationsydelse, fremfor revalideringsydelse.

DS frygter, at revalidering på integrationsydelse kommer til at modarbejde revalideringens egentlige formål, idet en ydelse, der er så lav som integrationsydelsen, giver stor sandsynlighed for, at den enkelte ikke vil kunne gennemføre forløbet.

Dækning af udgifter til tandlæge

I bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 54 er det anført, at tilskud til tandbehandling gradueres for integrationsydelsesmodtagere over og under henholdsvis 25 og 29 år, svarende til den graduering, der sker for unge på uddannelsesydelse og for kontanthjælpsmodtagere over 29 år. DS stiller sig uforstående over for denne graduering i tilskud til tandbehandling, da alle integrationsydelsesmodtagere efter lovforslaget får den sammen ydelse – 5.945 kr. – uanset om de er over eller under 25 eller 29 år. Dermed mister gradueringen sin begrundelse.

 

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening