Vi kan organisere os til bedre velfærd

I debatten om de udfordringer, Danmark står i, er der overordentligt stort fokus på arbejdsstyrken. Både på dem, der er en del af den, og dem, der står uden for.

Der presses på med reformer, som via forskellige drej på håndtagene vil øge arbejdsudbuddet, for dermed angiveligt at bidrage til løsningen af den økonomiske andel af udfordringerne. Flere af reformerne er allerede i hus.

Den stærkt omdiskuterede skattereform blev solgt med fokus på lettelser i skattetrykket for hårdtarbejdende lønmodtagere, »…. dem, der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde«, som skatteministeren skrev i Berlingske i januar.

Reformerne af fleksjob og førtidspension, som bl.a. skal forebygge unødig tilgang til de to ordninger, har også fokus på, at vi ikke har råd til at forsørge så mange, men i stedet også skal have dem med nedsat arbejdsevne i drift, hvis skuden skal komme på ret køl.

Der har også været tiltag, som ikke kom i hus. Især er det begrædeligt, at trepartsforhandlingerne blev afbrudt, næsten før de kom i gang. I fagbevægelsen var vi mere end klar til konstruktive diskussioner om, hvordan vi sammen med arbejdsgivere og regering kunne igangsætte initiativer, som via et velfungerende arbejdsmarked kunne hjælpe os på vej ud af krisen.

Og så strandede det hele på en gold optagethed af at øge arbejdstiden for dem, som allerede har et job. Det er møgærgerligt. Potentialet i trepartsforhandlingerne var stort. Nogle af elementerne må og skal derfor tages op igen senere.

Der er ingen tvivl om, at et samfund som det danske skal være optaget af befolkningens bidrag til økonomien via den daglige indsats på arbejdsmarkedet. Men min opfordring til regeringen er alligevel at løfte blikket lidt fra at vride flere arbejdstimer ud af den allerede arbejdende befolkning og i stedet interessere sig for to helt nødvendige reformer, som nu bør sættes på dagsordenen:

1) En styringsreform, som for alvor skal aflive de millioner af indholdstomme arbejdstimer, der er kommet ud af kontrolhysteriet og det monstrøse bureaukrati, det har skabt. De timer, vi lægger, skal jo gerne rent faktisk flytte noget.

Og 2) en rehabiliteringsreform, som skal sikre, at vi konsekvent arbejder tværfagligt, tværsektorielt, helhedsorienteret og respektfuldt sammen med de mennesker, som i en kortere eller længere periode er slået af banen på grund af komplicerede og sammensatte problemer. Så også de får en reel chance for at få glæde af ’leverpostejsreformens’ lyksaligheder, og vi alle sammen kan glæde os over også deres daglige bidrag til den økonomiske bæredygtighed.

I dag er unødvendigt bureaukrati en enorm arbejdsbelastning, som sluger utallige timer og plager både borgerne og det faglige personale.

Vi ser det overalt. Organisationen FTF, der repræsenterer mere en 80 forskellige fagforeninger, har gjort op, at offentligt ansatte bruger 60 millioner timer årligt på administration. Socialrådgiverne i jobcentrene bruger konsekvent kun 20 pct. af arbejdstiden på at tale med de ledige og 56 pct. af tiden på rent administrative opgaver.

Børnefamiliesocialrådgiverne kan kun hellige 14 pct. af arbejdstiden til mødet med de udsatte børn og deres familier, mens 43 pct. går med rent skrivebordsarbejde. Det er det glade – golde – vanvid. Det er klart, at sagsbehandling ikke kun kan handle om dialog og handling. Der er nødt til at være et element af administration. Men fordelingen mellem det og tiden til at fokusere på dem, som skal have glæde af indsatsen, er så skæv, at det skriger til himlen.

Der er mange årsager til bureaukratiets ukontrollerede vækst. Politikernes mistillid – navnlig under den forrige regering – til, at borgerne og medarbejderne i dette land er både ærlige og arbejdsomme er en af dem.

En anden er styringen med statsrefusion reguleret via et hav af mere eller mindre vilkårlige krav om indhold og tidsfrister, som alt sammen lammer kreativitet og målrettethed i forhold til indsatsen over for den enkelte.

En tredje er markedsgørelsen af de klassiske offentlige opgaver, som forudsætter detaljerede beskrivelser af hver eneste lille ydelse, det offentlige producerer, alene for at den kan prissættes og udbydes.

En fjerde er den skarpe adskillelse mellem både sektorer og forvaltninger, som uagtet kommunalreformens glade visioner om enhedsforvaltninger og stordriftsfordele har utallige eksempler på det stik modsatte. Og endelig er der den stramme økonomi, som har øget (budget)styringen ekstremt, og som derfor også har genereret masser af krav til uproduktiv livrem og seler-kontrol. Just in case …

Resultatet er, at vi bruger kræfterne på at mætte systemets krav om dokumentation for, at der er styr på det hele, på bekostning af borgernes berettigede forventning om at opleve hjælp og smidighed, når lokummet brænder.

Styringsreformen skal kort fortalt give medarbejdernes faglighed en nøglerolle, sætte borgeren i centrum og fokusere mere på, hvad der kommer ud af indsatserne end på, hvilken vej vi gik for at nå i mål.

Dermed skal vi f.eks. i jobcentrene ikke længere stirre stift på, om samtalen med den ledige er holdt til tiden, afviklet i henhold til den gældende samtaleskabelon og behørigt indrapporteret, så refusionen kommer i hus. Eller om det beskæftigelsesfremmende tilbud, der gives, er i overensstemmelse med den forestilling om, hvad der skal til, som paragrafferne på forhånd har besluttet, uden smålig skelen til, om det er noget, den ledige, som er genstand for hysteriet, kan bruge til noget.

Tusindvis af beretninger fra sygemeldte og ledige om ydmygende, ubrugelige og frem for alt ikkejobskabende forløb af den kaliber må være aldeles tilstrækkeligt til, at vi nu tager skeen i den anden hånd.

Regeringsgrundlaget nævner da også flere steder, at udviklingen skal vendes. Det står spredt og upræcist, uden tvivl fordi det er en svær nød at knække. Men ambitionen er god nok.

Nu er tiden inde til at påtage sig opgaven, folde problemerne ud og formulere en klar vision for sådan en reform. De spredte forsøg på afbureaukratisering, som vi har set, er fine, men vi har lang erfaring for, at spredt fægtning på dette felt ikke løser problemerne. En ægte styringsreform, som for alvor gør op med bureaukratiet, skal gå anderledes grundlæggende til værks, hvis vi skal regelhelvedet til livs.

Et af trepartsforhandlingernes temaer var netop et forpligtende partnerskab om at udvikle nye systemer og arbejdsformer og få dem på plads i praksis. Målet er at skabe en moderne offentlig sektor, der løser opgaverne effektivt, fleksibelt og i et helt andet samspil med borgerne, som inddrages langt mere – og mere forpligtende! – i løsningen af opgaverne.

Styringsreformen skal decentralisere og åbne for et større fagligt spillerum i institutioner og forvaltninger, så personalet på gulvet og deres faglige ledere kan bruge deres kunnen og kreativitet fuldt ud til gavn for borgerne.

Det skal understreges, at decentralisering ikke er en badebillet til fri leg i bassinet. Med større handlerum følger også ansvar. Opgaverne skal løses begavet og samvittighedsfuldt, og vi skal stå på mål for resultaterne, som selvfølgelig skal være synlige og mulige at evaluere. Og det er indlysende, at borgernes retssikkerhed og rettigheder efter lovgivningen ikke må forringes. Heller ikke deres klageadgang.

Sådan en reform vil være en stor udfordring for os, der som medarbejdere står i velfærdssamfundets forreste række. Ingen tvivl om det. Men tilsagnet fra den kuldsejlede trepart var altså, at vi er parate til at løfte den udfordring. Både det omfattende udviklingsarbejde og den daglige drift. Vi bør sætte os sammen område for område og formulere nye systemer og arbejdsformer.

Og vi bør systematisk etablere ’forsøgslaboratorier’ overalt i det offentlige, hvor vi sammen kan gennemføre det udviklingsarbejde, som vi har foran os. Regeringen skal formulere den langsigtede dagsorden og vision for en styringsreform og så invitere styrelser, kommuner, regioner og de faglige organisationer til at spille med i det konkrete arbejde for at udmønte den.

Det kunne ikke bare blive sjovt og spændende at arbejde sammen på den måde, det må uundgåeligt også give et meget stærkt resultat.

Samtidig med at der gøres op med bureaukratiet, skal der sættes en rehabiliteringsreform på dagsordenen, som konsekvent gør tværfaglig rehabilitering til vores forståelsesramme og arbejdsmetode, når vi skal hjælpe mennesker med sammensatte problemer ind i eller tilbage til en tilværelse som (delvist) selvforsørgende.

Det er nemlig ikke nok at bekymre sig for stigningen i antallet af danskere, som ikke magter at være en del af den etablerede arbejdsstyrke. Vi er også nødt til at gøre noget anderledes.

Rehabilitering er ikke er nogen ny opfindelse. Ifølge ’Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, 2004’ er rehabilitering en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.

Denne tilgang er ikke mindst slået igennem på sundhedsområdet, hvor man frem for en snæver ’apparatfejlstænkning’ ser borgernes sundhedsmæssige situation og behov i sin helhed. Det er en stor gevinst, fordi man dermed kan hjælpe den enkelte mere komplet, samtidig med at man mindsker risikoen for tab af indsats og viden, når den ene instans skal tage over fra den anden.

Manglen på koordination er et enormt problem i vores sundheds- og velfærdssystemer, som i den bedste intention har opbygget specialiserede indsatser, der kan yde en god behandling af et særligt hjørne af problemerne, men som ikke ser på alle de andre forhold, det hænger sammen med. I værste fald (som desværre sker hyppigt) er der ikke noget samarbejde imellem de forskellige medarbejdere rundt omkring i systemet, og så har vi balladen.

En rehabiliterende tilgang handler om at sikre sammenhæng i indsatsen og lade borgeren være den altoverskyggende hovedperson i indsatsen.

Rehabilitering er faktisk for nylig sat på dagsordenen på beskæftigelsesområdet, hvor tænkningen har en central plads i reformen af førtidspension. Det er et stort fremskridt, fordi mange af de mennesker, som kandiderer til førtidspension netop har flere sammenvævede problemer i form af både sygdom, svage (sociale) kompetencer, dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet, svære sociale problemer og et spinkelt netværk.

Med rehabiliterende team, én koordinerende sagsbehandler og gennemtænkte ressourceforløb åbner reformen netop for en tværgående koordineret indsats i forhold til alle disse problemer. Og det glæder mig.

Men det er ikke tilstrækkeligt, at et enkelt ministerium har set fidusen. Vi skal have væltet murene imellem forvaltningerne, sektorerne og ikke mindst mellem ministerierne.

Især de sidste er tykke! Vi skal knytte systemerne sammen, så vi kan tage fat på alle forhold i den vifte af problemer, som den enkelt slås med.

Først da vil vi kunne sige, at vi tager udgangspunkt i borgerens perspektiv og problemer, og først da kan vi gøre os håb om at ramme plet med de initiativer, der sættes i værk.

Rehabilitering skal derfor indgå som et centralt element i den socialreform, vi stadig venter på at få foldet ordentligt ud. Og den varslede psykiatrireform bør ikke kunne vedtages, uden at rehabilitering er et gennemgående tema.

En grundlæggende forudsætning både for at indføre en styringsform med tilhørende mærkbar afbureaukratisering og for en sammenhængende, rehabiliterende indsats er som nævnt et solidt tværministerielt samarbejde. Det kan lyde banalt, men det er en kæmpe udfordring. Al erfaring viser, at samarbejdet mellem ministerierne i praksis er overordentlig svært.

Måske fordi de slås indbyrdes om midlerne.

Måske fordi vi overalt i systemet har brugt så mange år på at blive dygtige til at skille tingene ad, at det nærmest er at gøre vold på de solide institutioner (og deres dygtige og erfarne medarbejdere) at tale om at bløde op på de skarpe adskillelser mellem ansvarsområderne.

Det er en indlysende udfordring for regeringen at løse op for disse sammenhænge på tværs. De ovennævnte reformer hører samlet set hjemme i fem forskellige ministerier (sundheds-, social-, beskæftigelses-, uddannelses og indenrigsministerierne), så de skal nødvendigvis koordineres tæt, ellers bliver det aldrig til andet end snak og gode intentioner.

Gøres det rigtigt, kan det til gengæld føre til en indsats, som alt i alt er billigere, og som jo dermed også er med til at rette op på landets skæve økonomi.

Dels fordi vi får aflivet de arbejdstimer, som ikke producerer noget som helst, fordi de bruges på meningsløst og indholdstomt bureaukrati, og dels fordi vi får mulighed for at genoplive arbejdsevnen hos mennesker, som under de nuværende forhold ofte falder lige ned i de fatale huller, der er mellem alle de mange specialiserede enheder.

Lad os komme i gang!