Høringssvar: Lovforslag om adoption uden samtykke

DS mener grundlæggende, at det i nogle tilfælde er rigtigt at bortadoptere anbragte børn eller unge, hvis forældrene ikke vil kunne blive i stand til at varetage omsorgs- og opdragelsesopgaven.

Til

Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale forhold
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om lempelse af betingelserne for adoption uden samtykke.

DS mener grundlæggende, at det i nogle tilfælde er rigtigt at bortadoptere anbragte børn eller unge, hvis forældrene ikke vil kunne blive i stand til at varetage omsorgs- og opdragelsesopgaven. I vores daglige arbejde ser vi børn, som vil profitere af, at der kommer mere ro på deres liv gennem en adoption. Det er fx tilfælde, hvor forældrene permanent er uden forældrekompetence, og hvor børnene ser sig som en naturlig del af en familie, de er anbragt hos. Her kan den uvished, der er forbundet med en anbringelse og de tilbagevendende besøg af familieplejekonsulenter og sagsbehandlere være en belastning for barnet, som kan forstyrre det i dets udvikling. Der er derfor situationer, hvor vi bør give børnene fred til at udvikle sig. Vi er således klar over, at der er behov for at ændre reglerne om adoption uden samtykke, fordi de nuværende regler har vist sig at være så restriktive, at selv oplagte sager ikke godkendes.

Men det er afgørende for DS, at en udvidet adgang til adoption uden samtykke etableres på klare vilkår, så der ikke kan blive vilkårlighed i beslutningerne, og så der ikke kan være tvivl om, at det er hensynet til barnet, der er styrende.

De foreslåede kriterier er ikke præcise nok

Effekten af de foreslåede ændringer er svær at vurdere, men den kan blive omfattende, for lovforslaget rummer potentielt vidtgående ændringer. På den baggrund er det iøjnefaldende, at der ikke i bemærkningerne er nogen vurderinger af, hvor mange børn, der kan blive omfattet af ændringerne. Der fremtræder heller ikke et helt klart billede af, hvilke børn, der er tale om.

DS vurderer, at de kriterier, der indgår i §§ 9.3 og 9.4 er åbne for fortolkning. De objektive alders- og tidsgrænser bliver ophævet, fordi de har vist sig stive og med indbyggede problemer. I § 9.3 ændres ’godtgjort’ til ’sandsynliggjort’, men forståelsen af, hvad der skal til for at ’sandsynliggøre’, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen, vil kunne variere. I værste fald en del. Samtidig vil en tvangsadoption kunne gennemføres, uanset om forældrene har samvær med barnet, og dermed vil relationen til forældrene også skulle tolkes uden entydige retningslinjer. I § 9.4 vil det være afgørende, hvornår man vurderer, at det kan være direkte skadeligt at afbryde tilknytningen til plejefamilien – igen en vanskelig vurdering. Og når det hidtidige krav om mindst 3 års forudgående anbringelse fjernes, så vil et (tvangs)anbragt barn eller en ung principielt kunne bortadopteres efter kort tid, hvor det vil være meget svært at vurdere de langsigtede forhold.

DS mener, at kriterierne på flere måde bør tydeliggøres. Der bør skrives ind i § 9.4, at barnet som minimum skal have boet i plejefamilien i en længere periode, inden adoption uden samtykke kan gennemføres. Det nævnes kort i bemærkningerne, men det bør fremgå af lovteksten.

Man bør også tydeliggøre, hvilke forhold ved forældrene, der kan udløse en adoption uden samtykke. Der ændres ikke i den beskrivelse, der indgik i lovændringen i 2009, men netop med ændringerne i §§ 9.3 og 9.4 vil det i høj grad være forældrenes handlinger og potentiale, der afgør, om der kan besluttes adoption uden samtykke. Derfor bør der i forlængelse af lovændringen udsendes en bekendtgørelse eller en vejledning, som fyldestgørende kan beskrive de forhold ved forældrene og deres (manglende) kompetencer som forældre, der kan udløse en adoption uden samtykke.

Klarhed om kriterierne for adoption uden samtykke er også nødvendig, fordi lovændringen så at sige vender bevisbyrden om i disse sager. Forvaltningen vil ikke længere have bevisbyrden med at godtgøre en permanent manglende forældrekompetence, nu skal den kun sandsynliggøre det. Derefter bliver det forældrenes ansvar at godtgøre, at denne vurdering ikke er korrekt, at de faktisk har den nødvendige forældrekompetence og tilknytning til barnet. Og det er sikkert sværere for en borger at godtgøre det, end det er for kommunen at sandsynliggøre det modsatte.

Kontinuitetsforståelse og muligheden for kontakt til forældre, søskende og slægt

DS finder det afgørende, at lovforslaget bygger på en grundig analyse af, hvad kontinuitet og tilknytning indebærer for disse børn. Herunder hvad deres biologiske familie betyder for dem og kan betyde på langt sigt. Det savner vi i lovforslaget, og det skaber for os at se vigtige mangler i det.

Det er ikke givet, at børnene i alle tilfælde ønsker eller vil have gavn af helt at miste viden om og forbindelse til den biologiske familie. Herunder til søskende, som kan være en vigtig livslang relation. Det er kritisabelt, at forholdet til søskende slet ikke nævnes i bemærkningerne. For børn, der har haft et liv sammen med søskende – og det kan senadopterede i høj grad have haft – kan denne relation være af meget stor betydning, både i nuet og på længere sigt. Det bør indtænkes i lovforslaget.

Vi mener, at man både må forstå betydningen af etablerede relationer og betydningen af, at barnet kan have behov for at have kendskab til sin oprindelige familie. Man bør også erkende, at barnet måske kan ønske en form for kontakt eller viden om, hvordan det går familien eller slægtninge. Hvis man uden at gennemtænke barnets behov for kontinuitet i disse forhold fratager det sin historie og relationerne til den familie, det nu engang kommer fra, så kan der opstå et savn, som vil belaste det, og som det selv må slås med. Derfor anbefaler DS, at man skaber mulighed for, at barnet vil kunne få viden om sin oprindelige familie og en form for kontakt. Men det bør ske med barnets accept eller på dets foranledning og i en gennemtænkt kontekst, der kan beskytte barnet bedst muligt. Vi mener således, at barnet bør have formel indflydelse på spørgsmål om kendskab til og kontakt med den oprindelige familie.

Vi vil ikke her foreslå en model for, hvordan det kan tilrettelægges. Der kunne være tale om en form for samvær, der ligner det, der er i forbindelse med anbringelser. Man kan også forestille sig, at unge, der er fyldt 15, og dermed ville have partsrettigheder i anbringelsessager, kunne få ret til at afgøre spørgsmålet om kontakt selv. Man ville også kunne nøjes med en ret til at blive informeret om familieforholdene efter barnets/den unges egen beslutning. Under alle omstændigheder bør en ung, der fylder 18 og bliver myndig, have mulighed for at få oplysninger om sin oprindelige familie, hvis vedkommende ønsker det.

Andre steder i verden har man forskellige modeller, hvor børnene kan fastholde en eller anden kontakt til deres familie, forældre og søskende, selvom de er adopterede. Der bør indhentes viden om erfaringerne med sådanne modeller, så det kan inddrages i overvejelserne om, hvordan det kan gribes an i Danmark. I Danmark opererer vi med et vidtgående adoptionsbegreb, hvor det bliver et spørgsmål om enten/eller. DS vurderer, at adoptioner på andre vilkår vil kunne understøtte lovforslaget positivt.

Endelig vil vi nævne, at en ændring, der giver mulighed for at åbne for kontakt eller samvær, kan være med til at lette forældrenes accept af en adoption. Vi tror, at man i enkelte tilfælde endda ville kunne nå til enighed om en frivillig adoption, hvis der var sådanne muligheder.

Børnene skal have indflydelse på forløb og beslutninger

Det er for os indlysende, at unge, der er anbragt, har partsrettigheder, når de er fyldt 15, og at der er detaljerede krav i Serviceloven om høring af yngre børn i en børnesag. På den baggrund finder vi det overraskende, at der ikke i lovforslaget er bestemmelser om konkret indflydelse for de børn og unge, der er genstand for meget vidtgående beslutninger om adoption uden samtykke. De nuværende regler om, at barnet ”skal have mulighed for at udtale sig i alle led af sagen”, fastholdes. Hvis lovforslagets formål er, at der skal gennemføres et større antal sager om tvangsadoption, eventuelt med lidt større børn eller unge, så mener DS, at man også bør give børnene og de unge konkret indflydelse på, hvad der sker med dem. Sådan vil det sikkert være i mange sager allerede, fordi man i praksis må tage hensyn til deres holdninger, men der vil blive bedre muligheder for at få disse holdninger ind i sagsforløbet, hvis børnene og de unge får en formel ret til i det mindste medindflydelse i sagerne.

Adoption uden samtykke må ikke blive en besparelsesmulighed

Erfaringerne fra især USA og England er, at den store udvidelse af antallet af tvangsadoptioner fra 1990-erne faldt sammen med en besparelsesdagsorden på det sociale område.  Det er umuligt at se udvidelsen af adgangen til tvangsadoption i disse lande uafhængigt af besparelserne på de offentlige budgetter. Det vil være helt uacceptabelt, hvis vi får en tilsvarende kobling af besparelser og adoption uden samtykke i Danmark.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne ikke de facto får mulighed for at beslutte disse sager. Vi er derfor helt enige i, at Børn og ungeudvalget efter § 68 f kun skal indstille sagen til Ankestyrelsen. Styrelsen bør derefter gennemføre en egentlig indholdsmæssig prøvelse af, om betingelserne for, at barnet kan adopteres uden samtykke, er opfyldt. Det er uklart for os, om det er indholdet i § 68 g, så vi vil foreslå, at det præciseres i selve paragraffen eller i en bekendtgørelse, som kan udstedes efter § 68 h.

Inddragelsen af VISO

DS støtter helt, at VISO kan inddrages i disse sager. Når der er så få sager, og når man ser på deres betydning og de krævende faglige vurderinger, der indgår i dem, så er det oplagt, at kommunerne får mulighed for at trække på VISOs ekspertise.

Opsamling

DS støtter forslaget om at udvide mulighederne for adoption uden samtykke, men under forudsætning af, at de omtalte kriterier og vilkår bliver klargjort, så kommunerne har et sikkert grundlag for at anvende de nye bestemmelser, som er relativt åbne i deres formulering. Endelig ser vi et potentiale i, at en ændring af adgangen til adoption sker sideløbende med en udvidelse af formerne for adoption. Det vil kunne imødekomme forældres behov for, at adoption ikke altid bliver ’endelig’, fordi der kan blive tale om en kontakt i en eller anden form. Vi mener også, at det kan udformes, så det kan styrke lovforslagets intentioner om bedre at tilgodese barnets tarv.

DS bidrager gerne med viden fra praktikerne, der arbejder med disse sager i hverdagen, så det bliver muligt at kvalificere de forhold, vi peger på, herunder formulering af alternative former for adoption.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening