Autorisation – en bekymrende vej at vælge

I septembernummeret af Socialrådgiveren (9/18) fremlægger kandidater til hovedbestyrelsen, hvad de vil lægge fokus på, hvis de bliver valgt. Jeg er fuldstændig enig i, at en fagforening skal arbejde for at forbedre medlemmernes arbejdsvilkår. Men lige netop DS har med stor legitimitet mulighed for at kæmpe de svagestes sag og har også en etisk forpligtelse til det. Den kamp savner jeg hos de fleste af kandidaterne.

Derudover giver flere af kandidaterne udtryk for, at “socialrådgiver” skal være en beskyttet titel, og at man skal have autorisation. Hvis man kigger på, hvad der i de seneste år er sket i sundhedssektoren, hvor læger, sygeplejersker og tandlæger har autorisation, synes jeg, at det er en bekymrende vej at vælge.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i 2017 politianmeldt betydeligt flere end tidligere. Mest kendt er Svendborgsagen (#detkunnehaveværetmig), hvor en læge er anklaget for at være skyld i en patients død på trods af, at hendes brøde skyldes travlhed.

Jeg frygter, at vi med en autorisation i hånden kommer til at bøde individuelt for noget, som dybest set skyldes, at arbejdsgiveren ikke har sikret, at arbejdsopgaverne kan udføres på en forsvarlig måde.

Hilsen
Camilla Holmer, socialrådgiver

Efterlyser kvalitetsmåling af Sverigesmodellen: Kommer børnene og familierne i bedre trivsel?

Der har gennem nogle år været opbrud i anbringelsesmønstret for udsatte børn og unge i danske kommuner. Herning kommune begyndte med den såkaldte Sveriges-model i 2013 efter inspiration fra den svenske kommune Borås. Modellen går kort fortalt ud på at ændre foranstaltningsmønstret med færre anbringelser, specielt på døgninstitutioner. Begrundelsen var, at normaliseringsperspektivet skulle fremmes. Det er bedst for børn at vokse op i en familie.

Der blev lavet en indsatstrappe, hvor den tungeste indsats bestod i anbringelse på institution, og derefter ned ad trappen. Der skulle hele tiden – så vidt muligt – stræbes mod en indsats på et lavere niveau. Der blev lagt vægt på et markant lavere sagstal pr. sagsbehandler med 20-25 sager, så der blev mere tid til indsats i den enkelte familie.

KORA har i 2017 lavet en slutevaluering af hele projektet. Evalueringen viser, at den nye tilgang har givet tydelige resultater. Der er sket et meget markant fald i antallet af institutionsanbragte børn og unge. Ved projektets afslutning var ingen af Sverigesteamets børn anbragt på institution. I stedet var flere børn og unge blevet anbragt i plejefamilie.

Ændringerne i foranstaltningsmønstret betød, at de økonomiske mål for projektet blev mere end nået.

Svært at måle effekt

Derimod havde KORA svært ved at måle en klar effekt på børnenes trivsel. Og lige netop her, synes jeg, der virkelig er brug for oprustning. Det er jo her, det virkelig interessante kommer. Kommer børnene – og familierne – i bedre trivsel? KORA skriver da også i sin slutevaluering om dette tema:

”I og med at Herning-modellen implementeres i flere og flere danske kommuner, anbefaler KORA, at de kommuner, som vælger at arbejde med Herningmodellen, systematisk måler udvikling i børnenes trivsel, at alle grupper af børn inkluderes i målingen, og at børnenes progression følges over tid. Hvor det er muligt, bør der sammenlignes med distrikter eller kommuner, hvor Herning-modellen endnu ikke er indført.”

Holder konceptet

Dybest set handler det om, hvordan man flytter en udsat familie fra position a) til position b). Det handler om ændring af adfærdsmønstre, kultur og selvindsigt. Når det besluttes at anbringe færre børn og unge, og som modvægt mod dét ansætter flere sagsbehandlere/socialrådgivere, hvad sker der så? Det er jo ret indlysende, at der anbringes færre, og at udgifterne til anbringelse som en naturlig konsekvens heraf falder. Det er også ret indlysende, at der kommer færre klager. Min erfaring er, at de mest udsatte familier, som har svært ved at magte forældreansvaret, sjældent klager, når de oven i købet ikke ”trues” med anbringelse af deres børn.

At hjælpe en familie med en rejse fra a) til b) kræver ud fra min erfaring virkelig hårdt arbejde, meget høj faglighed, knofedt, kreativitet, udholdenhed, supervision, sparring og kontinuitet – ofte over en årrække.

Vi skal passe på, at et i udgangspunktet særdeles godt koncept – altså at det er bedre at forebygge end at helbrede, at tidlig indsats er dobbelt indsats, at empowerment er langt bedre end at gøre tingene for familien – ikke udvikler sig til en overfladeløsning. Hvor der er – måske kortsigtede – kommunale økonomiske gevinster. Men hvor indsatsen måske ikke over for de mest udsatte og sårbare på længere sigt skaber det nødvendige bæredygtige fundament.

Derfor: Der er i allerhøjeste grad brug for at følge forskningsmæssigt op på kvalitetsindikatorerne i tilknytning til Sveriges-projekterne ud over landet. For det er jo børnenes og familiernes trivsel på længere sigt – altså mindst over fire til fem år – der skal vise, om konceptet holder.

Alene beslutningen om færre anbringelser og deraf følgende reducerede udgifter viser jo intet om den egentlige effekt. Tværtimod kan man være usikker overfor, om den nye arbejdsmetode i værste fald kan medføre nye Brønderslev- og Tønder-sager, fordi det psykosociale arbejde med udsatte børnefamilier i for høj grad kommer til at handle om løsninger, som – tilsyneladende – er gode og hurtige, men uden tilstrækkelig dybde og rodfæstethed.

Jørgen Breindahl, socialrådgiver, seniormedlem


DEBAT:

Deadline for læserbreve til nr. 11/18 er 5. november klokken 9.00

Du kan maile til redaktionen@socialraadgiverne.dk. Eller sende med post til: Socialrådgiveren, Toldbodgade 19B, 1253 København K. Husk navn, afsenderadresse og evt. telefonnummer.