Høringssvar: Lovforslag om reform af beskæftigelsesindsatsen samt forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Njalsgade 72 A
2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening takker for muligheden for at afgive høringssvar til for-slaget om reform af beskæftigelsesindsatsen samt forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen.

Dansk Socialrådgiverforening tilslutter sig de høringssvar, LO og FTF sammen har afgivet om en række generelle forhold vedr. de to lovforslag. Derudover er der en række konkrete forhold, vi ønsker at knytte nogle kommentarer til.

Ikrafttræden og høringsfrist:

Vi finder det meget kritisabelt, at lovforslagene skal færdigbehandles i efteråret, og at store dele af lovkomplekset skal træde i kraft omkring 1. januar 2015. De senere års store reformer på beskæftigelsesområdet er stort set alle sat i gang med meget kort varsel, ofte uden at tilknyttede bekendtgørelser og vejledninger har været færdige. Det har medført problemer ved opstarten, både for borgerne, der har oplevet en usikker retstilstand, fordi reformerne faktisk ikke var kommet op at stå i kommunerne, og for de ansatte, der er blevet udsat for et særdeles stort arbejds-pres. Et arbejdspres, som har skabt en forøget arbejdsmiljøbelastning for socialrådgiverne. På den baggrund finder vi det urimeligt, at vi igen skal igennem en forhastet vedtagelse og igangsætning af en stor reform på beskæftigelsesområdet.

Dansk Socialrådgiverforening mener også, at høringsfristen til så omfattende lov-forslag som de foreliggende er for kort, hvis man skal kunne nå en grundig vurdering af dem. Det nedsætter kvaliteten i det lovforberedende arbejde. Den korte frist hænger selvfølgelig sammen med lovenes pressede tilblivelsesproces.

Beskæftigelsessystemets struktur:

Dansk Socialrådgiverforening hilser velkommen, at beskæftigelsessystemets hidtidige struktur ikke er blevet brudt op, fx med en opsplitning af jobcentrene, men at der kun er foretaget specifikke justeringer.

Vi ser afskaffelsen af styrelseslovens § 15, stk. 1 om en organisatorisk afgrænsning af jobcentret fra andre kommunale forvaltninger som et markant fremskridt. Denne afgrænsning har i høj grad fordrejet indsatsen, især fordi den har styrket tendensen til at oprette adskilte siloer i den kommunale forvaltning. Det har skadet bestræbelserne på at etablere en samlet og koordineret indsats, og Dansk Socialrådgiverforening har da også konstant påpeget, at denne afgrænsning skulle fjernes. Vi er meget glade for, at det nu sker. Det kan sammen med bl.a. forslaget om én plan (se nedenfor) åbne for, at vi kan udvikle den sammenhæng og koordination, der er absolut nødvendig i indsatsen ift. borgere med flersidede problemer.

Dansk Socialrådgiverforening støtter, at a-kasserne får en styrket rolle i det samle-de system. Vi mener, at en god indsats for de ledige forudsætter et godt samarbejde mellem de to instanser, så det er vigtigt, at såvel lov som efterfølgende bekendtgørelser og vejledninger lægger op til det. Den nye konstruktion med et fast-lagt samspil omkring samtalerne må ikke blive til en kampplads mellem A-kasse og Jobcenter om kompetenceforhold i den enkelte sag. Vi frygter, at bl.a. de nye regler om rådighedsafprøvende tilbud (se nedenfor), hvor a-kassens rådighedsprøvning meget bastant kan blive underkendt, når jobcentret pålægger den ledige en rådighedsafprøvende aktivitet, kan medføre uenighed og i værste fald konflikt mellem jobcentre og a-kasser. Samtidig vil vi advare mod, at den nye ordning medfører mere bureaukrati. Vi er i den forbindelse usikre på, om der er behov for at udforme en særskilt bekendtgørelse om a-kassernes deltagelse i samtalerne, som der åbnes for i forslaget til § 21, stk. 3 i LAB.

Dansk Socialrådgiverforening mener ikke, at organiseringsloven giver tilstrækkelige muligheder for at koordinere mellem kommunerne ift. tværgående problemstillinger vedr. virksomhedsarbejdet, særlige grupper af ledige mv. Der vil være mange situationer, hvor der kan være meget gode grunde til at koordinere på tværs af kommunerne, men det er svært at forestille sig, at bestemmelsen i organiseringslovens § 2 om en fælles drøftelse i Kommunekontaktrådene (KKR) vil sikre nogen forpligtende og relevant koordinering. Samtidig er lovforslagets kapitel 5 udformet, så De regionale arbejdsmarkedsråd (RAR) heller ikke får mulighed for at sikre det. Det fremgår tydeligt af såvel lovtekst som af bemærkningerne i afsnit 2.3.2.2, hvor det slås fast, at rådene skal ”gå i dialog med kommunerne” og kun har ”en rådgivende funktion” i den forbindelse. Vi vurderer, at det kan blive svært på den måde at sikre et tværkommunalt samarbejde.

Partsinddragelse:

Dansk Socialrådgiverforening bakker op om styrkelsen af partinddragelsen i organisationsloven. Den er velbegrundet og tiltrængt. Vi støtter også, at de nye regionale organer kaldes Regionale arbejdsmarkedsråd (RAR), fordi det viser, at de har et bredere mål end blot at få ledige i (kortvarig) beskæftigelse. Det peger på en bredere arbejdsmarkedspolitisk ambition. Det er en af grundene til, at vi er skeptiske ift. den svage kompetence, RAR har fået ift. koordineringen mellem kommunerne. Det er vigtigt, at der er kompetence og kraft i RAR til at føre en sammenhængende udviklings- og arbejdsmarkedspolitik i det enkelte arbejdsmarkedsopland.

Vi hilser også med glæde den afbureaukratisering, der foreslås i organiseringen af RAR og ift. kommunernes forpligtelser mht. beskæftigelsesplaner og resultatrevision af dem. Det er betydelige forenklinger i konstruktionen. Ydermere slipper kom-munerne for statslige rammeudbud og for pålæg om at bruge andre aktører, og Beskæftigelsesministerens beskæftigelsespolitiske mål reduceres til noget, kommunerne ’kan lade sig inspirere af’ og ikke vil blive pålagt. Alt i alt er der elementer af en ’tillidsdagsorden’ ift. kommunerne. Det støtter vi, men vi efterlyser, at der etableres en tilsvarende dagsorden ift. socialrådgiverne. Den mangler.

Det intensiverede kontaktforløb:

Dansk Socialrådgiverforening bakker op om skiftet fra en aktiveringspræget indsats til et meget stærkere fokus på kontakt og samtaler. Det kan give de ledige en bedre hjælp, hvis samtaler og rådgivning får kvalitet og afpasses efter forholdene. Vi er dog skeptiske over den ret rigide form, kontaktforløbet har fået. Vi er bange for, at de ret faste tidsrammer kan gøre nogle af samtalerne unødvendige eller i værste fald meningsløse. Det kan også føre til yderligere bureaukrati at lægge så faste rammer om samtalerne.

Vi mener, at kontaktforløbet i højere grad bør tilrettelægges i form og indhold ud fra en faglig vurdering af, hvad der er nødvendigt for at hjælpe den enkelte ledige videre. Der bør derfor være en større fleksibilitet i, hvornår samtalerne skal afholdes, og hvad de skal indeholde. Man kunne fx gøre det muligt at undlade at afholde en samtale eller i stedet at erstatte den med andre aktiviteter, der kan fremme den lediges jobsøgning, hvis jobloggen er korrekt og fyldestgørende udfyldt. Formmæssigt skal samtalerne være fremadrettede, individuelle og præget af dialog med den ledige. Indførelsen af faste ’værktøjer’ vedr. afklaring og dialog (se nedenfor) må ikke lægge en ramme over samtalerne, der udhuler deres individuelle grundtræk.

Virksomhedsservice:

Dansk Socialrådgiverforening bakker op om målsætningen om at styrke jobcentrenes virksomhedsservice. Netop samarbejdet med virksomheder og offentlige arbejdspladser om at sikre ledige en plads på arbejdsmarkedet – eller hjælp til at blive der, hvis man er i fare for at falde ud – har været overset i de hidtidige beskæftigelsesreformer. Dermed risikerer man, at reformerne ikke kan realisere det egentlige mål – at borgere på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet får fodfæste på det – selvom der arbejdes kvalificeret med at realisere reformerne i kommunerne.

Det gælder især ift. de mange borgere med problemer, som kræver en ekstra indsats, hvis de skal have en plads på arbejdsmarkedet. Et mere rummeligt arbejdsmarked forudsætter, at jobcentrenes samarbejde med virksomhederne udvikles og udbygges. Der skal udvikles metoder og organisering, så man kan hjælpe virksomhederne med at udrede og fastholde de medarbejdere, der er i fare for at falde ud af arbejdspladsen. Tilsvarende skal jobcentrene medvirke til at udrede borgere, der skal have ansættelse på særlige vilkår, og jobcentrene skal sammen med arbejdspladserne kunne sikre, at de pågældende efter ansættelsen får den nødvendige støtte i hverdagen.

Dansk Socialrådgiverforening mener ikke, at bemærkningerne i forslaget til organisationslov (afsnit 2.2.1.3.2 og kommentarerne til § 7 på side 69) i tilstrækkeligt omfang lægger op til en udvikling, der kan styrke jobcentrenes virksomhedsservice. Det anføres, at kommunerne skal ”informere virksomhederne om mulighederne for at få hjælp til fastholdelse”, og at der skal opbygges ”digitale løsninger” til at understøtte en styrket virksomhedsservice. Sådanne skridt vil slet ikke være nok.

En forbedret hjælp til både rekruttering af borgere med begrænsninger ift. arbejdsmarkedet og til fastholdelse af medarbejdere vil forudsætte mere vidtgående skridt. Der er brug for metodeudvikling, en fremskudt sagsbehandling ude på virksomhederne, og for at kommunerne organiserer sig sådan, at det faktisk bliver muligt at hjælpe virksomhederne. Det vil sige med én indgang og et tæt samarbejde mellem de instanser i kommunen, som sammen skal stå for denne service. Socialrådgiverne er absolut indstillet på at medvirke i denne udvikling, og vi ser i øjnene, at det vil være en omstilling over tage lang tid, som både vil omfatte organisation, metoder og kultur. Dansk Socialrådgiverforening opfordrer til, at bemærkningerne til organisationsloven formuleres, så dette udviklingsperspektiv bliver tydeligt.

En forstærket uddannelsesindsats:

Dansk Socialrådgiverforening bakker helt op om de langt bedre muligheder for ud-dannelse, som forslagene til ændringer i LAB indeholder. Det er vigtigt at gå fra et snævert og måske kortsigtet beskæftigelsesfokus og gentagen brug af mere eller mindre meningsløs aktivering til et klart uddannelsesfokus, der er rettet mod de le-dige, som har den dårligste uddannelse.

Vi er dog uforstående over for, at ledige, der får mulighed for et egentligt uddannelsesløft efter § 33 a kun skal have en ydelse, der er max. 80 % af højeste dagpengesats. Det vil afskrække mange fra at gå i gang med en sådan uddannelse, ikke mindst fordi reglerne om supplerende lån forekommer meget uoverskuelige og bureaukratiske.

Vi er glade for, at der afsættes midler til uddannelsesløft på i alt 152 mio. kr. årligt, men vi er meget uforstående over for, at 20 % af disse penge går til budgetgaranterede udgifter, der tildeles kommunerne over bloktilskuddet. Det udhuler den samlede bevilling, og der er ingen garanti for, at kommunerne faktisk bruger pengene til dette formål.

Umiddelbart vurderer vi det positivt at dagpenge- og ledighedsydelsesmodtagere sidestilles mht. 6 ugers selvvalgt uddannelse. Man skal dog være opmærksom på, at der kun vil være få reelle uddannelsesmuligheder til de ledige fleksjobbere idet deres arbejdsevne ved nye visiteringer vil være begrænset, og dermed vil uddannelsestilbuddene også være meget færre. Vi finder det i den forbindelse uhensigtsmæssigt at begrænse ledighedsydelsesmodtageres ret til selvvalgt uddannelse, hvis de allerede har erhvervs- eller videregående uddannelse, som det foreslår i § 73 b i LAB. Mange fleksjobvisiterede er i en situation, hvor de af helbredsmæssige årsager skal skifte erhverv. Disse borgere kan have glæde af muligheden for ”mini-omskoling” i en selvvalgt uddannelse for at kvalificere sig til de fleksjobs de nu skal ud og søge. Det er derfor meget uheldigt at fratage dem den mulighed.

Afbureaukratisering:

Gennem mange år er der udviklet af yderst bureaukratisk system på beskæftigelsesområdet. Det er måske det mest bureaukratiske område overhovedet, og Dansk Socialrådgiverforening har igen og igen foreslået en radikal afbureaukratisering. Vi glæder os derfor over, at beskæftigelsesforliget lægger op til konkrete skridt i den retning, ikke mindst med løftet om en gennemskrivning af de vigtigste beskæftigelseslove. Det ser vi meget frem til.

Vi hilser også med glæde de konkrete ændringer i de to lovforslag med henblik på afbureaukratisering. Herunder de vigtige ændringer i styringen og i partsinddragelsen i RAR og BER, som er nævnt ovenfor. Der er også forslag om forenkling af reglerne om befordringsgodtgørelse, om selvbookning og om digitalisering af voksenlærlingeordningen, som skal mindske bureaukratiet. Endelig er der indførelsen af én plan i form af ’Min plan’ efter § 27 i LAB, som er nævnt nedenfor. Vi hilser disse konkrete skridt meget velkommen.

Men samtidig kan vi se, at bureaukratiet også sniger sig ind i de to lovforslag. Som nævnt frygter vi, at de stive regler om samtaler kan blive bureaukratiske, men vi ser det også i de nye værktøjer til afklaring og ”dialog” med de ledige. Vi har meget svært ved at se behovet for disse værktøjer, fordi vi mener, at formålet – kvalitet i den indledende afklaring og i den løbende dialog med de ledige – kan nås ved at ansætte medarbejdere med de rigtige kvalifikationer og ved at uddanne dem løbende. Indførelsen af obligatoriske systemer vil blive mere bureaukratisk og stift, og vi vil kraftigt henstille, at det kun bliver vejledende for kommunerne. ’Til inspiration’, som det gælder Beskæftigelsesministerens formulering af beskæftigelsespolitiske mål til kommunerne. Forslaget om obligatoriske værktøjer til medarbejderne netop understreger vores pointe, at lovforslagene måske lægger op til en ’tillidsdagsorden’ ift. kommunerne, men at der ikke er tilløb til det samme ift. medarbejderne. Dansk Socialrådgiverforening mener, at der er behov for en ’tillidsstyret dagsorden’, som kan skabe en kvalificeret faglig proces med et selvdrevet udviklingsarbejde med base i det faglige personale.

Endelig er der de særlige bureaukratiserende forhold, der knytter sig til joblog og selvbookning, som er nævnt nedenfor.

Én plan – Min plan:

Vi kan kraftigt bakke op om forslaget om Min plan som én plan for indsatsen over for den ledige. Grebet rigtigt an kan den både forbedre koordineringen i sagerne og medføre vigtig afbureaukratisering. Min plan kan forhåbentlig erstatte det vildnis af planer, som en borger i dag kan have fra forskellige forvaltninger. Det vil være en stor gevinst for både borgerne og systemet selv, og så må kommunerne overvinde besværet med at koordinere planlægningen efter de forskellige lovkomplekser.

Dansk Socialrådgiverforening har meget længe foreslået, at der åbnes for en samlet planlægning af indsatsen til borgere, der får hjælp fra flere forvaltninger og lov-komplekser. Forslaget om Min plan er et vigtigt skridt i den retning. Men man må gå endnu længere, idet også planer fra Serviceloven, Sundhedsloven, Psykiatriloven og andre love, som kan være relevante for ledige borgere, skal inddrages. Det fremgår i afsnit 2.10.1.2 i bemærkningerne til forslaget om ændringer i LAB, at man er opmærksomme på dette forhold, og det nævnes, at planen ”på sigt ud over beskæftigelsesindsatsen også vil indeholde en oversigt over sociale og sundhedsmæssige indsatser”. Det afspejler en erkendelse af problemet med de mange, usammenhængende planer, men formuleringen er alt for svag til at løse det. Netop beskæftigelsesreformen er en oplagt anledning til at tage fat på den større og mere krævende opgave at skabe en model for koordinering af alle de mange planer, som borgerne kan have. Det bør formuleres meget tydeligere og i en form, der efterfølgende forpligter regeringen til at følge det op.

Vi vil også pege på, at der skal arbejdes bevidst med IT-udbyderne for at sikre, at det ikke bliver begrænsningerne i IT-systemerne, der sætter rammer for indholdet i planerne. Det er en erfaring fra kommunerne i frikommuneforsøgene, og det er meget uhensigtsmæssigt. Det stiller store faglige krav at lave en samlet plan for tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og der bør afsættes tid en kvalificeret udvikling af rammen for en samlet plan, måske svarende til den proces der førte op til indførelse af ressourceprofilerne. Indførelsen af Min plan stiller faglige krav, som må imødekommes, men det fremgår ikke af lovforslagets bemærkninger, at der er be-vidsthed om det.

Selvregistrering i joblog og selvbookning:

Umiddelbart kan selvregistrering i joblog og selvbookning virke indlysende og i bed-ste fald have et skær af empowerment over sig, fordi borgerne selv får mere an-svar for elementer i sagsbehandlingen. Men konsekvenserne af disse nye instrumenter er ret uforudsigelige, og de kan ramme nogle borgere hårdt.

Generelt skal nogle borgere have meget hjælp for at kunne bruge disse muligheder. Det giver et stort ekstraarbejde for de ansatte, men hvis de ikke yder det, så kan det hægte nogle borgere alvorligt af. De hidtidige erfaringer med joblog for jobparate kontanthjælpsmodtagere er, at en optimal brug kræver, at borgeren har gode IT-kompetencer og ikke har svære læse- og skrivevanskeligheder. Socialrådgiverne ser allerede nu på jobcentrene mange, som har så lavt funktionsniveau og så lave IT-kompetencer, at oprettelse og vedligeholdelse af CV på Jobnet må foregå med sagsbehandleren enten lige ved siden eller selv ved tasterne.

Merarbejdet for personalet i jobcentrene skyldes, at der går tid til administration med at hjælpe borgerne, med at tjekke joblog og med agterskrivelser og partshøringer ved manglende registrering. Ydermere skal medarbejderen ind i et særskilt IT-system via STAR for at tjekke jobloggen, idet det ikke er indarbejdet i de eksisterende fagsystemer (KMD Opera og Workbase).

Det kan være positivt, at også fleksjobvisiterede nu skal registrere deres jobsøgning i en joblog, da det kan være et godt redskab for både den ledige og jobcentret, som kan skabe overblik og synlighed over jobsøgningen. Men netop denne gruppen kan måske få særlige problemer med at leve op til den nye forpligtelse. Derfor hilser vi med tilfredshed, at der efter § 75, stk. 5 i LAS bliver mulighed for at fritage personer, som ikke er stand til at føre jobloggen selv.

Denne mulighed for fritagelse for forpligtelsen til at føre joblog bør indføres også for uddannelseshjælps- og kontanthjælpsmodtagere med svage IT-kompetencer eller læsevanskeligheder.

I øvrigt skal man være opmærksom på, at der er stor forskel på udbuddet af job, som fleksjobvisiterede kan søge, i forhold til job til jobparate og forsikrede ledige. Mange fleksjobs skal skabes i samarbejde mellem den ledige, jobcentret og de lokale virksomheder, og den eneste mulighed for mange fleksjobvisiterede er uopfordret jobsøgning via skriftlig, personlig eller telefonisk henvendelse. Det har stor betydning for, hvor stor jobsøgningsaktiviteten kan være. Og endelig er der enkelte borgere, som slet ikke kan være selvstændigt jobsøgende pga. psykiske og/eller mentale begrænsninger. Der er jobcentret nødt til at være den aktive i selve den opsøgende indsats, og det må kunne dokumenteres i journalen, ved at det noteres, at borgeren er aktivt jobsøgende via virksomhedskonsulent eller fleksjobambassadør, da vedkommende ikke selv er i stand til det.

IT-problemer:

Der er en meget lang historie om, at IT-systemerne på beskæftigelsesområdet ikke passer sammen, så meget skal gentages eller føres fra det ene system til det an-det. Vi må på baggrund af mange tilbagemeldinger fra socialrådgiverne på jobcentrene kraftigt anbefale, at der tages skridt til en effektiv løsning på disse problemer. I den lange gennemgang af IT-forhold i organiseringsloven er der imidlertid ikke nogen tegn på, at det vil ske, selvom der i afsnit 2.4 er foretaget en samlet, redaktionel sammenskrivning af bestemmelserne om IT-forhold. Det ser for os ud til, at de belastende IT-problemer trods gennemskrivningen stadig vil være uløste.

Aktivt tilbud, rådighedsafprøvning og sanktioner:

Dansk Socialrådgiverforening mener, at den konkrete formulering af muligheden for i højere grad at anvende rådighedsafprøvende tilbud rejser nogle retssikkerhedsmæssige problemer. I den nye § 23 i LAB åbnes der for, at der kan iværksættes rådighedsafprøvende tilbud – herunder nytteindsats – hvis jobcentret ”vurderer, at der er tvivl om, hvorvidt personen har den fornødne vilje til at medvirke aktivt i indsatsen”. Det er meget svært at udtale sig objektivt om vilje, og jobcentrenes vurdering af det må blive subjektivt præget og dermed forskellig eller direkte vilkårlig fra sag til sag. Det er et oplagt retssikkerhedsproblem, fordi vurderingen jo kan udløse et krav om fx, at den ledige skal udføre nytteindsats.

Samtidig kan vi konstatere, at der også sker en vigtig drejning i forståelsen af et aktivt tilbud. Det fremgår af bemærkningerne til § 23 i LAB (side 126), at aktivt tilbud i dag skal forstås som en mulighed for at ”opkvalificere en dagpengemodtager eller af hensyn til arbejdsmarkedets behov”, og det ”kan ikke iværksættes alene for at rådighedsteste” den ledige. Med den foreslåede ændring ser det ud, som om tanken om, at et kvalificeret, aktivt tilbud kan føre til en positiv ændring for borge-ren, er forsvundet. Aktivt tilbud skal fremover langt overvejende ses som en afprøvning af borgeren vilje til at medvirke. Det er både retssikkerheds-og indholdsmæssigt et problem.

Dansk Socialrådgiverforening forstår behovet for en strømlining af sanktionsreglerne, så også modtagere af ledighedsydelse efter den nye § 77 a i LAS kan få en punktsanktion. Det gør det nemmere for både rådgivere og borgere, at sanktionsreglerne ligner hinanden uanset ydelse. Men det skal understreges, at det er erfaring for, at langt størstedelen af de ledige fleksjobvisiterede passer deres tilbud og kun har fravær med gyldig grund, så ændringen vil næppe føre til særligt mange sanktioner for denne målgruppe.

Forstærket indsats for de langtidsledige:

Dansk Socialrådgiverforening støtter den udvidede indsats for de langtidsledige. Vi mener, at både en personlige rådgiver og kombinerede indsatser, som dem, der skal laves forsøg med, vil kunne være et godt tilbud til disse borgere. De har behov for en særlig indsats, der både skal være omfattende og skræddersyet til dem. Men det er desværre uklart, om det faktisk bliver den indsats, de får. I afsnit 2.6.1.2. i de generelle bemærkninger til LAB er den beskrevet som muligheder, som kan inddrages ved den supplerende samtale, den ledige skal have efter 16 måneder. Det er ikke en ret, de langtidsledige kan gøre krav på. Vi frygter, at nogle kommuner derfor vil undlade at sætte ind i tilstrækkeligt omfang. Ikke mindst i lyset af de ressourceproblemer, der nævnes nedenfor. Dansk Socialrådgiverforening opfordrer derfor kraftigt til, at indsatsen til de langtidsledige gøres obligatorisk for kommunerne og/eller bliver en ret for de ledige.

Jobrotation:

Jobrotation er en win-win-løsning i beskæftigelsespolitikken. Den kan på en gang sikre, at ansatte frigøres til en nødvendig uddannelsesindsats og give en ledig mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Derfor er der efter Dansk Socialrådgiverforenings mening al mulig grund til at bruge jobrotation offensivt. Vi kritiserer derfor, at ordningen foreslås forringet ved at refusionen til kommunerne sættes ned fra 100 % til 60 % og ved, at ansættelsesperioden for de ledige sættes ned fra 12 til 6 måneder. Begge ændringer vil begrænse brugen af rotationsordninger, fordi det vil blive dyrere for kommunerne og mindre tiltrækkende for virksomhederne, der kun kan have den samme vikar i et halvt år.

Strafrefusion:

Der er al mulig grund til at støtte afskaffelsen af strafrefusionen til kommunerne. Den har i praksis været en urimelig økonomisk tommelskrue på jobcentrene, som har fordrejet deres arbejde, ved at rettidighed og strikt efterlevelse af procedurerne har fået højere prioritet end et kvalificeret arbejde for at hjælpe de ledige. Det er lykkeligt, at kommunerne nu slipper ud af den spændetrøje, og de erfaringer fra det seneste år med en suspension af strafrefusionen, der refereres i afsnit 3.8, bekræfter, at det ikke er nødvendigt at styre kommunerne på en så firkantet og straffende måde. Det understreger, at der er grund til at gå videre med en tillidsdagsorden ift. kommunerne og jobcentrenes medarbejdere.

Ressourcer til indsatsen i kommunerne:

Afslutningsvis vil vi pege på, at mange af de positive intentioner i beskæftigelsesreformen forudsætter, at kommunerne faktisk har ressourcer til at løfte opgaverne. Både i sagsbehandlingen og i den aktive indsats, de kan sætte ind i den enkelte sag. Det har vist sig at være et stort problem ved implementeringen af såvel førtidspensions- kontanthjælps- og sygedagpengereformen. Kommunerne fik ikke ressourcer til at sikre omfang og kvalitet i indsatsen, hvilket gør det meget svært at leve op til de udvidede krav til sagsbehandlingen – fx om koordinerende sagsbehandler og et grundigt arbejde i rehabiliteringsteams – og til en helhedsorienteret indsats med kvalificerede og individuelt tilpassede elementer. Disse problemer kan beskæftigelsesreformen også løbe ind i, hvis der ikke tilføres kommunerne ressourcer til at leve op til reformen indholdsmæssigt.

Problemerne skærpes af, at der ved kommuneforliget blev enighed om at forsøge at realisere nogle sparemål, der (på et ret løst grundlag) er trukket op i den såkaldte BDO-rapport om jobcentrenes ressourceforbrug. Disse sparemål skal langt overvejende realiseres ved at afskedige personale i jobcentrene, hvilket vil gøre det endnu mere vanskeligt at leve op til beskæftigelsesreformens intentioner.

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening