Velkomst – formandens tale

Her kan du læse Dansk Socialrådgiverforenings formand Majbrit Berlaus tale ved åbningen af Socialrådgiverdage 2017. Det talte ord gælder.

Kære socialrådgivere

På vegne af HB i DS, vil jeg gerne byde jer alle velkommen.

Jeg håber I er kommet godt herover – fyldt med energi til at suge spændende viden til jer: Til at undre jer, reflektere, stille spørgsmål, byde ind med jeres egen viden – og så ellers bare nyde denne festival for socialrådgivere!

Jeg håber sådan, at du også bruger dagene på lære en ny fagfælle at kende. For salen er fyldt med socialrådgivere – gode spændende mennesker.

Inden vi går rigtigt i gang, så vil jeg i bedste award style gerne takke nogen. Først og fremmest synes jeg, vi på forhånd skal takke programgruppen bag dette års socialrådgiverdage – og sende noget kærlighed og tak afsted til de mange medarbejdere i DS, der har arbejdet hårdt i lang tid for at de næste to dage forhåbentlig indfrier alle forventninger.

De har knoklet, og de vil i de næste to dage stå til rådighed og hjælpe med alt det, de kan – men opgaverne er mange, så husk dit venlige smil, når du hiver fat i dem. Giv programgruppen og vores medarbejdere en ordentlig klapsalve!

Jeg er særlig glad for at stå her i år. For som nogen af jer sikkert har bemærket, har jeg været sygemeldt i 2 måneder med stress. Det har ikke været nemt for mig, men som I alle ved, så er det heller ikke helt nemt for dem, som skal tage ens arbejdsopgaver, mens man er væk.

Det lå ikke lige for at hente en vikar til at dække mit arbejde under mit fravær, så jeg skylder tak – særligt til vores tre regionsformænd: Mads Bilstup, Anne Jørgensen og Rasmus Balslev, og til vores næstformand, Niels Christian Barkholt, for at have knoklet ekstra hårdt.

Tak for at tage over og give mig den ro, der skulle til. Dejligt at være på hold med jer – jeg synes lige, de skal have en hånd!

Og tak til alle jer, der har sendt hilsener. Det betyder rigtig meget for mig.

(…)

Vi socialrådgivere har et enormt stærkt fagligt fællesskab. Og når jeg ser rundt i salen i dag, bliver jeg bekræftet i, at det er noget helt særligt. Jeres engagement og faglige begejstring smitter og holder udviklingen af vores fag i gang.

Og det er vigtigt, det med at udvikle faget og os selv, i takt med at samfundet udvikler sig. Det har det været i alle de 80 år, vores forening har eksisteret – de 80 år hvor det professionelle sociale arbejde og velfærdsstaten er blevet udviklet. For vores fag er tæt knyttet til den moderne velfærdsstat – velfærdsstatens historie er også socialrådgivernes historie.

I de seneste årtier har der været bred opbakning til velfærdssamfundet, og at de mest udsatte skal hjælpes. For 100 år siden mente mange, at fattigdom og sociale problemer var folks egen skyld og gik i arv gennem generationer. Men op gennem 1900-tallet ændrede menneskesynet sig radikalt:

Man kunne se, at samfundsskabte problemer – ikke mindst arbejdsløshed – giver mennesker ulige livsvilkår. At sociale problemer ikke er selvforskyldte. Den ændring har været afgørende for professionaliseringen og udviklingen af socialt arbejde og socialpolitikken, som er en grundpille under vores velfærdssamfund – en grundpille, der de senere år desværre er begyndt at vakle en smule.

De af jer, der tager med en tur på Svendborgs Forsorgsmuseum, se en udstilling om, hvordan menneskesynet igen er under forandring. Flere og flere politikere og meningsdannere sætter spørgsmålstegn ved velfærdsstaten. Er trygheden blevet en sovepude for os? Står den i vejen for vores konkurrenceevne? Og hvor er individets ansvar for egen situation?
Sanktioner, nedsatte ydelser og straf frem for omsorg og resocialisering er på fremmarch i det politiske landskab.

(…)

Vi socialrådgivere skal og vil altid forholde os fagkritisk til udviklingen på socialområdet – både det der komme fra politisk hold, og det vi møder i den socialfaglige praksis. Men vi skal også forholde os til den generelle udvikling i samfundet. For mig står det klokkeklart: Øget fattigdom, straf og sanktion er ikke en udvikling af velfærdssamfundet – det er en afvikling.

En afvikling, der skader os alle. Når vores velfærd forringes, så forringes også vores børns muligheder for et bedre liv, vores egne muligheder for et godt arbejds- og seniorliv, vores sundhed og vores tryghed. Derfor arbejder vi som fagforening imod generelle forringelser i velfærden.

Men vi har som en faggruppe, der hver dag arbejder med udsatte mennesker, også en særlig forpligtelse til at råbe op, når fattigdommen vokser og menneskesynet skrider. Dels fordi vi har en etisk forpligtigelse over for de mennesker, vi møder hver dag – men også fordi vi blev socialrådgivere for at gøre en forskel gennem vores socialfaglige arbejder. Derfor skal vi kæmpe for en værdig, udviklende socialpolitik og ordenlige rammer for det sociale arbejde.

I har sikkert hørt mig sige tilsvarende ord før. Og det bliver de selvfølgelig ikke mindre rigtige af

(…)

Vi skal som faggruppe kæmpe imod, når hvor det går den forkerte vej. Det skal vi sådan set fortsætte med – med uformindsket styrke. For hvis vi ikke gør det, så mister det sociale arbejde en vigtig stemme.

Men socialt arbejde og socialpolitik er stadig en af velfærdsstatens bærende søjler, og jeg vil godt bruge lidt tid på tale om, hvor meget det har betydet for udviklingen af det Danmark, vi kender. Det bliver nemlig alt for ofte glemt, når politikerne – igen og igen – strammer kursen:

Når arbejdsløse fremstilles som dovne i forsøget på at legitimere lavere og lavere ydelser – helt uden skelen til de sidste 100 års bekæmpelse af arbejdsløshed, som har vist, at jo mere værdigt og udviklende, man behandler ledige, desto større er chancen for, at de klarer sig godt igennem perioden uden job.

Eller når regeringen, stik imod al sagkundskab, vil sætte 12-årige for en dommer, som alene på mistanke kan sende dem på sikrede institutioner – uden tanke på årtiers erfaring der viser, at sociale indsatser har nedbragt ungdomskriminaliteten. Vi i DS sagde det forleden til medierne: Der findes ingen snuptagsløsninger. Hvis arbejdet med udsatte børn og unge skal lykkes, kræver det et langt, sejt træk med opbygning af tillid og stærke relationer mellem børn og fagpersoner. Der findes ingen snuptagsløsninger!

Hver eneste gang skal vi som faggruppe forholde os konstruktivt kritisk og lade socialfaglig indsigt møde politik. Er det svært? Ja, men det er nødvendigt. For historiefortællingen er afgørende for fremtidens socialpolitik.

To socialministre i træk har stillet spørgsmålet: Ved vi egentlig, hvad vi får for de 45 milliarder, vi hvert år bruger på sociale indsatser? Det har medført en bølge af øgede krav til dokumentation – og mere grundlæggende sår det tvivl om værdien af socialt arbejde generelt.

Lad mig slå fast, at vi i DS selvfølgelig ønsker viden om, hvad der virker. Men påstanden om, at vi ikke ved, hvad pengene går til, er farligt spin.

(…)

Lad mig give et par eksempler, som med al tydelighed viser, at vi ved, hvordan pengene bruges:

En af de største socialpolitiske sejre i min levetid er inklusionen af mennesker med handicap. For blot 40-50 år siden parkerede samfundet mennesker med både psykisk og fysisk handicap på kæmpeinstitutioner, hvor man i bedste fald blev ignoreret – i værste fald udsat for eksperimenter og overgreb. Gennem en massiv indsats fra socialarbejdere og brugerorganisationer lykkedes det på få årtier at flytte denne gruppe af mennesker fra et hengemt liv uden rettigheder til et liv i egen bolig eller botilbud med støtte og et hverdagsliv efter borgerens eget ønske med uddannelse eller job.

Af de 45 milliarder, som årligt bruges på socialområdet, går omkring halvdelen til mennesker med handicap. Og selvom vi ikke har evidensbaseret viden om alle indsatserne, så ved vi, at de penge er med til at opretholde et af de største socialpolitiske fremskridt i danmarkshistorien.

Kunne vi bruge pengene mere optimalt og på nye måder? Selvfølgelig. Men det vil altid koste store beløb at sikre et værdigt liv for de af vores medborgere, der er født med eller udvikler et handicap undervejs i livet. Og det vil for os i DS altid være en rigtig prioritering.

(…)

Et andet eksempel på velfærdssamfundets og socialpolitikkens store succes er muligheden for den enlige mor. Fra at skulle kæmpe en daglig kamp for at brødføde sine børn og leve med omgivelsernes stigma, som i øvrigt gik i arv til hendes børn, så kan den enlige mor i dag leve et frit liv med tryghed for sig selv og sine børn. Ja, hun indtræder såmænd i dag som en rollemodel i magasiner og medier. Hun kan aflevere sine børn i daginstitution og skole i forvisning om, at uddannet personale tager sig godt af dem – og dermed gå på arbejde med god samvittighed og uden omverdenens negative stempel.

I dag er det at være enlig forælder blot endnu en familieform. Jeg underkender ikke, hvor hårdt livet som eneforsørger kan være, men i dag betyder manglen på samlever ikke, at man bliver stemplet som andenrangsborger eller udelukkes fra arbejdsmarked, uddannelse og en ordentlig indkomst. Heldigvis!

Den positive udvikling i synet på enlige mødre og deres muligheder skyldes selvfølgelig kvindernes kamp for ligestilling, men socialrådgivere har stået i frontlinjen i kampen for bedre muligheder – både i den offentlige debat og i det sociale arbejde. To af de vigtigste tiltag for enlige mødre – Mødrehjælpen og revaliderings-redskabet – blev skabt og brugt offensivt af socialrådgivere.

(…)

Og det bringer mig til det tredje eksempel – børnene.

De seneste årtiers investeringer i gode daginstitutioner, skoler, ungdomsklubber, uddannelser og socialt arbejde med børn fra udsatte hjem har skabt markante fremskridt for børn fra svære vilkår. Engang arvede man sine forældres fattigdom. I dag tager 6 ud af 10 børn med ufaglærte forældre en uddannelse. Billedet af en ubrydelig negativ social arv er altså ikke helt korrekt. For med velfærdssamfundets tryghed og det stærke socialfaglige arbejde med hjælp til børn og deres familier, så lykkes det faktisk at hjælpe et flertal af børnene videre.

Vi skal selvfølgelig også have resten med. De børn, der som voksne havner på kontanthjælp, har ofte haft det meget, meget svært – mange har været anbragt og levet kaotiske børne- og ungeliv. Dem skal vi blive endnu bedre til at hjælpe.

Men jeg vil gerne fastslå, at de 15 milliarder, samfundet bruger på at hjælpe de mest udsatte familier, faktisk bruges godt. De skaber bedre liv.

Og sådan kunne jeg blive ved med at give eksempler på, hvordan pengene til socialområdet bruges til at forbedre mulighederne for at leve gode liv – og dermed i sidste ende at skabe et bedre samfund.

(…)

Den vigtige pointe er: Socialpolitikken og det socialfaglige arbejde er en historisk succes, som vi skal være stolte af og – ikke mindst – lære af. Fremskridt kræver, at fagligheden har frie rammer til at give de mennesker muligheder, der er kommet dårligt af sted fra fødslen – eller rammes af ulykke eller sygdom senere i livet. Så næste gang I møder nogen, der ikke kan se, at vi gør en forskel, så sig til dem: I er heldige, at vi her i Danmark har prioriteret en stærk socialpolitik. For ellers havde livet set anderledes – ja, værre – ud for rigtig mange danskere.

Det betyder ikke, at vi skal hvile på laurbærrene. Vi står over for nye udfordringer med kommuner, der sparer på det sociale arbejde – og med politikere på Christiansborg, der skærer i ydelserne og ikke er i mål med at fjerne unødvendige regler og krav om dokumentation. Og, som jeg indledningsvis sagde: et menneskesyn, der på nogle områder er på afveje.

Alligevel skal vi fortsat have høje ambitioner. Ambitioner, som jeg selv mener er realistiske at komme i mål med.

Når der i det meste af det sidste århundrede var en stærk politisk opbakning til velfærdsstaten, skyldtes det en meget stærk tro på, at arbejdet for et mere solidarisk og retfærdigt samfund kunne gå hånd i hånd med arbejdet for et rigere samfund. Den tro skal vi have tilbage.

Derfor er det også meget positivt, at en række kommuner nu investerer i det sociale arbejde: Sveriges-modellen på børneområdet og lignende investeringsmodeller på beskæftigelsesområdet.

For eksempel har Hjørring brugt 125 millioner kroner på blandt andet at ansætte flere socialrådgivere i jobcentret og dermed nedsætte antallet af sager per medarbejder, samt investere i flere sociale indsatser. I Aabenraa og Høje Taastrup har de gjort noget lignende og flere og flere kommuner følger efter med stor succes: Flere borgere kommer væk fra kontanthjælp og enten i job eller bliver afklaret til den rette indsats og dermed muligheden for et bedre liv. Ingen indfrier deres potentiale, hvis de kan fejre 20 års jubilæum på kontanthjælp.

På børne- og ungeområdet har Herning halveret antallet af socialrådgivernes sager, organiseret arbejdet i tværfaglige teams og udvidet viften af tilbud – det betyder blandt andet færre anbringelser på institution og dobbelt så mange opfølgende børnesamtaler som tidligere. Nu skal politikerne så bare turde tro på, at det fortsat er den rigtige vej og have den berømte tålmodighed.

Og i Holstebro har kommunen brugt investeringsstrategien på det voksne socialområde – her er sagstallet for socialrådgivere, der arbejder med borgere med funktionsnedsættelser, faldet fra 120 til ca. 70, og der er derfor tid til at følge ordentligt op.

Alt sammen er det skabt i samarbejde med de socialrådgivere, der arbejder på området – og ofte også sammen med DS.

Betyder det så, at der ikke længere er problemer i de kommuner? Nej. Vi skal hele tiden kæmpe for at holde politikerne fast på deres egne beslutninger – minde dem om, hvorfor det socialfaglige arbejde er vigtigt, og hvorfor det kræver ressourcer – og ikke mindst at færre udgifter aldrig må være et mål i sig selv. Og det er en kæmpe opgave, som vi skal tage – og tager – på os.

(…)

Der er snart kommunalvalg, og den politiske opbakning er afgørende, hvis investeringstanken på det sociale område skal fastholdes og udbredes. Derfor valgte vi før sommerferien at udsende konkrete forslag til investeringer i de sociale arbejde til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det er første gang vi prøver at påvirke en kommunalvalgkamp så direkte, og vi har modtaget god respons fra alle partier.

Men nu er det op til jer ude på de kommunale arbejdspladser at følge op – sammen med jeres TR. Læg en plan for, hvordan I kan påvirke politikerne i en positiv retning. Jeres regionsformand og regionsbestyrelse i DS vil med glæde lægge en konkret plan sammen med jer.

Jeg ved, at den største udfordring for mange af jer i det daglige er, at høje sagsbunker, besværlige IT-systemer og dokumentationskrav tager pladsen fra det, vi brænder for – det socialfaglige arbejde. Det kæmper vi i DS hver dag for at ændre på, både for at sikre et bedre arbejdsmiljø – det er og bliver en kerneopgave for vores faglige fællesskab – men også for at sikre kvaliteten i det sociale arbejde. De to ting er nemlig hinandens forudsætninger: Man får kun gode resultater af sociale indsatser over tid, hvis de socialrådgivere, der skal levere arbejdet, har ordentlige vilkår.

Derfor er det så opløftende, at socialrådgivere rundt omkring i landet på det seneste har taget bladet fra munden og fortalt om hverdagen på nogle af landets jobcentre. En hverdag uden tid til socialfaglighed og meningsfulde samtaler med borgerne. Det er så vigtigt, at den størstedel af befolkningen, der hverken kender til jeres arbejdsforhold eller baggrunden for borgernes frustrationer, får jeres fortælling.

Og, som jeg sagde i går til Ugebrevet A4: Politikerne må forstå, at grænsen er nået – både for de udsatte og for os.

Der er ingen tvivl om, at det påvirker både ledelse, embedsmænd og politikere, når I som fagpersoner står sammen og råber op. For det vil jeg gerne takke jer, der har gjort det. I skal vide, at vi i DS står 100 % bag jer og andre, der vil stå frem med faglig kritik.

(…)

Igennem de sidste snart 80 år, har socialrådgivere konstant stået overfor nye udfordringer, og vi har skabt gode resultater. Og jeg er ikke i tvivl om at det også kommer til at ske i fremtiden.
Samfundet vil de kommende år forandre sig med større og større hastighed. Og jeg vil gerne love jer, at vi I DS sammen vil – ikke kun følge udviklingen – men være med til at sætte dagsordenen for vores område. For mens andre måske kan frygte for, at kunstig intelligens, droner eller nanorobotter vil gøre deres professioner overflødige, så tør jeg godt garantere, at der bliver mindst lige så hårdt brug for os, som der er i dag, hvis vi griber fremtiden rigtigt an. Socialt arbejde går aldrig af mode – vi kommer til at udvikle os og arbejde på nye måder.

Men tag ikke fejl: Hvis ikke vi selv aktivt påvirker udviklingen, så skal andre nok gøre sig kloge på, hvordan vores fag skal udvikle sig – og det tror jeg ikke er til nogens fordel.
Også på dette område er det faglige fællesskab vigtigere end nogensinde.

(…)

Derfor er det så vigtigt, at I er her i dag – 650 socialrådgivere samlet på et sted lyder måske skræmmende for nogen (…) men ikke for mig – hold da op, hvor er det fedt at se!

I dag skyder vi gang i to dage med faglighed, fællesskab, fest og farver. Et slaraffenland med 90 debatter, 140 oplægsholdere, workshops, stande, taler og underholdning.

Vi har i år valgt styring og faglig frihed som tema. Fordi vi tror på, at god styring og faglig frihed er afgørende modsvar til bureaukratisk overstyring og indskrænkelse af faglige kompetencer og handlerum.

Det tager vi hul på om lidt med vores åbningsdebat om udfordringer og visioner for styring og faglighed.

(…)

Programmet spænder fra fagspecifikke indslag om anonym stofbehandling, over workshops om inddragelse af praktikere i forskningen til bredere debatter om retningen for det sociale arbejde i Danmark. Du kan høre oplæg fra dygtige fagfæller, forskere, politikere, kommunale chefer og mange andre, – og igen i år får vi besøg af beskæftigelsesministeren, som taler i morgen formiddag.

Og du er allerede nu velkommen til at finde det gode spørgsmål, der skal udfordre ham, for styring og udvikling af beskæftigelsesområdet har han ret klare meninger om. Og jeg håber da også, at han tager herfra med et par stærke indlæg – måske ligefrem et par gode borgerlige ord – om at øget fattigdom aldrig har gjort noget godt for hverken mennesker eller samfund.

Vi har indlagt pauser, som du kan bruge på at besøge de mange spændende stande og dyrke dit faglige netværk. Hvordan, hvor meget og hvor – det er helt op til dig.

(…)

Til slut vil jeg på vegne af Dansk Socialrådgiverforening sige tak, fordi I er her, både til jer der deltager og jer der stiller op og generøst deler ud af jeres viden og erfaring:
Hjertelig velkommen til Socialrådgiverdage 2017.

Lad festivalen begynde.

 

Majbrit Berlau
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Kontakt

Har du spørgsmål vedr. Socialrådgiverdage?

Kontakt sekretær Aase Madsen
aam@socialraadgiverne.dk
Tel. 3338 6143