Tusinder ender i social katastrofe

Det er ikke godt for samfundet og fællesskabet, at den danske model bliver halt. På længere sigt vil det ramme væksten, fordi vi skubber kvalificeret arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet.

Grethe er 56 år og sosu-assistent. Jens-Peter fylder 40 næste gang og har en læreruddannelse i bagagen. Anders er 47 og biolog, mens Camilla blev 27, den dag hun var udlært som kontorassistent i kommunen.

De har oplevet det, som mange danskere frygter mest af alt, nemlig at miste jobbet. Og de er blandt de 2.400 danskere, der hver måned kan se frem til at miste retten til dagpenge i 2013.

Som fagforeninger, der repræsenterer godt 500.000 offentligt ansatte, er vi selvfølgelig kede af det på vores medlemmers vegne. Vi kender jo Grethe, Jens-Peter, Anders, Camilla og alle de andre, der nu mister deres økonomiske fundament i tilværelsen. De fleste af dem vil ikke engang være berettiget til kontanthjælp. Så for flertallet af de berørte er det en økonomisk og social katastrofe.

Men når vi her forud for Folketingets åbning er gået sammen om et åbent brev, som vi i morgen afleverer til politikerne på Christiansborg, skyldes det de alvorlige samfundsmæssige perspektiver, som gør os dybt bekymrede. Det har nemlig ikke alene konsekvenser for dem, der bliver ramt. Sagen er, at vi er på vej til grundlæggende at ændre den model, som vi gennem mange år med stor stolthed har bygget vores arbejdsmarked op omkring.

I Danmark har vi et fleksibelt arbejdsmarked. På den ene side er det let for de danske arbejdsgivere at hyre og fyre medarbejdere, så virksomhederne og det offentlige hurtigt kan indrette sig efter den aktuelle udvikling. På den anden side er der for de ansatte en tryghed og sikkerhed i form af dagpenge, hvis man mister sit job.

Når vi som fagforeninger, gennem overenskomsterne, har medvirket til denne model, skyldes det, at den har vist sig at være nøglen til vækst, velstand og velfærd.

I mange andre europæiske lande er det særdeles vanskeligt for arbejdsgiverne at skille sig af med arbejdskraften. Det er dyrt og tager lang tid. Derfor har arbejdsgiverne i disse lande sværere ved at være omstillingsparate og fleksible. Men den danske model har sine to ben – og nu er man altså ved at skære det ene ben over.

Det er ikke godt for samfundet og fællesskabet, at den danske model bliver halt. På længere sigt vil det ramme væksten, fordi vi skubber kvalificeret arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Så det handler altså ikke kun om Grethe, Jens-Peter, Anders og Camilla. Det handler om os alle og om sammenhængskraften i samfundet.

Den offentlige sektor spiller en nøglerolle for sammenhængskraften. Ikke som modsætning til den private sektor, men som forudsætningen for, at der kan ske vækst og jobskabelse i den private sektor.

Borgere og virksomheder skal have en sikkerhed for, at kvaliteten er i top hele vejen rundt – når det gælder pædagogisk stimulering af børnene i børnehaverne, når det gælder en god uddannelse af vore børn og unge i skoler og uddannelsesinstitutioner, gratis og uafhængige universitetsuddannelser, sikkerhed for den nødvendige pleje i alderdommen, kvalitet i sundhedssystemet, hvis man bliver syg, samt hurtig og effektiv behandling af sager som bygge- og miljøtilladelser mv.

I den forbindelse er det værd at huske på, at det er de lande med den mest udbyggede offentlige sektor, der har klaret sig bedst igennem den økonomiske krise. Netop fordi offentlig service ikke er en hindring for privat vækst, men en forudsætning.

Det offentlige som arbejdsgiver har derfor også et ansvar for sammenhængskraften og væksten.

En ny opgørelse fra Verdensbanken viser, at Danmark ligger på en førsteplads i verden, når det gælder god offentlig administration, så vi spilder ikke tiden. Og der ligger mange meningsfulde job og venter i staten, i kommunerne, i regionerne, ligesom der er en forpligtelse til at sikre den tilstrækkelige og veluddannede arbejdskraft for fremtiden.

En ny undersøgelse viste for et par uger siden, at danskerne frygter arbejdsløshed mere end noget andet. Mere end for eksempel vold, forurening og kemikalier i varer. At have et arbejde er det mest ressourcebærende i vores samfund.

Er man sat udenfor, stemples man som en dårlig borger og en dårlig arbejdskraft.

Arbejdsgiverne foretrækker at ansætte dem, der i forvejen har et job, og mange arbejdsløse fortæller, hvordan de efterhånden frygter mødet med andre mennesker. Ikke mindst derfor er opkvalificering, videreuddannelse, jobrotation, praktikforløb med videre af afgørende vigtighed. Det sikrer både velfærd og vækst på den lange bane.

Pengene er der faktisk allerede nu. For selv inden for en nulvækstramme bruger kommunerne af frygt for sanktioner færre penge, end de må.

Vi er klar over, at det er en svær opgave, vi står over for. Det er ikke let at balancere et land gennem en økonomisk krise.

Netop derfor er det vigtigt at få alle med. Vi offentligt ansatte er klar og vil gerne være med til at finde løsninger, der sikrer vækst og investering i fremtiden.

Derfor afleverer vi i morgen, når Folketinget åbner, dette åbne brev til politikerne, hvor vi foreslår:

• Genoptjeningskravet mindskes fra 52 til 26 uger.
• Jobrotation med fuld genoptjening til dagpenge.
• Ansatte i tilskudsjob skal optjene dagpengeret.
• Aktivering skal ikke tælle med i dagpengeperioden.
• Sikring af forsørgelsesgrundlag til mennesker, der falder ud af dagpengesystemet.
• Flere vækstinitiativer, som virker her og nu, for eksempel at puste liv i det offentlige forbrug.
• En midlertidig forhøjelse af det kommunale anlægsloft, hvis det der med kickstarten skal tages alvorligt.

Så kære politikere. Lad os sammen finde en holdbar løsning. For Danmarks skyld.