Forlæng dagpengeperioden

Debatten om konsekvenserne af halveringen af dagpengeperioden kører heldigvis for fulde gardiner lige nu. Heldigvis, fordi det er så vigtigt, at vi for alvor får konsekvenserne frem i lyset. Det kom de nemlig ikke dengang skidtet blev vedtaget. Det skyldes bl.a. at høringsfristen vedrørende lovforslaget om halvering af dagpengeperioden slog alle tidligere rekorder i korte høringsfrister ved kun at være på fem dage. Heraf en lørdag og en søndag. Den korte svarfrist betød, at de nødvendige spørgsmål ikke blev stillet og besvaret, og derfor står vi nu med flere spørgsmål end svar på, hvad der nu kan gøres for at forhindre, at et ukendt antal ledige tager en spurt ned i social deroute.

Der var en række argumenter, som lå til grund for forslaget i sin tid. Det første argument var, at den danske dagpengeperiode er lang sammenlignet med andre lande. Et forsigtigt spørgsmål til det argument er, hvilken betydning det har? Længden er vel ikke et argument i sig selv, hvis ikke der er erfaringer for, at lige præcis længden har en betydning? Muligvis forsøgte man at svare på dette spørgsmål, da man påhæftede den næste argumentation, nemlig henvisningen til tidligere erfaringer med at forkorte dagpengeperioden. Her peges nemlig på, at det i 1990’erne var sådan, at hver gang man forkortede dagpengeperioden, senest i 1999, så man en stigning i søgeintensiteten hos de ledige som fulgte med varigheden. Sågar står der i lovforslaget, at langt de fleste finder arbejde inden dp-perioden udløber.  Dette argument lever i bedste velgående. Men skal man tænke den tanke til ende, er der flere spørgsmål der rejser sig; betyder det, at hvis vi helt afskaffede dagpengene, så vil ledigheden forsvinde? Eller betyder det, at ledigheden alene er et spørgsmål om de lediges søgeintensitet? Eller om hvor alvorligt de mener det, når de sender en ansøgning? Skaber det virkelig flere jobs?

Et syvende spørgsmål er, om der er nogen, der har tænkt på, at vi siden 1999 har haft Claus Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister? Det har bl.a. har betydet, at vi siden 1999 har fået et hav af nye bestemmelser, som skal sikre og kontrollere, at de ledige står til rådighed, og derudover kontrollerer, at de ansatte i jobcentrene administrerer disse bestemmelser til punkt og prikke med stort, stort fokus på rettidighed og sanktion – igen både overfor de ledige og overfor jobcentrene. Baserer den beregnede gevinst ved at halvere dagpengene sig ikke på en tid, hvor der ikke var dette store fokus på rådighedskontrollen? Eller er der alligevel ingen der tror på, at alle disse mange kontrolkrumspring har en effekt? Og hvorfor bliver de så ikke afskaffet?

I arbejdsmarkedskommissionens (AMK) rapport ”Velfærd kræver arbejde” anbefalede man en modernisering af dagpengesystemet. Ikke i helt samme udgave som den, der nu er en realitet, men argumentationen ligner til forveksling den samme. AMK fik sågar lavet en særlig undersøgelse af de lediges motivation, som skulle afdække betydningen af den i forhold til graden af selvforsørgelse. Undersøgelsen havde ifølge AMK den hovedkonklusion, at motivationen hos de ledige ikke har nogen signifikant indvirkning på graden af selvforsørgelse. Er det ikke et tegn på, at alle Claus Hjorts kontrolsystemer betyder, at man som ledig i Danmark ikke kan gå og gemme sig i kolonihaven uden at miste retten til sine dagpenge? Og at argumentationen om søgeintensiteten derfor er tom? AMK vurderede desuden at en forkortelse af dp-perioden ville skaffe 10.000 flere job, som den forrige regering hævede til 13.000. Hvor kommer alle disse job pludselig fra?

Og så er der de økonomiske gevinster. Ifølge lovforslaget skulle der være nogle milliardgevinster ved reduktion i dagpengeudbetalingen og aktiveringsindsatsen. Her fra har man trukket nogle mia. til udbetaling af kontanthjælp og mere aktivering til kontanthjælpsmodtagere. Jeg er ikke så talstærk, at jeg er i stand til at betvivle de tal. Men har man tænkt over, at der, nu, når krisen alligevel ikke er slut (det blev vi nemlig også lovet da beslutningen blev taget), kan der blive rigtig mange familier, som bliver berettiget til dækning af enkeltudgifter til medicin, behandling, uforudsete regninger og den slags? Der vil også være flere, der får ret til øget boligsikring, til særligt tilskud til høj husleje og til friplads i daginstitution. Har nogen regnet på, hvad det vil koste? Og så er der det problem, at par der er gift med hinanden står væsentlig dårligere stillet økonomisk efter stop af dagpengene end par, der bor sammen uden at være gift, fordi der er gensidig forsørgerpligt for ægtefæller. Det vil V og K vist løse ved at indføre gensidig forsørgerpligt også for samlevende. Fed ide! Så får vi endnu flere mennesker, som uforskyldt får seriøse økonomiske problemer.

Vi har med andre ord en kæmpe udfordring 1. januar, når de første mister dagpengene. Arbejdsgiverne peger med en tyk finger på jobcentrene som ansvarlige for at løse den. Og jobcentrene har også en del af ansvaret. Men lad mig lige minde om, at jobcentrene også fra 1. januar skal i gang med at indføre rehabiliteringsteams og ressourceforløb for alle dem, som vi i henhold til førtidspensionsreformen skal støtte i ikke at blive førtidspensionister. De skal også finde fleksjob på helt ned til 5 timer om ugen, som følge af fleksjobreformen. Og nu forventes det så også, at de holder ugentlige samtaler med alle dem, som mister retten til dagpengene, uden at den beslutning på nogen måde er velbegrundet. Det kommer til at gå grueligt galt. Lad os give os selv tid til at finde nogle løsninger før vi klipper de lediges forsørgelse. Forlæng igen!