Den dag jeg holdt op med at være et menneske
KLUMME FRA PRAKSIS: Nogle gange jeg sådan en underlig fornemmelse af, at jeg var blevet ham kommune-Henrik, som man endelig ikke må tale til som sådan et rigtigt menneske.
Inden for vores fag snakker vi meget om, at borgeren ikke må umyndiggøres. Vi skal sørge for, at borgeren bliver hørt og inddraget – opnår ejerskab, til sin sag, til projektet, til sit liv. Jeg synes, at dette er det vigtigste ved vores fag, overhovedet.
Den her klumme handler ikke om det vigtigste. Den handler om noget andet vigtigt. Vi kan jo kalde det for det næst-vigtigste i vores fag – sådan kan det i hvert fald godt føles – det er den umenneskeliggørelse, vi som myndighedssocialrådgivere nogle gange oplever.
For ikke længe siden skrev en skoleleder til mig, om der snart skete noget i en bestemt drengs sag, for det var helt galt, og så fulgte en række skarpe superlativer. Der var sandt nok tale om en dreng med store udfordringer, og jeg var godt klar over, at skolen var presset. Mailen undrede mig dog. Jeg havde og har et rigtig godt og tæt samarbejde med AKT-læreren på skolen, og hun havde ikke informeret mig om, at der var sket nogen dramatisk ændring omkring drengen.
Jeg skyndte mig at ringe til skolelederen for at høre nærmere – helt sikker på, at der var sket en eller anden konkret hændelse. Det var der nu ikke. Faktisk havde hun ikke noget nyt at fortælle om drengen. Men hun havde talt med AKT-læreren. Og AKT-læreren var kommet til at sige, at det gik nogenlunde med drengen, ja faktisk var der nogle ret positive ting. Men det værste var, at AKT-læreren var kommet til at sige til skolelederen, at hun havde fortalt dette til mig. Det var derfor, at skolelederen havde kastet sig over tastaturet. For som hun sagde til mig i telefonen: ”Man må jo aldrig sige til kommunen, at det går godt. Så fjerner de jo støtten”.
Da jeg lagde røret på, havde jeg sådan en underlig fornemmelse af, at jeg var blevet ham kommune-Henrik. Ham der repræsenterer det der rigide betonsystem, og som man endelig ikke må tale til som sådan et rigtigt menneske.
Samme følelse har jeg nogle gange, når jeg har holdt handleplansmøde. Der kan ofte være 8-10 andre personer tilstede. Sidste punkt på dagsordenen er ”Hvordan var det at være til møde i dag?” Her kører vi så en runde, og det er en fantastisk følelse, når et svært møde er endt med, at mødedeltagerne fortæller, at de har haft en god oplevelse. Når vi så er nået hele vejen rundt, og bolden er tilbage hos mig, så rejser folk sig som regel op og siger farvel og går, uden jeg får sagt noget. Så sidder jeg så der tilbage og er ham den grå kommune-gut. Ham som ingen interesserer sig for, hvordan han har oplevet mødet. Det er en underlig fornemmelse!