Investeringer i voksne udsatte – Dansk Socialrådgiverforenings politiske anbefalinger

Flere kommuner viser i disse år, at det betaler sig at investere i sociale indsatser – både menneskeligt og økonomisk. Indtil videre har kommunerne mest haft fokus rettet mod børn og unge samt beskæftigelsesområdet med hhv. Sverigesmodellen og Hjørring-modellen, som begge indebærer flere ressourcer til medarbejdere og tilbud, tværfagligt samarbejde samt mere tid til den enkelte borger og faglig udfoldelse.

Erfaringerne fra de kommuner, der investerer i sociale indsatser, viser, at medarbejderne får bedre muligheder for at bruge deres faglighed, at det giver bedre resultater for borgerne, og at det påvirker arbejdsmiljøet positivt. Det er med andre ord win-win-win.

Vi har i DS et stærkt ønske om at få kommunerne til også at fokusere og styrke indsatsen for udsatte voksne, og i de seneste to år har en ressourcegruppe i DS arbejdet på lige netop det – at udbrede investeringstilgangen til det sociale voksenområde. På baggrund af erfaringerne fra ressourcegruppen, politisk valgte, medlemmer og faggrupper i DS har vi nu udarbejdet et udspil med 51 politiske anbefalinger til investeringer i voksenområdet.

» Læs hele udspillet Investering på det sociale voksenområde

» Læs rapporten Investeringer på det sociale voksenområde

DS har følgende anbefalinger til de helt overordnede hensyn, der skal tages til iværksættelsen af investeringstilgangen i kommuner på voksenområdet:

• 1 – Investeringstilgangen skal gennemføres med en politisk og ledelsesmæssig opmærksomhed, forpligtethed og prioritering.
• 2 – Investeringstilgangen skal være en helhedstilgang for borgere der søger hjælp og investeringen skal både betragtes som og måles på menneskelige, økonomiske og arbejdsmiljømæssige gevinster.
• 3 – Investeringstilgangen skal sikres ved en helhedsorientering i  kommunerne. Implementeringen skal både være horisontalt – altså mellem de forskellige afdelinger / søjler, og være vertikalt – så tilgangen både omfatter de forskellige ledelseslag, de omsættende medarbejdere
  og de udførende tilbud.
• 4 – Investeringstilgangen skal tænkes som en langsigtet, gennemgribende og kulturbærende proces og strategi. Hvor etablering og udvikling af en fælles tilgang – et mind-set – skal prioriteres og gives tid og opmærksomhed.
• 5- Investeringstilgangen skal gives tålmodighed. Der kan gå lang tid, før en investeringstilgang på voksenområdet får den ønskede effekt. Der skal være rum og tillid til, at omstillingen lykkedes – både i forhold til borgerne og i forhold til medarbejdernes måder at arbejde anderledes på.
• 6 –Investeringstilgangen fordrer, at den kommunale organisering både på myndighedsdelen og på drift / tilbudsdelen beskrives og følges tæt. En gennemsigtig og klar beskrivelse af tilbuddenes funktion, samarbejdsrelationer, mv. synes – i hvert fald til en start – at være en forudsætning for at kunne gennemføre en god investeringsproces.
• 7 – Investeringstilgangen hviler på, at både medarbejdere og ledere bruger og udvikler deres faglighed. Medinddragelse og ejerskab er derfor vigtige elementer, som skal tilgodeses i processen.
• 8 – Investeringstilgangen kræver en investering. Der skal tages højde for, at der skal investeres et større beløb i starten til udvikling og implementering af modellen, og at den økonomiske gevinst oftest først indfinder sig efter et par år.
• 9 – Investeringstilgangen bør understøttes nationalt, så man fra centralt hold for det første støtter kommunernes omstilling til en investeringstilgang med gode implementeringsværktøjer. Og for det andet følger de effekter og gevinster, der produceres ved kommunale investeringstilgange.
  – både på menneskelige gevinster, økonomi og arbejdsmiljø. Herunder at følge effekter og gevinster på borgeroplevede parametre og dokumentere de kommunale omstillinger med
  en investeringstilgang.

Grundlaget for en omstilling til en investeringstilgang er, at der arbejdes med et fælles mind-sæt for indsatsen. DS vil til dette arbejde anbefale:

• 10 – At et fælles mind-set som minimum omsætter ønsket om borgeren i eget liv, anvendelse af viden og feed-back og ressourcetilgangen til nogle klart formulerede holdninger og med klare mål for evaluering.
• 11 – At udarbejdelsen af et fælles mind-set prioriteres højt og gives den nødvendige tid til udvikling og efterfølgende vedligeholdelse.
• 12 – At et fælles mind-set udarbejdes med mest mulig inddragelse af borgere, pårørende, medarbejdere, lokale ledere, samarbejdspartnere, kommunalpolitikere og civilsamfundet.

Der er en række af forudsætninger, der skal være til stede for, at der kan arbejdes hensigtsmæssigt med den afklarende og opfølgende del af investeringstilgangen.

DS anbefaler:

• 13 – Borgeren har et helt liv, hvoraf samarbejdet med kommunen kun udgør en del. Samarbejdet med borgeren skal derfor have som udgangspunkt, at kommunen inddrages i borgerens liv – ikke omvendt.
• 14 – Tilgang og metoder i samarbejdet med borgeren skal afspejle målet om borgerens selvstændige og meningsfulde liv, så myndigheden deles med borgeren – at hver har sin rolle i myndigheden. Samarbejdet med borgeren skal tilrettelægges på en måde, så det opleves sammenhængende, overskueligt, ubrudt og som en fælles indsats med fokus på recovery, empowerment og myndiggørende myndighed.
• 15 – Det rette tilbud skal så vidt muligt gives første gang, så det undgås, at der spildes tid og ressourcer på uhensigtsmæssige indsatser. For at rette tilbud kan gives, må der være en fleksibilitet og variation i tilbuddene, så det rette tilbud kan findes.
• 16 – Støtten skal være tilgængelig for borgeren både fysisk og mentalt for at sikre borgerens retssikkerhed. Fremskudte indsatser fx på arenaer, hvor udsatte borgere i forvejen befinder sig og er trygge, er en mulighed, der er gode erfaringer med i kommunerne. Et tilbud,
  der ikke kan nås eller forstås, er ikke et tilbud.
• 17 – Myndighed skal have kontinuerlig kontakt med borgeren for at sikre, at der fortsat er overensstemmelse om de aftalte mål, samt at der arbejdes bedst muligt hen mod disse – eller at målene rettes til, så støtten ikke bliver for lille, for stor, for kort eller for lang.
• 18 – Socialfaglige kompetencer til at foretage en grundig udredning og opfølgning skal være til stede. I de socialfaglige kompetencer indgår både viden om, hvordan dialog sikrer, at vigtige oplysninger fra borgeren bliver tilgængelige i en udredning, og hvordan disse oplysninger systematiseres og omsættes til konkrete indsatser.
• 19 – Der skal være plads til og understøttelse af faglighed. Det er vigtigt, at de socialfaglige kompetencer bliver anvendt i samarbejdet med borgeren. Det er borgerens liv, men det er socialrådgiveren, der besidder eller har tilgang til den faglige viden, der vil kunne kvalificere
  de valg, borgeren foretager. Det er et stort ansvar og fordrer, at der er mulighed for, at denne viden understøttes, udvikles og deles.
• 20 – Der skal være en passende arbejdsmængde (antal sager, kontakter) til medarbejderne, så tidspres og travlhed ikke fører til fejl i arbejdet, forkerte beslutninger, og heller ikke hæmmer den dialogbaserede tilgang til både borger og samarbejdspartnere.
• 21 – Der skal tages højde for, at samarbejde tager tid, hvad enten det er samarbejde med borgere eller med samarbejdspartnere. Erfaringer fra kommuner, der arbejder med investeringstilgange, viser mere effektive indsatser og hurtigere målopfyldelse.
• 22 – I samarbejde på tværs af søjler/sektorer, er det vigtigt, at der er konsensus om, at alle har et ansvar for at bidrage med faglighed.
• 23 – Der skal være tydelige roller og bevillingskompetencer, så samarbejdet bliver så ukompliceret som muligt og med respekt for hinandens roller både i egen søjle/sektor og på tværs af søjler/sektorer.
• 24 – Der skal være en koordinerende socialrådgiver/sagsbehandler, så det er tydeligt både for borgere og øvrige involverede, hvem der har ansvaret for at koordinere indsatserne fra flere søjler/sektorer.
• 25 – Der skal arbejdes ud fra Én plan, som understøtter overskueligheden både for borgeren, for sagsbehandleren og for samarbejdspartnere.
• 26 – Der skal være et passende antal og en passende variation i tilbudsviften, så den afklarende del kan følges op af en indsats, der matcher borgerens behov, som mest virkningsfuldt understøtter de aftalte mål.
• 27 – Der skal gøres brug af rammebevilling, som kan bidrage til fleksibilitet, så det er muligt at give de rette, virkningsfulde indsatser.

De støttende indsatser er et centralt velfærdsområde i den sociale indsats på voksenområdet og bør indtænkes i investeringstilgangen.

DS har følgende anbefalinger til de støttende indsatser:

Den tidlige og forebyggende indsats:

• 28 – Borgerens tilgængelighed til den tidlige og forebyggende hjælp er vigtig. Det er vigtigt, at adgangen til hjælpen er enkel og nem. Det er vigtigt, at borgerne har viden om og forståelse for, hvordan hjælpen findes. Det er vigtigt, at der er en geografisk nærhed til hjælpen i form af fremskudte indsatser / person, som borgeren har tillid til.
• 29 – Den tidlige indsats er vigtig. Straks-iværksættelse af hjælp synes at være centralt. Hjælp, der iværksættes hurtigt efter anmodning fra borgeren, vil bygge på et grundlag af motivation fra borgerens side. Borgeren vil opleve, at man anerkender og ser det formulerede behov og handler på det – således vil borgerens tillid til hjælpen være et godt udgangspunkt for samarbejdet.
• 30 – Det er vigtigt, at den tidlige og forebyggende indsats hviler på borgerens egne ressourcer. Herunder i videst muligt omfang bygger på borgerens eget netværk. Eller alternativt sigter mod at etablere et netværk for borgerne. De tidlige og forebyggende indsatsers samarbejde med civilsamfundet er vigtigt i den sammenhæng.
• 31 – Den tidlige forebyggende indsats må for store deles vedkommende have som skarpt mål, at borgeren skal fastholdes i eller vende tilbage til uddannelse og / eller arbejde. Derfor er koblingen mellem de tidlige og forebyggende indsatser på den ene side og uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet på den anden side vigtigt. Dette er den i forhold til at indrette hjælpen, så den ikke kolliderer med fx  arbejdstider. Dette er den også i forhold til at sikre det tilstrækkelige samarbejde med jobcenter og UU-vejledning i forhold til at sikre og gensidigt understøtte fælles mål for borgeren.

Den rehabiliterende indsats:

• 32 – De programmer og metoder, der gennem de senere år er udviklet til specifikke målgrupper, bør prioriteres i en investeringstilgang. Prioriteringen skal sikre, at der afsættes de tilstrækkelige ressourcer til de intensive forløb. Og det skal prioriteres, at kommunerne støtter op om at generere data og erfaringer til en løbende udvikling af programmerne.
• 33 – Den måling på progression, som er en vigtig del i de rehabiliterende indsatser, skal prioriteres. Herudover bør målinger af borgerens erfaringer og synspunkter i forhold til hjælpen prioriteres på linje med de mere målbare opfølgninger. Dette kan bidrage væsentligt til udviklingen af indsatserne.
• 34 – Samarbejdet med sundheds-, beskæftigelses- og uddannelsesområdet er ekstremt vigtigt i den rehabiliterende indsats. Der bør arbejdes målrettet på, at det mind-set, der er i investeringstilgangen, bliver grundlag for et samarbejde om borgerens rehabilitering. Det er vigtigt, at man kommunalt har fokus på samarbejdsflader og – organiseringer.
• 35 – Fleksibilitet i indsatsen kræver mod og tillid til borgere og medarbejdere. Der er gode erfaringer med, at en fleksibel indsats kan bidrage til uventede gode resultater i samarbejde med borgeren. Det er vigtigt, at der er de nødvendige lovgivningsmæssige, administrative og økonomiske rammer til at etablere fleksible indsatser. Herunder at der er tillid til medarbejderne og rum for, at der begås fejl.
• 36 – Den sammenhængende indsats skal prioriteres i den rehabiliterende indsats. Dette kræver et større fokus på overgange og efterværn.

Den habiliterende indsats:

• 37 – Uanset at det for mange borgeres vedkommende kan være vanskeligt at tale om progression i udviklingen i traditionel forstand, så er fokus på borgerens ønsker og udvikling fortsat central, hvorfor der for alle borgere i den habiliterende indsats bør være en plan for deres udvikling, der er udarbejdet i samarbejde med borgeren.
• 38 – De habiliterende indsatser bør have værktøjer eller metoder til måling af den udvikling og den tilfredshed borgeren på tilbuddet har. En måling som bør anvendes kontinuerligt og for alle borgere uanset funktionsniveau.
• 39 – De habiliterende indsatser bør alle have en plan for, hvorledes borgerne sikres optimal indflydelse på deres egen hverdag, og hvordan der sikres samarbejde med relevante sektorer / samarbejdspartnere.
• 40 – De habiliterende tilbud skal have samarbejde med sundhedsområdet, således at borgerens sundhed og trivsel tilgodeses bedst muligt – herunder bør et årligt sundhedstjek i forhold til den enkelte borger være standard.
• 41 – Alle habiliterende tilbud bør have et samarbejde med det civile samfund,
  dels for at sikre, at borgerne får mulighed for at danne netværk, kunne deltage i de lokale aktiviteter og være en betydningsfuld del af det omgivende samfund og dermed at kunne bidrage til fællesskabet på et eller andet niveau.

For at sikre, at socialrådgivere og andre fagprofessionelle får mulighed for at bidrage med deres faglighed både i mødet med borgerne og i udviklingen af kommunens samlede sociale indsats anbefaler DS:

• 42 – Det skal ved arbejdstilrettelæggelse sikres, at de fagprofessionelle har et passende antal sager/kontakter/forløb etc., så der er tid til, at de faglige kompetencer kan sikre opgavevaretagelse på et højt fagligt niveau.
• 43 – Det er vigtigt, at de ansatte både hver for sig og i fællesskab får mulighed for at dygtiggøre sig efter behov og tilpasse kompetencer til ny udvikling, så omlægning og udvikling af den sociale indsats ikke medfører et kompetencetab.
• 44 – Der bør være en anerkendelse af de fagprofessionelles kernekompetencer, herunder at forskellige fagprofessionelle besidder fagkompetencer, som bør afspejle sig strategisk i udviklings-, kompetence- og implementeringsplaner.
• 45 – De ansatte bør inddrages i omstillingen til en investeringstilgang både for at sikre, at de med deres faglighed kan medvirke til at kvalificere omlægningen, og for at de i højere grad får medejerskab og dermed fremmer en implementering.
• 46 – Der skal være fokus på at integrere arbejdsmiljøarbejdet i udviklingen og tilrettelæggelse af investeringstilgangen for at sikre, at de ansatte trives og har mulighed for at levere en stabil og kvalificeret indsats.
• 47 – Kommunerne skal have øje for, at investeringstilgangen og investering i arbejdsmiljøet via investering i de ansattes ressourcer er en og samme ting. Og praksis viser, at det virker.

For at støtte og skabe bedre muligheder for at lave kommunale investeringer i den sociale indsats vil DS i forhold til økonomi og ressourcer anbefale:

• 48 – Der skal ske en revision af finansieringen af den sociale indsats, således at det kan betale sig at lave kommunale sociale investeringer, som har afledte effekter på andre velfærdsområder, og som først høster gevinsten på længere sigt.
• 49 – SØM skal udvikles, således at flere afledte faktorer tages med i beregningerne.
• 50 – Der skal udvikles et beregningsværktøj, således at kommunerne gives mulighed for at lave beregninger på større omstillinger af den sociale indsats i deres kommune.
• 51 – Med udgangspunkt i konkrete kommunale eksempler på langsigtede og omfattende investeringsstrategier bør der etableres et nationalt forankret projekt, som følger, støtter og måler på omstillingens betydning. Både i forhold til betydning og effekt for borgerens udvikling, i forhold til de samlede økonomiske effekter og i forhold til udviklingen af de kommunale tilbud og deres organisering.