Hvor bevæger faget sig hen?

LEDER: I anledning af 80-året for socialrådgiveruddannelsen er det oplagt at dvæle ved, hvor faget bevæger sig hen, og hvad vil det sige at være en kompetent socialrådgiver? Til forskellige tider knytter der sig forskellige ”dygtighedskriterier” til professionen.

Det, som afgør socialrådgivernes position i samfundet, er vores evne til at skabe en forståelse af kausalforhold mellem givne sociale og samfundsmæssige problemer og socialrådgivernes kompetencer og former for indsatser.

Og her er der sket en bevægelse, som vi skal være opmærksomme på nu og i de kommende år. Tidligere var socialt arbejde en humanitær opgave, en aktivitet der yder omsorg og støtte i menneskers liv uanset hvad. Socialrådgiverne var en avantgarde, der skulle informere det politiske niveau om behovet for nye indsatser.

I dag forventer investeringsstaten, at socialrådgivernes arbejde er aktiviteter, der kan udsættes for en kalkule, en algoritme, som kan regne ud, hvorvidt det overhovedet kan betale sig. Det er i modstrid med socialpolitikkens formål om at ligestille mennesker, der ikke er rentable.

Langt fra alt socialt arbejde kan eller skal betale sig, men samtidigt kan adskillige systemer, tilgange og indsatser i dag med fordel forandres, så vi får højere kvalitet for færre ressourcer. Nogle mere end andre. Det skal vi finde en god balance i – både i vores kommunikation og adfærd.

For det er vigtigt, at vi ikke ukritisk videregiver en snæver økonomisk incitamentstænkning. Det vil præge blikket fremover hos studerende og nyuddannede. Det vil for altid forme og påvirke deres faglighed. Den formning vil de give videre til deres kommende praktikanter og medmennesker – og så fremdeles. Derfor bliver selve dannelsen og kulturen på uddannelsen afgørende. Udover vores DNA i kroppen er det jo alene det, vi kan give videre til kommende generationer af socialrådgivere.

Derfor er der to centrale og tidsløse aspekter, jeg falder tilbage på, når vi taler om den kompetente socialrådgiver anno 2017. For det første, at man forstår og agerer ud fra, at socialt arbejde er betinget af den aktuelle politiske diskurs. Vi er medie for politikernes beslutninger, hvilket gør os til socialpolitiske aktører. Det skal uddannelsen understøtte. Dilemmaer er vores genstandsfelt, hvor problemer både kan forbedres eller forværres, når vi intervenerer.

For det andet og lige præcist derfor, vender pilen altid ind mod os selv. Har det, jeg har gang i lige nu, en positiv virkning på borgeren? Hvis ikke må jeg justere. Evnen til selvkritik er den vigtigste dyd i mine øjne.

 

 

Niels Christian Barkholt er næstformand for Dansk Socialrådgiverforening