Budskaber om fællesskab i en kold tid
REGIONSLEDER: Vi har et socialt sikkerhedsnet, der skal være med til at sikre, at ingen børn vokser op i fattigdom. Men der er kommet for store huller i det på grund af diverse lovindgreb og lovprisende ord om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
For de fleste af os er julen vel overstået. Mine tanker går tilbage til den første søndag i advent, hvor jeg sammen med tusindvis af andre århusianere deltog i juletræs-tænding, julesang og juletale på pladsen foran byens rådhus. Der blev spillet julesalmer, børnekoret sang og byens borgmester Jacob Bundsgaard (S) holdt juletalen. I sin tale lagde han vægt på værdien af et fællesskab i en kold juletid, hvor ikke alle har til dagen og vejen, og mange lever en ensom tilværelse. Her skal vi alle tage ansvar og hjælpe og støtte hinanden. Alt sammen gode og velmenende ord og budskaber.
Men det er et resultat af politiske beslutninger, når data fra Danmarks Statistik viser, at 17.000 børnefamilier i 2016 blev ramt af kontanthjælpsloftet. Det berørte 34.400 børn, som må leve et børneliv i afsavn og fattigdom, hvor der ikke er råd til en varieret kost, nyt tøj, deltagelse i fritidsaktiviteter og andre oplevelser, som deres jævnaldrende kammerater nyder godt af.
Forskningen viser desuden, at disse børn er i stor risiko for selv at ende i det offentlige forsørgelsessystem, da de ikke får de samme boglige og sociale kompetencer, som der skal til for at kunne leve et ”normalt” voksenliv. Altså er næste generation af udsatte borgere født.
Kontanthjælpsloftet, integrationsydelse og 225-timers regel er for familier og i særdeleshed for deres børn, blevet en reel risiko for en tilværelse i fattigdom.
Er det så her fællesskabet skal træde til og hjælpe? Ingen familier og især ikke børn må vokse op i fattigdom i Danmark. Vi har et socialt sikkerhedsnet, der skal være med til at sikre dette. Problemet er, at der er kommet for store huller i sikkerhedsnettet på grund af diverse lovindgreb og lovprisende ord om, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Mantraet i disse år er: Jo færre penge, jo større motivation for at arbejde. Problemet er blot, at de forældre, der rammes af de nedsatte ydelser og fattigdom, ofte ikke har ressourcerne og/eller kvalifikationerne til at komme i arbejde, eller at der pt. ikke er et relevant arbejdsmarked for dem.
Så selvfølgelig skal vi sikre fællesskabet og støtte hinanden i svære situationer. Men at undgå at voksne og børn lever i fattigdom er og bliver en politisk opgave – og pligt. Og her kunne borgmesteren og hans parti jo gå forrest og give en garanti for, at de vil arbejde for at fjerne disse ”fattigdomsydelser” – det vil nemlig være gode og velmenende ord og budskaber i mine ører.