Hvad får de gule?

Pinsesøndag berigede ASE-direktør Jesper Bøge os i kronikken i Politiken med sin gule vision om LO-fagbevægelsens endeligt som monopoliseret forhandlingspartner.

Henover 2.000 ord hudfletter den gule direktør både strejkeretten, overenskomstforhandlingerne, trepartsforhandlingerne og flexicurity. Det, der generer direktøren, er, at den danske model får kredit for at være stærkt medvirkende til Danmarks succes der, hvor den kan konstateres. Direktør Bøge mener snarere, at modellen udgør ’en barriere for at reformere og udvikle arbejdsmarkedet i et naturligt tempo’. Dette er altså den gule fortælling om den danske models storhed og snarlige fald, som ifølge kronikøren rummer en kærkommen mulighed for at anerkende det gule alternativ, som ”mange hundrede tusinder almindelige danske lønmodtagere” ifølge direktøren er medlemmer af.

Det kan undre, at Politiken vil lægge spalteplads til sådan en omgang salgspræget varm luft i gule balloner. For det første er den etablerede fagbevægelse samlet ikke bare i LO, men også i de partipolitisk uafhængige hovedorganisationer FTF og AC, som sammen med LO organiserer over 1,5 mio. lønmodtagere. Det er mere end fire gange så mange som de ca. 344.000 lønmodtagere medlemmer af gule foreninger, som direktøren henholder sig til. Hvad er det nu man siger? En – to – mange?

For det andet er rygterne om den danske models død stærkt overdrevne. Det er helt rigtigt, at den kræver løbende tilpasning til det moderne samfunds behov. Den tilpasning tager fagforeningerne samlet set et stort medansvar for. Til gavn for både lønmodtagere og arbejdsgivere – og dermed for hele det danske samfund. Og det er stadig i dén grad med til at sikre ro på arbejdsmarkedet. Ikke fordi alle vores medlemmer hele tiden er enige med os i alt. Men i høj grad fordi vi tager diskussionerne. De aktuelle trepartsforhandlinger er et godt eksempel på, at fagbevægelsen påtager sig et kæmpe medansvar for at reformere og udvikle arbejdsmarkedet. Men alt det ved direktøren selvfølgelig ikke, for han er slet ikke med.

Dertil kommer jo alt det, som de enkelte professionsforeninger tilbyder vores medlemmer: Løbende interessevaretagelse, påvirkning af arbejdsmiljøet, voldsforebyggelse, advokatbistand, TR-uddannelse, arbejdsmiljøuddannelse, politisk påvirkningsarbejde, faglige temadage, internationalt solidaritetsarbejde, udarbejdelse af både professionsstrategier og – etiske fundamenter, etablering af faglige fællesskaber, påvirkning og af uddannelserne, udvikling af faget, karriererådgivning, synlighed og saglighed omkring professionerne i den offentlige debat og fagblade, som hele tiden holder medlemmerne ajour med, hvad der rører sig. For nu bare at nævne noget af det.

”Og alt det er vi så ved at smide over bord, fordi vi ikke gider betale for at være medlem af 3F eller HK, men i stedet foretrækker billigere, politisk uafhængige alternativer”, konstaterer ASE-direktøren. Det gule alternativ er altså primært interessant på grund af prisen, forstår man. For selv om kronikøren slutter sin aflivning af den danske model af med at konstatere, at en ny model passende kunne kaldes ”den gule model”, så bruger han ikke ét af kronikkens 2.000 ord på at fortælle, hvad den går ud på. Hvad får man, hvis man vælger gult?