NU går OK18-forhandlingerne i gang

Efter at OK18-forhandlingerne har været sat på stand-by i en længere periode, kan Dansk Socialrådgiverforening nu sætte sig ved forhandlingsbordet. Meldingen kommer efter, at underviserne på det kommunale område har opnået reelle forhandlinger med KL om en arbejdstidsaftale.

De kommunale arbejdsgivere er endelig parat til at forholde sig til konkrete elementer i en arbejdstidsaftale for underviserne. Det betyder, at OK18-forhandlingerne nu kan gå i gang.

– Det nytter, når vi alle står skulder ved skulder. Det er meget tilfredsstillede, at underviser-områderne nu har opnået reelle forhandlinger om en arbejdstidsaftale på grund af det fælles pres. For siden lockouten i 2013 – både af lærere og de af vores egne medlemmer, som er undervisere – har undervisernes arbejdstid været reguleret af en lov og ikke af en aftale. Og det er fuldstændig uhørt, siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Hun glæder sig over, at det historisk stærke sammenhold på tværs af de faglige organisationer virker.

– Vi har afgivet en musketer-ed på tværs af de faglige organisationer, hvor vi har krævet, at underviserne skal have en forhandling om en arbejdstidsaftale. Det har underviserne fået nu, og derfor kan vi nu sætte os ved forhandlingsbordet, siger Majbrit Berlau.

Første forhandlingsmøde fredag

OK18-forhandlingerne kan nu gå i gang på alle tre offentlige ansættelsesområder – kommunerne, regionerne og staten. På KL-området ligger den første generelle forhandling allerede på fredag den 26. januar.

– I DS’ forhandlingsdelegation går vi en meget intens periode i møde. Vi er klar og glæder os i den grad til at komme i gang. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at komme i mål med et godt og fornuftigt resultat for socialrådgiverne.

– Vi går til bordet for at forhandle om lønforbedreringer. Det er simpelthen et hovedkrav – både for DS og for de andre faglige organisationer. Men vi skal blandt andet også forhandle om pensionsforhold, rammerne for socialrådgivernes arbejdsmiljø, bedre vilkår for efter- og videreuddannelse og for tillidsrepræsentanterne, siger Majbrit Berlau.

» Læs mere om DS’ krav til arbejdsgiverne

» Se Forhandlingsfællesskabets og CFU’s fælles pressemeddelelse