DS: Nu kan Rebild-socialrådgivere få arbejdsro

Efter at ansvaret for langsommelig sagsbehandling i den såkaldte Rebildsag nu er placeret entydigt på det ledelsesmæssige niveau, kan medarbejderne endelig få arbejdsro, mener Dansk Socialrådgiverforening.

– Nu står det lysende klart, ingen medarbejdere i Rebild Kommune bliver stillet til ansvar for den mangelfulde sagsbehandling i Rebildsagen. Ansvaret er nu placeret ét sted, nemlig hos ledelsen. Det betyder, at sagen endelig kan blive lukket.

Sådan lyder reaktionen fra formand for Dansk Socialrådgiverforening region Nord, Mads Bilstrup på, at den tidligere chef for Rebild Kommunes børne- og ungdomsforvaltning, Bruno Brunello, er blevet afskediget. Kommunens økonomiudvalg har fritstillet den tidligere chef på baggrund af en rapport fra KL, der placerer det ledelsesmæssige ansvar for, at Rebild Kommune trods talrige underretninger ikke greb ind over for sagen, hvor en familiefar blev dømt for seksuelt misbrug af ni børn.

I foråret blev tre andre topchefer afskediget i forbindelse med rod i forvaltningen. Den seneste afskedigelse er dog den eneste, der er direkte forbundet med selve Rebildsagen.

Behov for arbejdsro

Mads Bilstrup håber, at KL-rapporten kan give socialrådgiverne tiltrængt arbejdsro.

– Når sådan nogle undersøgelser er i gang, føler medarbejderne sig hele tiden under anklage og overvågning. Både af dem, der laver undersøgelserne, af ledelsen, pressen og af de familier, de skal arbejde med. Nu handler det om at få arbejdsro til at komme videre med sagerne og med at genskabe tilliden til borgerne, siger han.

Og der er nok at tage fat på, mener han:

– Næste skridt er, at medarbejderne får et administrationsgrundlag at arbejde efter, og at de får færre sager, så de kan overskue, hvad de sidder med. Der er også behov for en ledelse at sparre med og for socialfaglig opkvalificering.