Grib chancen – gør hovedrent i reglerne, så flere kan komme i job

Lovgivningen på beskæftigelsesområdet har gennem de seneste mange år udviklet sig til en gigantisk spærreballon for arbejdet med ledige borgere. Loven burde være et solidt og klart grundlag, som både borgere, socialrådgivere, kommuner og andre kan støtte sig til, men de 30.000 siders lovstof er uoverskueligt og unødigt kompliceret, skriver Majbrit Berlau i en kronik i Berlingske Tidende.

Derfor er det kun godt, at politikerne i de kommende måneder skal forhandle regeringens udspil til en forenkling af beskæftigelsesområdet. Det er en fantastisk mulighed for at skabe et system, der er til for borgerne, og som borgerne kan have tillid til. Men for at vi kan nå derhen, er vi nødt til at tage livtag med de forhindringer, der i dag udfordrer indsatsen for særligt de udsatte ledige – og som gør et opgør med det nuværende system bydende nødvendigt.

Tillidskrise

De seneste 15 år har politikerne opbygget et rigidt kontrolregime, som har skabt mistillid mellem borger og system. Skiftende regeringer har strammet kontrollen med de ledige, gradvis sænket ydelserne og dermed gjort folk fattigere. Det har efterladt mange ledige, som i forvejen kæmper med store problemer, i en endnu mere udsat position end tidligere.

Når vi socialrådgivere samarbejder med borgerne om at håndtere deres udfordringer og bringe dem videre i for eksempel uddannelse eller job, lykkes det ikke på grund af, men ofte på trods af, politikernes fokus på at presse de ledige. Tillid og tid til den enkelte borger er forudsætningen for succes og, ja, vi skal stille krav – og det gør vi også – men vi kan se, at fattigdom, sanktioner og straf gør arbejdet med udsatte ledige langt sværere, end det burde være. Det samme viser forskningen på området.

En ny undersøgelse fra Aalborg Universitet konkluderer, at de seneste årtiers stadigt strammere kurs over for de udsatte ledige har fejlet. Forskere som Sophie Danneris har vist, hvordan forsøget på at presse folk i job ved at gøre dem fattigere i stedet skubber dem endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, og de økonomiske vismænd siger nu, at vi ikke når længere med økonomiske incitamenter, men i stedet skal bruge sociale indsatser, uddannelse og sundhedsmæssige tiltag.

Samtidig er der berettiget kritik af, at mange borgere med alvorlig sygdom og andre problemer ikke kan få førtidspension. Nogle kommuner tolker loven meget stramt, bruger standardløsninger til borgerne fremfor skræddersyede forløb og sætter økonomi højere end socialrådgivernes faglige vurderinger. Mange socialrådgivere oplever, at de har ansvaret for langt flere borgere, end det lader sig gøre, hvis de skal yde en grundig, socialfaglig indsats.

Endelig er systemet alt for bureaukratisk. For det første fordi lovgivningen nu er mere end 20 gange længere end Bibelen og unødigt kompliceret – for eksempel inddeles borgerne i op mod 80 undergrupper, som alle har forskellige regler. For det andet fordi der mangler sammenhæng, både mellem lovgivningen på socialområdet og beskæftigelsesområdet og mellem kommunernes forvaltninger.

Fremtidens beskæftigelsessystem

Der er derfor behov for et fundamentalt opgør med det nuværende system.

Hvis vi skal skabe et ordentligt system, der i højere grad end i dag hjælper de udsatte ledige, er det helt afgørende, at politikerne genopbygger systemet på en realistisk forståelse af borgerne.

Mange har en række problemer på én gang: Manglende kompetencer, psykiske lidelser, social isolation, dårligt helbred og elendige erfaringer fra arbejdsmarkedet. Samtidig ved vi, at hver femte kontanthjælpsmodtager har været anbragt som barn, og mange har været ude for svære begivenheder som dødsfald i familien, skilsmisser og lignende.

Derfor bør politikerne sikre, at udsatte ledige har et økonomisk fundament, der hjælper dem til at arbejde med deres udfordringer. Kontanthjælpsloft, 225-timers regel og integrationsydelsen skal derfor afskaffes, og langt flere end i dag skal tilbydes revalidering – en ordning der bliver brugt stadigt mindre til trods for, at den er danmarksmester i at få udsatte borgere i job. Det ville virkelig rykke noget for både borgerne og os, der arbejder for at hjælpe dem videre.

Samtidig skal flere have ret til førtidspension. Punktum. Beskæftigelsesministeren har allerede lovet ændringer, og jeg håber, at alle partier vil være med til at sikre økonomisk tryghed og ro til borgere, der er for syge til at arbejde. Det kræver helt konkret en ændring af lovens krav om, at borgerens arbejdsevne »helt åbenbart« ikke kan forbedres, som ligger til grund for nogle kommuners stramme fortolkning af reglerne.

I det hele taget skal der gøres hovedrent i beskæftigelseslovgivningen, som efterhånden er blevet ulæselig med alt for mange særregler og målgrupper. Den enkelte socialrådgiver bruger uforholdsmæssigt megen tid på at finde rundt i loven, og samlet set fylder bureaukratiet op mod 80 procent af socialrådgivernes tid – tid der er brugt langt bedre på samtaler med borgerne.

Halv lovgivning for det hele menneske

En realistisk forståelse af borgerne betyder også, at hver enkelt borger opfattes og behandles som et helt menneske, både i lovgivningen og i den kommunale praksis. Da jeg i april sidste år besøgte statsministeren for at tale om fremtidens offentlige sektor, tog jeg Peter med – ikke i kød og blod, men som en planche, der illustrerer udfordringerne ved systemet. Peter er et typisk eksempel på de 70 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der har en række problemer ud over ledighed. Han har blandt andet dårlig ryg, lider af en depression efter mange år som ledig og har ikke færre end otte handleplaner og 17 forskellige fagpersoner, der prøver at hjælpe ham. Det er dybt forvirrende, og derfor bør alle borgere have ret til at få én samlet plan hos en koordinerende sagsbehandler.

Det kræver, at politikerne tænker lovgivningen på henholdsvis socialområdet og beskæftigelsesområdet sammen, og at kommunerne afsætter ressourcer til de socialrådgivere, der skal samle trådene i borgerens sag, følge op og sætte nye initiativer i gang.

Endelig ser vi i disse år en meget opløftende tendens i en række af landets kommuner, der trods stramme budgetter har valgt at sætte flere penge af til indsatsen for at få flere i job og uddannelse.

Kommuner som Hjørring, Aabenraa og Silkeborg har opnået imponerende resultater ved at sætte penge af til bedre tilbud, mere tid til samtaler med den enkelte borger og grundig opfølgning. Dermed får borgerne hjælp og støtte, som er tilpasset den enkeltes behov som for eksempel rådgivning, uddannelse, fysioterapi, misbrugsbehandling og virksomhedspraktik.

Her er det afgørende, at socialrådgiveren har tid til at følge hver enkelt helt tæt for at støtte og fastholde borgeren i et godt forløb – det kræver selvfølgelig flere ressourcer, men resultaterne fra de tre kommuner viser, at strategien betaler sig, selv på kort sigt. For eksempel fik Aabenraa på blot et år flyttet halvdelen af kommunens udsatte ledige fra kontanthjælp og i job, uddannelse eller på andre ydelser som førtidspension og sparede samtidig millioner af kroner. Nu skal vi bare have resten af kommunerne med, og jeg vil opfordre politikerne på Christiansborg til at hjælpe udviklingen på vej ved for eksempel at oprette investeringspuljer, som kommunerne kan søge.

Vi har i Dansk Socialrådgiverforening mange andre forslag til forbedringer, som vi allerede i efteråret sendte til både regeringen og Folketingets partier. Nu er det op til politikerne at indrette systemet, så det bygger på tillid til borgerne fremfor kontrol og straf og tilbyder dem en ordentlig indsats. Hvis det lykkes, har vi alle vundet en stor sejr – både borgere, socialrådgivere og samfundet som helhed.