TR-grunduddannelse hold 1901

TR-grunduddannelsen er for dig, der er nyvalgt tillidsrepræsentant. På uddannelsen går du på et fast hold, hvor du sammen med andre TR gennemfører fem moduler, der klæder jer grundigt på til rollen som TR.

På grunduddannelsen bliver du en del af et fast hold, hvor du med andre TR gennemfører fem forskellige moduler, der klæder jer grundigt på til rollen som TR. Der er ingen tvivl om, at jeres hold bliver en afgørende base for dig i dit TR-arbejde – for undervejs på uddannelsen skal vi lære og afprøve nye ting, dele erfaringer og reflektere sammen og ikke mindst – grine med hinanden!

Du tilmelder dig alle modulerne på én gang ved at tilmelde dig dette holdDu kan læse mere om de fem moduler og datoerne herunder – og du får tilsendt mere information om uddannelsen op til første modul.

Vi glæder os til at se dig på TR-grunduddannelsen!

Modul 1: Få et stærkt fundament

På modulet arbejder vi med TR’s fundament – i form af den danske model, fagbevægelsen og Dansk Socialrådgiverforening. Vi øver os i at hjælpe medlemmerne i deres veje gennem arbejdslivet, blandt andet ved ansættelsessamtaler – og kontrakter, sygefravær og generelle spørgsmål. Og så retter vi blikket mod forventninger til TR, TR’s opgaver og prioriteringer.

Dato: 21.-23. januar 2019

Modul 2: Tag lederskab i klubben

På modulet dykker vi ned i TR’s arbejde med klubfællesskabet på arbejdspladsen, TR’s relationer til medlemmerne og TR’s lederskab. Og så kaster vi os over arbejdet med forberedelse af lønforhandlinger – her skal vi lære om lønelementerne i overenskomsten, øve os i at forberede en lønforhandling, lægge en strategi og skabe et godt forhandlingsmandat sammen med klubben.

Dato: 4.-6. marts 2019

Modul 3: Skab forandringer på arbejdspladsen

På modulet bliver vi bedre til strategisk at løse de problemer, vi og vores medlemmer oplever på arbejdspladsen – og herigennem forbedre medlemmernes arbejdsliv. Vi skal arbejde systematisk med at kortlægge og forstå problemstillinger, identificere løsninger, og lægge strategi for hvor og hvordan vi får indflydelse, især med fokus på mulighederne i MED og ved brug af flere forskellige slags handlinger.

Dato: 11.-12. juni 2019

Modul 4: Bliv en dygtig forhandler

På modulet øver vi os i at forhandle. Vi har fokus på hele forhandlingsforløbet inklusiv selve forhandlingen med arbejdsgiveren. Herunder arbejder vi med indsamling af data og fakta, mandatafklaring, argumentation, virkemidler, uenighed, mæglerrollen og præsentation af resultater.

Dato: 28.-30. oktober 2019

Modul 5: Få indflydelse!

På modulet bliver vi klædt på til arbejdet med lokalpolitisk indflydelse, f.eks. i relation til budgetforhandlingerne. Vi arbejder med at identificere mål og løsninger, med at forstå de politiske beslutningsprocesser og aktører. Og vi øver os i strategi og kommunikation. Modulet varer to dage.

Dato: 13.-14. januar 2020