Nyt om OK18: Forlig på det regionale område
Fakta om forliget
- Forliget indebærer en lønramme på 8,1 % med generelle lønstigninger, som kan måle sig med den private sektor.
- Vi har også fortsat reguleringsordningen, som sikrer den parallelle lønudvikling mellem det offentlige og private arbejdsmarked.
- Vi er sluppet af med privatlønsværnet – en konstruktion der kom ind i reguleringsordningen ved OK15, men som var helt urimelig. Den betød, at de offentligt ansatte kun fik 80 %, når den private lønudvikling løb fra det offentliges, men at vi skulle betale 100 % tilbage, hvis det omvendte var tilfældet. Der er nu igen symmetri i udmøntningen på 80 % begge veje.
- Der afsættes 0,35 % til organisationsforhandlinger. Det er en væsentlig og vigtig del af forliget, for det er her, DS forhandler særlige forbedringer for socialrådgiverne, eksempelvis pensionsforbedringer.
- I forliget er der afsat centrale puljer, som vi i Forhandlingsfællesskabet har været enige om at stille krav om. Det drejer sig bl.a. om lavtlønspulje og ligelønspulje, og betyder, at særlige grupper får lidt mere end andre grupper.
- Vi har afværget de forringelser af vores seniorvilkår, som arbejdsgiver havde med til bordet.
Fakta om musketér-eden
Mange har skrevet og sagt meget om musketér-eden under disse forhandlinger. Både vi, de øvrige lønmodtagerorganisationer, arbejdsgiverne og ikke mindst medierne har talt meget om den, og derfor er det på sin plads at slå fast, hvad den egentlig går ud på.
Kort fortalt er der tre forskellige forhandlingsområder – regioner, kommuner og staten. Musketér-eden betyder ikke, at vi skal indgå aftaler på alle tre områder på samme tid, og den handler kun om spisepausen på det statslige område, ikke regioner og kommuner.
Musketér-eden er en aftale, der blev indgået af alle de offentligt ansattes organisationer for at sikre Danmarks Lærerforening en reel forhandling af deres arbejdstid. Det gjorde vi, fordi KL ved forhandlingerne i 2015 kørte rundt med lærerne og nægtede at forhandle reelt med dem om en aftale, der kunne erstatte det urimelige lovindgreb fra 2013. Reelle forhandlinger er hjørnestenen i den danske model, og det var derfor en forudsætning for at vi fra lønmodtagersiden ville påbegynde overenskomstforhandlingerne.
Alle er enige om, at det er grotesk, at undervisernes arbejdstid reguleres ved lov og ikke gennem en aftale. Men musketér-eden har altid kun handlet om retten til en reel forhandling, ikke om indholdet af forhandlingen, selvom vi selvfølgelig håber på, at der kan landes en tilfredsstillende aftale – ikke mindst fordi DS også selv organiserer undervisere på statens område.
Efterfølgende har mange haft interesse i at puste musketér-eden op til også at omfatte andre temaer, herunder spisepausen på det regionale område. Men i virkeligheden har vi på lønmodtagersiden hele tiden været enige om, at vi kun gik i storkonflikt på det kommunale og regionale område, hvis lønudviklingen og lønrammen ikke var i orden.
På statens område er situationen en anden. Her har Moderniseringsstyrelsen reelt truet med at fjerne spisepausen, og vi er stadig uenige med arbejdsgiver om lønrammen. Vi har en klar aftale med de øvrige organisationer om, at de to ting skal falde på plads, for at vi kan indgå en aftale på statens område.
Kære medlemmer på det kommunale og regionale område
Jeg skriver til jer for at fortælle, at vi nu har indgået et OK18-forlig på det regionale område sammen med vores gruppering i Forhandlingsfællesskabet, OAO (Offentligt Ansattes Organisationer). Som I ved, har det været en meget lang og svær proces, der meget tidligt i morges altså har ført til, at vi har valgt at indgå en aftale.
Vi har tilsluttet os aftalen sammen med OAO, som udover Dansk Socialrådgiverforening består af blandt andre HK, Socialpædagogerne, 3F og Dansk Metal. Derudover har FOA også indgået en lignende aftale.
Vi har kæmpet sammen med alle de andre organisationer til det allersidste, og vi har rykket arbejdsgiver meget langt. Deres udgangspunkt var lønstigninger på 6,9 % over tre år, privatlønsværn og en række forringelser. Nu står vi med:
- Lønstigninger på 8,1 % over tre år
- En ligeløns- og lavtlønspulje,
- Privatlønsværnet er væk
- Forringelserne er taget af bordet.
Alt i alt en god aftale, som ikke er prangende, men god, fordi den giver os en fair lønudvikling og retter op på de problemer, som vi ønskede at ændre ved indgangen til disse forhandlinger.
Det er en stor styrke, at vi er kommet så langt sammen, og vi er rigtig kede af, at ikke alle med det samme har kunnet se sig selv i den aftale, som nu er indgået. Jeg vil gerne understrege, at vi til det sidste forsøgte at få alle med. Vi håber, at de øvrige organisationer også vælger at tilslutte sig aftalen, når de har haft tid til at vurdere aftaleteksten.
Hvorfor er DS gået med i aftalen?
Det har selvfølgelig været en svær beslutning at træffe for hovedbestyrelsen i DS, men vi mener, det er den rigtige beslutning.
Først og fremmest indfrier aftalen de hovedkrav, vi gik til forhandlingerne med, nemlig en rimelig lønudvikling og sikring af seniorvilkårene. Hvis ikke de andre organisationer i sidste øjeblik var blevet bekymret for formuleringerne om spisepausen, ville de også have tilsluttet sig, for det er en ordentlig aftale. Det kan de stadig vælge, og det håber vi som nævnt, de gør.
Det er også vores helt klare vurdering, at en konflikt ikke vil give os en bedre aftale, men tværtimod medføre en risiko for forringelser. Samtidig ville en konflikt formentlig resultere i et lovindgreb, så vores løn og vilkår i en periode ville blive reguleret af lovgivning, og vi ville stå ringere i en kommende forhandling med et dårligere udgangspunkt og en tømt strejkekasse.
Dertil kommer, at vi gik ind til forhandlingerne med vores kolleger i OAO – blandt andre Socialpædagogerne og HK – og at vi derfor også afslutter disse forhandlinger i fællesskab med dem.
Hvorfor vælger nogle organisationer at stå uden for aftalen?
På det regionale område er det spisepausen, som har delt det store fællesskab. Det er en problematik, som egentlig kun var rejst på statens område, men i den sidste del af forhandlingerne er organisationer som f.eks. sygeplejerskerne, bioanalytikerne og akademikerne blevet utrygge ved deres egen formulering om spisepausen i overenskomsten, som er anderledes end vores.
Der ligger ikke et krav fra den regionale arbejdsgiver om at fjerne en frokostpause, og det har de også gjort klart under forløbet. Men nogle af lønmodtagerorganisationer er blevet utrygge ved de aftaler, de tidligere har indgået og tolkningen af dem, på grund af Moderniseringsstyrelsens urimelige ønske om at forringe spisepausen på statens område. Det er vigtigt at understrege, at spørgsmålet om spisepausen aldrig har været en del af musketér-eden mellem organisationerne på det regionale og kommunale område. Det er en bekymring, som er vokset hos andre organisationer i den sidste del af forhandlingen.
Det er ikke en utryghed vi deler i DS!
Vores vurdering er, at formuleringerne i vores overenskomst er klokkeklare. Vi har som fuldtidsansatte ½ times spisepause hver dag. Det står nagelfast i vores aftale. Derfor er spisepausen sikret i vores egne aftaler. Vi har gjort meget for at få skabt tryghed hos de andre organisationer til allersidst med aftaletekster, der ifølge topjurister ville sikre spisepausen på det regionale område. Omvendt har vi forståelse for, at det er svært at sige ja til en aftale, hvis de ikke deler den vurdering.
Det er som nævnt DS’ hovedbestyrelses vurdering, at det er bedst og rigtigt at indgå en aftale. Det har været en rigtig svær beslutning af træffe, fordi vi jo helst ønsker alle med, men samtidig er det hovedbestyrelsens opgave at vurdere, om et resultat lever op til vores hovedkrav. Gør det det, så indgår vi forlig. Hvis ikke, så skal vi nøje overveje, om en konflikt realistisk set vil kunne skaffe os et bedre resultat.
Med den aftale, vi nu har indgået, er det lykkedes os at rykke arbejdsgiver langt i vores retning, og vi vinder ikke noget på en konflikt. Derfor ville være hovedløst og forkert at sende jer alle i konflikt og tømme strejkekassen med risiko for et lovindgreb, der stiller os ringere.
Vi i Dansk Socialrådgiverforening håber som nævnt, at de øvrige organisationer vil tilslutte sig aftalen, og – hvis de går i konflikt – at de vil opnå den tryghed omkring spisepausen, de har brug for.
Hvad sker der nu?
Denne aftale dækker kun det regionale område. I dag forhandles der videre på det kommunale og senere på statens område. Her er det vigtigt at understrege, at vi fortsat går efter fælles løsninger. Vi opfordrer kraftigt Kommunernes Landsforening til at lave en ordentlig aftale for lærerne, og på statens område skal der findes en løsning på spisepausen. Her har arbejdsgiveren, Moderniseringsstyrelsen, nemlig reelt truet med at sløjfe den. Endelig skal vi selvfølgelig også på disse to områder sikres en rimelig lønudvikling.
I hovedbestyrelsen forstår vi godt, at dette kan være svært. I ugevis har vi krævet en løsning for alle. Mange af jer er gået på gaden og demonstreret. Og det har virket, for uden jeres store opbakning havde vi ikke kunnet nå en aftale! Men det, at vi har kæmpet for en løsning for alle, betyder ikke, at vi skal følge de organisationer, som insisterer på en konflikt på det, vi mener, er et forkert grundlag. Hvis vi alle skal i konflikt, skal det være en fælles beslutning, og vi er alle – også de organisationer der endnu ikke har taget stilling til aftalen – enige om, at aftalens afgørende elementer om løn mv. er fornuftige.
Vi arbejder nu på en fælles løsning ved det kommunale og statslige forhandlingsbord, og vender tilbage, når vi har en afklaring der.
Med venlig hilsen
På vegne af en enig Hovedbestyrelse
Majbrit Berlau
Formand