Det ville være en katastrofe, hvis der ikke var socialrådgivere på hospitalet

Hjælp fra en socialrådgiver med specialiseret viden om socialmedicin og sammenhængene mellem det biologiske, psykologiske og sociale bør være tilgængelig for alle patienter, der har brug for det.

Når en livskrise rammer, er det for mange helt afgørende at få hjælp til at håndtere hverdagen. Selv småting kan blive uoverkommelige opgaver, når et menneske eller en familie rammes af alvorlig sygdom.

Derfor kan hjælp til for eksempel at overskue budgettet, kontakte kommunen og holde styr på behandlingsforløbet være afgørende for, at patienten og de pårørende har overskud til at håndtere sygdommen og den angst og fortvivlelse, der ofte følger med.

Det er præcis, hvad socialrådgiverne på landets sygehuse og hospitaler er eksperter i. Et eksempel: Ida er indlagt på et psykiatrisk sygehus.

Hun lider af en personlighedsforstyrrelse, har svært ved at knytte sig til andre mennesker og er i perioder voldsomt depressiv med selvmordstanker. Derudover har hun smerter i ryggen og mangler et job.

Ida skal have hjælp til at få sit liv til at hænge sammen, så hun kan bruge ressourcerne på behandlingen, og derfor får hun psykiatrisygehusets socialrådgiver som kontaktperson.

Socialrådgiveren har indsigt i både det psykiatriske og sociale område, herunder junglen af paragraffer og kommunale enheder, og sikrer, at de forskellige fagpersoner og afdelinger koordinerer og samarbejder om Idas samlede forløb, så det bliver overskueligt, og hjælper hende samtidig med at forstå de aktiviteter og krav, der indgår i hendes plan.

Ida og mange andre patienter har brug for hjælp til at holde styr på deres behandlingsforløb og håndtere hverdagen. Det er præcis, hvad socialrådgiverne på landets sygehuse og hospitaler er eksperter i.

Derfor undrer det os, at de fem formænd for regionerne her i avisen i sidste måned foreslog 1.000 nye såkaldte brobyggersygeplejersker som løsningen på problemerne med manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Med de seneste mange års besparelser har politikerne skåret sundhedsvæsenet helt ind til benet.

Derfor kan vi kun bakke op om forslag, der medfører flere kolleger til de læger og sygeplejersker, som løber fodsålerne tynde for at nå deres arbejdsopgaver. Men hvis vi skal skabe bedre sammenhæng, er flere socialrådgivere uomgængelige.

Sygeplejersker er uddannet til at tage sig af patienternes behov for pleje og behandling samt at håndtere deres medicin, men hvis de også skal tage sig af kontakten til institutioner og kommune for patienter med sociale problemer, kræver det en stor investering i efteruddannelse og vil kun løse en del af problemet.

Det er efter vores mening helt tosset at bruge ressourcer på, når socialrådgiverne ansat på landets sygehuse kan netop det. Derfor bør hjælp fra en socialrådgiver med specialiseret viden om socialmedicin og sammenhængene mellem det biologiske, psykologiske og sociale være tilgængelig for alle patienter, der har brug for det.

Det er ikke kun noget, som vi siger.

Både læger og sygeplejersker er enige. Her for eksempel sygeplejerske Rikke Karlsen fra Rigshospitalets afdeling for hjertebørn, der i februar udtalte: »Det ville være en katastrofe, hvis der ikke var socialrådgivere her. Når børn skal opereres for alvorlige sygdomme, skal forældrene med. Så de bliver revet ud af en helt almindelig hverdag på grund af deres syge barn, og det kan betyde økonomisk ruin, hvis de ikke får hjælp fra socialrådgivere med indsigt i deres situation.« Og som overlæge Hanne Vebert Olesen fra Center for Cystisk Fibrose på Aarhus Universitetshospital sagde i forbindelse med en af de mange sparerunder: »Vi skal væk fra forestillingen om, at sundhedspersonale alene består af sygeplejersker og læger.

På et moderne sygehus er psykologer, social-og sundhedsassistenter samt specialiserede pædagoger og socialrådgivere en integreret del af personalet, som sikrer, at patienter behandles som hele mennesker.

Hvis politikerne i både regionerne og på Christiansborg vil skabe bedre sammenhæng for patienterne, er der kun én vej, nemlig at sørge for langt flere socialrådgivere i sundhedsvæsenet.

Det er efter vores mening helt tosset at bruge ressourcer på, når socialrådgiverne ansat på landets sygehuse kan netop det.