Børnesamtalen: Gå på opdagelse efter barnets intentioner og værdier

KOMMENTAR: Når børn og unge i mistrivsel og professionelle er i dialog, er der tale om et eksistentielt møde. Det kan betyde ændringer i barnets opfattelse af sig selv, dets muligheder og handlerepertoire.

I en udviklingsstøttende samtale har den professionelle autentisk interesse for barnets perspektiver på sit liv, sin fortid og sit håb og frygt for fremtiden. Den professionelle udviser autentisk nysgerrighed efter at forstå barnets handlinger. Den professionelle hæfter sig ikke blot ved barnets konkrete handlinger og stiller spørgsmål til dem: ”Hvorfor slog du ham?”, men går sammen med barnet på opdagelse efter de bagvedliggende intentioner og værdier: ”…betyder det, at retfærdighed er noget vigtigt for dig?”.

Ny forståelse af sig selv I en udviklingsstøttende samtale suppleres det informative med en fælles refleksion, hvor parterne sammen genererer hypoteser: På hvilke forskellige måder kan hændelsesforløb forstås og mødes fra barnets og fra andre involveredes perspektiver? Den professionelle kan låne barnet ord for forhold, der er uvant med at blive benævnt som for eksempel tabuiserede forhold.

En sådan dialog kan være uvant for nogle børn. De kan have flest erfaringer med samtaler med voksne, hvor udgangspunktet er, at barnet skal ændre sig, gøre mere af noget – for eksempel møde i skole – og mindre af noget andet – som at ryge hash. I så fald vil barnet ofte opleve sig kritiseret, og dermed have negative erfaringer med samtaler med voksne. Jo mere problematiske erfaringer børnene har med samtaler med voksne, jo større behov kan de have for at få andre erfaringer – samtidig med at de tidligere erfaringer spænder ben for dette. Barnet kan have udviklet mestringsstrategier, hvor det beskytter sig mod oplevelse af svigt og afvisning ved at undlade at indgå i dialog og gensidighed i kontakt. Barnet besvarer den professionelles henvendelser ved afvisning, og svarer ”ved ikke”, ”jeg er ligeglad”…

Gennem en udviklingsstøttende samtale kan barnet opleve sig spejlet af den professionelle og generere nye forståelser af sig selv. Gå gennem en proces fra at blive set på og se sig selv som en, der ”altid laver ballade” til at være én, der ”slås for at blive retfærdigt behandlet”.

Sprogvalg og ordstillinger

Alle professionelle, som kommer i kontakt med børn i mistrivsel, kan have en interesse i at støtte børnene gennem samtale. Eksempelvis pædagoger, lærere, socialrådgivere og sundhedsplejersker, som har forskellige kerneydelser, men alle har kontakt-etablering som forudsætning for at opnå en alliance med barnet.

De professionelle har forskellige rammer om deres samtaler med børn og unge koblet til lovgivning, organisationsformål, organisationskultur etc.

En myndighedssocialrådgiver skal med udgangspunkt i Servicelovens bestemmelser inddrage barnets synspunkter og har i den sammenhæng et behov for informationer fra barnet – hvilket ikke udelukker, at samtalen fungerer udviklingsstøttende for barnet.

Enhver samtale er påvirket og formet af den kontekst, den indgår i. Må ske er der kun mulighed for at tale med barnet én gang eller i kort tid, måske er den professionelle indlejret i en organisationskultur, hvor der ikke er tradition for at arbejde udviklingsstøttende. Imidlertid kan ganske små justeringer i sprogvalg og ordstillinger i samspil med kropslige signaler, stemmeføring og tempo være med til at give barnet en følelse af at blive ’set’ og støttet i sin videreudvikling. Selv få og afgrænsede erfaringer af denne karakter kan være betydningsfulde for barnet i sammenligning med de måder, det ellers oplever sig mødt på.

Tidlig indsats i nye rammer

I nogle kommuner arbejdes der aktuelt på nye måder med tidlige og forebyggende indsatser inspireret af den såkaldte svenske model. Det betyder nogle steder færre sager og tættere opfølgning – at sagsbehandlerne varetager kontakten med familien fra første til sidste færd.

Med de nye forventninger kræves sagsbehandlere, som formår at skabe en relation og indgå i afsøgning af forældre og børns eksistentielle værdier og motivation for forandring. Kommunikative kompetencer, der indeholder reel inddragelse og fungerer udviklingsstøttende, bliver centrale i opgavevaretagelsen.

Tilbyd barnet følgeskab

Socialrådgiveren kan gennem et bredt repertoire af metoder understøtte barnet ved at tilbyde barnet følgeskab – følge barnet og dets frie fortælling gennem ord og tegninger. Her følger et eksempel:

Skolesocialrådgiveren får kontakt til Saga 9 år, som læreren oplever, har fået tiltagende svært ved at koncentrere sig i timerne og ofte har konflikter med de andre piger; nogle gange er Saga meget ked af det. Læreren ved, at Saga bor hos sine forældre i en 7/7 ordning efter en vanskelig skilsmisse.

Socialrådgiveren beder Saga tegne sig selv og sin familie. Saga tegner sig selv alene i midten af tegningen; hun tegner sin far, hans kæreste, Tina, og Bedste på den ene side og sin mor, stedfar og lillebror på den anden side. Saga fortæller trist, at hun jo ikke kan savne sin babylillebror, fordi hun lige så ham forleden.

Socialrådgiveren siger, at hun kender andre børn, der savner deres søskende, selv om det ikke er længe siden, de har set hinanden. Saga siger, at sådan er det også for hende, for det er dejligt at være sammen med mor og lillebror.

Socialrådgiveren siger, at hun forstår Saga som en pige, der er god til at mærke sine følelser og spørger, om der er nogen, som ved, at hun savner sin lillebror og mor. Det tror hun ikke. Socialrådgiveren spørger, om der er nogen, der gerne ville vide det. Saga siger, at det ved hun ikke.

Socialrådgiveren afslutter samtalen med opsummering af samtalen og spørger Saga, om hun har lyst til at tale med hende igen. Saga siger, at det vil hun gerne, og at hun vil sige til Bedste, at hun savner mor og lillebror.

Socialrådgiveren åbner mulighed for et nyt handleberedskab for Saga og løfte om, at hun kan få hjælp til det, der er svært.

Socialrådgiveren som omsorgsgiver

Når en socialrådgiver møder barnet, indgår hun i en relation til barnet. Hendes etik og faglige integritet tilsiger hende at påvirke og møde barnet så positivt som muligt. Hun vil sørge for, at barnet ikke kun skal levere oplysninger til en børnefaglig undersøgelse, opfølgning eller vurdering af foranstaltninger, men vægte det, der er positivt for barnet eller den unge, og tage vare på den sårbarhed, som barnet viser hende i mødet. Barnet skal have noget af socialrådgiveren, og socialrådgiveren skal ville barnet.

 

Birthe Elholm, socialrådgiver, Professionshøjskolen Metropol, Maja Haack, cand. soc. og socialrådgiver, Institut for Pædagogisk Efter- og Videreuddannelse på Professionshøjskolen Metropol og Lisbeth Rask, cand. psyk. specialist og supervisor, freelance. De tre skribenter har skrevet kommentaren med afsæt i deres netop udkomne bog ”Udviklingsstøttende samtaler med børn og unge i mistrivsel”, Akademisk Forlag.