Vejledning om særlig støtte til børn, unge og deres familier

Til

Social- og integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) skal takke for tilsendelsen af forslaget til ændringer i vejledningen om særlig støtte til børn, unge og deres familier vedr. rådgivningen om familieplanlægning, om æresrelaterede konflikter og om arbejdet med lukkede familier.

Rådgivning om familieplanlægning

Vejledningen udbygges væsentligt mht. rådgivning vedr. familieplanlægning, prævention og abort. Det hilser vi velkomment. Det er vanskellige problemstillinger, der uanset hvordan man stiller reglerne op, indebærer svære etiske og faglige spørgsmål.

Vejledningen henviser nu eksplicit nogle spørgsmål til læger og andet sundhedspersonale, der har en specifik opgave i den forbindelse i flg. Sundhedsloven. Det gælder både rådgivning om prævention og abort. Den konkrete præventionsrådgivning skal nu foregå hos egen læge eller andet sundhedspersonale, og abortrådgivning også skal foregå der. Det forekommer rigtigt og klargørende.

Vi mener dog, at denne henvisning absolut bør følges op af præciseringer i vejledningen til sundhedspersonalet og af andre initiativer, der kan forbedre det sektoroverskridende samarbejde, så man kan sikre, at de unge kvinder rent faktisk samles godt op, når de henvises videre. For samarbejdet og koordineringen er ikke altid på plads i de meget opdelte, usammenhængende systemer i kommuner og regioner. Derfor må henvisningen af kvinderne til sundhedssektoren om bl.a. abort følges op af konkrete skridt til at forbedre samarbejdet mellem de to sektorer. Alternativet er, at de unge kvinder kan falde mellem stolene og slet ikke får nogen rådgivning. Vi er bange for, at hvis der ikke sker noget ift. samarbejdet og viderevisiteringen, så kan resultatet være, at kvinderne bliver efterlagt meget alene.

For at vurdere de foreslåede ændringer er det nødvendigt at erkende, at en del af de primært unge kvinder, der skal have rådgivning om familieplanlægning har alvorlige sociale og personlige problemer og kan være meget umodne og leve et kaotisk liv. I nogle tilfælde så kaotisk, at de umuligt vil kunne forene det med at have et barn. Formålet med rådgivningen er selvfølgelig at forebygge, at en ung kvinde ved en fejltagelse bliver gravid, eller at afklare, hvordan man fremadrettet kan hjælpe hende og hendes kommende barn, hvis hun er blevet det.

De socialrådgivere, der sidder med børnesagerne og møder disse unge kvinder, har en forpligtelse til at rådgive dem omsorgsfuldt men også nøgternt om hele deres situation – om den ændring, der vil ske i deres liv, om deres muligheder for at få hjælp, om de forpligtelser, der følger med et barn osv. Det er kvinder, der måske ikke har andre at få en kvalificeret feed back fra, og alternativet til, at vi giver den, kan være, at der ikke står nogen sammen med dem.

Det er indlysende, at det er en vanskelig dialog, som omhandler sårbare, eksistentielle problemer. Derfor gennemføres den med omhu og finfølelse. Men vi skal også gøre det med åbenhed: vi er nødt til at gøre klart for kvinderne, hvordan vi oplever situationen, og vi må fortælle dem, hvis vi er bekymrede eller meget bekymrede for barnet, hvis de ikke ændrer livsstil. Det ligger simpelthen i vores myndighedsopgave, der både omfatter at hjælpe forældrene og sikre deres rettigheder, og at tage vare på det ufødte barn.

De fleste kvinder oplever det som en hjælp og en støtte. Men nogle kan måske opleve sådanne samtaler som ubehagelige eller i værste fald som et pres, uanset at socialrådgiveren anstrenger sig til det yderste for at undgå det og fuldt ud respekterer den unge kvindes rettigheder. Emnerne, der indgår i samtalen, og den alvor, der ligger i dem, udgør i sig selv et pres.

De senere års lovændringer har konstant understreget, at vi skal tage udgangspunkt i barnets bedste, og det gælder også det ufødte barn. Opgaven med at varetage barnets bedste kan ikke undgå at bringe myndighedssagsbehandlere ud i prekære dilemmaer med afvejning af hensyn til børn og forældre. Når vi skal afveje hensynene til et kommende barns bedste, så kan det, når der er tale om en ung gravid kvinde med helt urealistiske forventninger til sit moderskab, føre til en konklusion, der kan støde sammen med den unge kvindes forestillinger og drømme. Det er vi nødt til at stå ved som myndighedssagsbehandlere, og det bør også fremgå af den reviderede vejledning. Det gør det ikke i den foreliggende tekst.

Vi har en oplevelse af, at der bag den nye tekst kan ligge en forestilling om at undgå disse prekære situationer, selvom de udspringer af de dilemmaer, der er bygget ind i loven, og i øvrigt ligger i selve den meget vanskelige situation. Vi mener, at en sådan forestilling vil være naiv og problematisk, fordi den simpelthen ikke modsvarer virkeligheden. Vi mener, at den nye vejledning bør beskrive opgaven realistisk og stå ved, at den rummer dilemmaer, som man ikke kan undgå.

Æresrelaterede konflikter

Vi er glade for, at indsatsen ift. æresrelaterede konflikter beskrives så relativt grundigt, som det sker i det nye kapitel (som vel må hedde 12a og ikke 1a?). Vi vil dog pege på en detalje, hvor vejledningen bør være tydeligere. Vejledningen omfatter vel børn og unge op til 18 år, men mange af dem, det drejer sig om, vil være unge voksne over 18.

Derfor bør det fremgå af vejledningen, hvordan 18 års grænsen skal administreres, herunder hvordan man skal stille sig, hvis det fx drejer sig om en person, der fx er 19 eller 22 år. Eller endnu mere prekært, en person, der fylder 18, mens en undersøgelse eller indsats vedr. en æresrelateret konflikt er i gang. For det vil nogle af dem, man interesserer sig for i den forbindelse jo gøre.

Vejledningen bør således klargøre, hvordan man skal forholde sig, hvis der er tale om en ung voksen og ikke en person under 18.

Arbejdet med lukkede familier

I modsætning til de foregående to emner, så er afsnittet om arbejdet med lukkede familier kortfattet, og det efterlader nogle vigtige spørgsmål uafklaret. Således forekommer det ikke klart, hvad der menes med ’kvalificeret mistanke’, der er en forudsætning for en børnefaglig undersøgelse – evt. med politiets medvirken – selvom der ikke er fuldstændig vished om, at der er et barn i hjemmet, der har behov for støtte.

Der står også, at ’det er en forudsætning, at forældrene modarbejder, at der foretages en vurdering af barnets eller den unges støttebehov’. Igen er det afgørende forhold – at forældrene ’modarbejder’ – ikke defineret nærmere, så man ikke er hjulpet, når man skal afveje, om der fx er tale om et konfliktfyldt eller modvilligt samarbejde eller en direkte modarbejdelse.

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand, Dansk Socialrådgiverforening