DS: Nye regler om flyttehjælp lader borgerne i stikken

Det kan blive endnu sværere for økonomisk trængte borgere at flytte til en bedre eller billigere bolig, hvis regeringen gennemfører forslaget om, at ens hjemkommune ikke længere kan give flyttehjælp, hvis man flytter til en anden kommune.

Forslaget skal gøre op med problemerne med social eksport, hvor en kommune giver økonomisk støtte til, at socialt udsatte borgere kan flytte til en anden kommune. Det problem er der også grund til at gøre noget ved, men regeringens forslag er ikke en god måde at løse det på, understreger Dansk Socialrådgiverforening (DS) i et høringssvar.

– Mange borgere har ikke råd til at sidde i deres nuværende bolig, og de kigger sig derfor om efter en billigere bolig. Hvis Lolland Kommune – eller andre kommuner – så siger nej tak til at modtage dem og hjælpe med flyttehjælp, så risikerer vi, at de ikke kan betale deres husleje og bliver sat ud, siger Mads Bilstrup.

Han mener, at forslaget lader de borgere i stikken, som hverken vil kunne få hjælp af deres hjemkommune eller tilflytterkommunen.

”Det kan få betydning for de borgere, som skal flytte væk fra et dårligt miljø, eller dem, som har behov for fx at komme væk fra en stalker. Tilflytterkommunen kender ikke borgeren og sagens historik, så det vil være sværere for dem at lave vurderingen af, om borgeren er berettiget til flyttehjælp,” står der blandt andet i DS’ høringssvar, som du kan læse her.

Bedre vejledning – men hårdere sanktioner

Forslaget om flyttehjælp kommer som en del af regeringens sanktionsudspil, som skal forenkle sanktionerne over for ledige, som ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. I høringssvaret kritiserer DS, at regeringens lægger op til at forhøje satserne for sanktionerne, hvilket for nogle vil komme til at betyde markant hårdere sanktioner med risiko for at miste sin bolig.

Til gengæld er det positivt, at regeringen lægger op til at skrive ind i lovgivningen, at det skal sikres, at borgeren har forstået deres rettigheder og pligter, og at sanktioner kun skal bruges, hvis de vurderes at fremme borgerens rådighed og bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Omvendt skal der ikke gives sanktioner, hvis det vurderes, at borgeres adfærd ikke er et udtryk for manglende vilje til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og der skal tages særligt hensyn til aktivitetsparate borgere.