Herning-modellen må ikke blive en spareøvelse
Byrådet i Herning Kommune vil skære 14 millioner kroner til indsatserne forbundet med den såkaldte Herning-model med en helhedsorienteret indsats for udsatte børn og unge. Men forventningen om hurtige besparelser må ikke spænde ben for det gode sociale arbejde, som på lang sigt er en både menneskelig og økonomisk vindersag.
Politikerne i Herning Byråd vil spare 14 millioner kroner på arbejdet med udsatte børn og unge og deres familier. Baggrunden er, at omlægningen til den såkaldte Herning-model, også kaldet Sveriges-modellen, endnu ikke har medført de besparelser, kommunen regnede med, og politikerne har derfor ikke sat penge nok af til at opretholde de planlagte tilbud.
Herning-modellen går kort fortalt ud på, at arbejdet med udsatte børn og unge organiseres på tværs af kommunens forvaltninger, så forskellige fagpersoner som socialrådgivere, psykologer og sundhedsplejersker arbejder sammen i teams, der følger det enkelte barn og dets familie tæt og sætter tidligt ind med hjælp og støtte. Det kræver tid, og Herning Kommune har derfor investeret millioner i bedre tilbud og flere socialrådgivere.
Herning er dermed frontløber for en helhedsorienteret indsats for udsatte børn og unge, og socialrådgiverne, der arbejder med modellen i Herning, blev i 2015 hædret som faglige foregangsmænd med prisen Den Gyldne Socialrådgiver.
Men de nye besparelser tyder på, at politikerne forveksler mål med middel. Målet med modellen skal være en tidligere og grundigere indsats for de udsatte børn og unge, og et af midlerne hertil er flere ressourcer. Det er kun godt, hvis det så gavner kommunens økonomi på længere sigt, men forventninger om at spare penge må ikke spænde ben for det sociale arbejde. Med de besparelser, politikerne lægger op til, gambler de med hele fundamentet for modellen – og i sidste ende udsatte børn og familiers trivsel.
Vi taler om en meget gennemgribende omstilling til tværfaglighed, tættere opfølgning og tidlig, forebyggende indsats. Det kræver ressourcer og tid og dermed også politisk tålmodighed, og i stedet for at budgettere med kortsigtede, økonomiske gevinster, skal politikerne løbende følge udviklingen og sætte de penge af, der kræves for at indsatsen virker. Vi er meget enige med socialpædagogerne, der i et læserbrev for nylig påpegede: »Det tager tid at se effekten af tidlige og helhedsorienterede indsatser« .