1. maj-tale 2012

Tak for invitationen til at sætte ord på, hvorfor vi på 1. maj-møderne over hele landet fejrer arbejderbevægelsen, som skabte det sociale demokrati. Der er al mulig grund til at hylde den bevægelse, som brugte de grundlovssikrede frihedsrettigheder som ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden til at sikre det sociale demokrati. Disse rettigheder ikke nogen selvfølge.

Det er ikke tilfældigt, at vi kan samles her i dag uden at skulle frygte for vores liv eller arbejde. Det gode samfund og vores rettigheder som arbejdstagere er ikke kommet af sig selv. Dem har vi kæmpet os til. Sammen!

Det fællesskab er et afgørende fundament for massevis af de goder og rettigheder, som det danske samfund byder på hver eneste dag, og som vi til hverdag kan have en tendens til at tage for givet. Dagen i dag er anledningen til at minde os selv og hinanden om, at de er resultatet af mange års fælles indsats.

Vi er nået langt – men kampen er langt fra slut. Og der opstår hele tiden nye udfordringer og dilemmaer, som vi må forholde os til. I en bestræbelse på at bevare og udvikle det samfund som vi alle sammen lever i, bidrager til og nyder godt af.

Der er stadig noget at kæmpe for.

Parolen for mødet velfærd betaler sig! En parole som bekræfter, at vi skal værne om de værdier og perspektiver, der ligger i at have et solidt velfærdssamfund.

Det er en vigtig påmindelse i en tid, hvor vores velfærdssamfund, som vi kender det, er under pres. Finanskrisen har under en vækstdagsorden fremtvunget diskussioner om den offentlige sektors størrelse og berettigelse, som truer både dem, der er på arbejdsmarkedet – ikke mindst dem, som arbejder i den offentlige sektor – og dem, som befinder sig udenfor. De arbejdsløse.

Uanset om vi er heldige at have et job, om vi er arbejdsløse, om vi er blevet gamle eller om vi er slået af pinden for en tid eller permanent på grund af sygdom eller andre forhold i vores liv, som er vanskelige at håndtere, så er vi alle medborgere og har alle ret til at blive taget alvorligt. Til at være en del af fællesskabet. Derfor er det en helt urimelig måde at forholde sig til det at være på overførselsindkomst som, at det er at leve for andres penge, sådan som nogle politikere gør. Det er en del af velfærdssamfundets fineste træk, at vi har en fælles kasse. Som vi alle indbetaler til efter evne, og som vi så kan regne med støtter os, når vi har behov. For behandling. For hjælp til at betale huslejen. For at få passet vores børn og vores gamle. For en masse helt nødvendige goder, som tilsammen understøtter, at vi også har muligheden for at bidrage.

Det skal vi værne om.

Men der er stadig noget at kæmpe for.

For selv om det moderne arbejdsliv ikke giver os de samme udfordringer som for 100 år siden, har det sine helt egne udfordringer.

En af de største udfordringer er den stigende psykiske nedslidning, som rammer ansatte i den offentlige sektor hårdt. Alene det psykisk betingede sygefravær koster samfundet 9 mia. om året. Ifølge en helt ny undersøgelse fra FTF er 23 procent af sygedagene i det offentlige relateret til det psykiske arbejdsmiljø.

I 2010 fik over 4000 personer udbetalt erstatning, fordi arbejdet havde gjort dem så syge, at de har varige mén eller nedsat erhvervsevne. Det er en stigning på 50 procent i forhold til 2006.

Det psykiske arbejdsmiljø er skyld i et sygefravær på 30.000 fuldtidspersoner årligt, og hvert år dør 1.400 lønmodtagere på grund af psykiske belastninger i arbejdet.

I de kommende trepartsforhandlinger skal vi sikre, at der både i ord og i praksis sker en ligestilling mellem indsatserne for det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

Der er stadig noget at kæmpe for.

En af de største årsager til, at så mange medarbejdere går ned med stress, er, at vi som ansatte i det offentlige ikke kan få lov til at bruge vores uddannelse til at sikre høj faglighed i indsatsen. I stedet bruger vi tiden på at administrere, dokumentere og bureaukratisere.

I Dansk Socialrådgiverforening har vi igennem en årrække undersøgt præcis, hvad socialrådgiverne bruger arbejdstiden på.

Og i runde tal har vi tilbage til 2006 konstateret, at socialrådgiverne i kommunerne bruger fire femtedele af arbejdstiden på administration, bureaukrati og møder og kun en femtedel på at tale med de mennesker, som vi er uddannet til at støtte – uanset hvad det er, vi skal hjælpe dem med.

Det svarer til, at vi bruger 11 minutter af hver time på at tale med de mennesker, det hele drejer sig om og 49 minutter på at dokumentere og administrere.

Det er ikke noget under, at den offentlige sektor er dyr.

Og det forunderlige er, at disse tal ikke har ændret sig i løbet af de seks år, hvor vi har undersøgt tidsforbruget. Hverken som følge af kommunalreformen, som blev lanceret under overskriften ”borgeren i centrum” eller som følge af de mange løfter og initiativer om afbureaukratisering, som ellers både har haft sjove navne som frihedsreform og ”væk med bøvlet”.

Til gengæld produceres der nye regler som aldrig før. I 2001 var der en årlig produktion af nye love, bekendtgørelser og cirkulærer på 1084 nye love. I 2010 var det tal vokset til 1.643 nye love, bekendtgørelser og cirkulærer. Det er en stigning på 51 pct. over et tiår, som blev indledt med et løfte fra daværende Statsminister Anders Fogh Rasmussen om at komme systemdanmark til livs.

Det er i al sin elendighed næsten komisk.

Vi skal bruge trepartsforhandlingerne til at vende denne udvikling. Vi skal skabe en gensidig tillid mellem staten og medarbejderne, så vi kan komme til at bruge vores dyrebare tid og faglighed på at løse de opgaver, som vi hver især har ekspertisen til at tage hånd om, i stedet for at skrive om dem til alle kontrolsystemerne. Kontrolsystemer ændrer nemlig ikke på noget. Det gør handling til gengæld.

Der er stadig noget at kæmpe for.

Og der er i høj grad brug for handling frem for skrivebordsmanøvrer. Jeg er dybt bekymret for, at vi er ved at skabe en ny tabt generation af unge, som aldrig får fodfæste på arbejdsmarkedet. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan for at forhindre. Og her er uddannelse et af svarene, for de unge, som er i stand til at gennemføre sådan en.

Ifølge en helt ny analyse fra AE-rådet, så er risikoen for at ende på langvarig kontanthjælp præcis 10 gange så stor for unge uden en uddannelse som for den andel af de unge, som får taget sig bare en ungdomsuddannelse. Risikoen for at havne på førtidspension er 13 gange så stor.

Det er dramatiske tal.

Ungdomsledigheden har i mere end to år stort set ikke flyttet sig og ligger i dag omkring 50.000 personer. Siden krisen satte ind, er ledigheden for de 15-29-årige vokset med ca. 30.000 personer. Den er altså mere end fordoblet. Ungdomsarbejdsløshed er nu helt oppe på 12 pct. Ligesom den var i 90’erne, hvor vi ikke fik taget os ordentligt af den. Vi slås stadig med efterdønningerne.

En stor del af de arbejdsløse unge har en masse problemer at slås med. De kan ikke umiddelbart bare gå i gang med uddannelse. De skal have hjælp. Undersøgelser fra PsykiatriFonden viser, at mindst hver fjerde af de unge, som dropper ud af uddannelsessystemet, gør det på grund af personlige, sociale eller psykiske problemer.

Hver fjerde! Det er en skandale! Alle børn i dette land er i professionelle hænder, fra første jordemoderbesøg til de forlader folkeskolen. Det kan ikke passe, at vi ikke kan opdage dem og hjælpe dem, så de ikke skal starte deres voksenliv med at være så syge, at de må opgive at uddanne sig. Det må vi kunne gøre bedre.

Det er strengt nødvendigt, at hver og en af dem får den rigtige støtte til at slå sig løs af problemerne enten helt eller delvist.

Og heller ikke her har vi brug for pjattede krav om at klikke på ind på cv’et hver 7. dag og gå til rituelle samtaler på bestemte tidspunkter.

Der er brug for, at beskæftigelsesindsatsen interesserer sig indgående for den enkelte unge og strikker et målrettet forløb sammen, som i det omfang det overhovedet kan lade sig gøre, sikrer de unge de kompetencer – både personligt, socialt og fagligt – der skal til for, at det ikke er en fremtid på sidelinjen disse kostbare unge henvises til.

Det er da det mindste vi må kunne forvente os af beskæftigelsespolitikken.

Der er stadig noget at kæmpe for!

Og nu jeg er ved forventningerne.

Jeg har flere gange nævnt forslag til temaer for trepartsforhandlingerne, som jeg virkelig håber, bliver til noget. Også noget der aftales i gensidig respekt og forståelse.

Det er dyrebart, at vi i dette land i høj grad er i stand til at gennemføre dialog og partnerskaber i forhold til at løse de samfundsmæssige udfordringer. Desværre oplevede vi under den borgerlige regering, at denne dialog ikke var så ligeværdig. Endnu værre er det, at vi også i øjeblikket, hvor parterne er i gang med at kridte banerne op, fornemmer, at det er så som så med den gensidige respekt.

En ansvarlig fagbevægelse vil naturligvis rigtig gerne bidrage til de nødvendige løsninger. Vi vil gerne gå ind i et gensidigt forpligtende partnerskab om at finde veje ud af krisen. Men det er ikke realistisk at tro, at der kan komme en aftale ud af en dialog, hvor en af parterne udelukkende kræver ind og en anden udelukkende forventes at levere. Det er der ikke meget gensidighed i. Eller respekt for den sags skyld. Fagbevægelsen har masser af gode ideer. Men hvis manuskriptet er skrevet på forhånd, er der jo ingen grund til at indkalde os.

Derfor skal både trepartsforhandlingerne og de mange kommende reformer, som regeringen har varslet sikre, at

• Vi fortsat er et samfund, som ser vores problemer i øjnene og finder gode løsninger
• Vi fortsat er et samfund, hvor man kan have tillid til at det offentlige hjælper en, hvis man har behov for det
• Vi fortsat er et samfund, der både stiller krav, men også rækker en hånd ud.
• Vi fortsat er et samfund, der er karakteriseret ved medborgerskab, medbestemmelse og demokrati. For alle.

Der er stadig noget at kæmpe for.

Gå med i kampen!

Rigtig god 1. maj