Den årlige besparelsesdans
REGIONSLEDER Det lader efterhånden til at være en årlig begivenhed, at landets kommuner og regioner skal reducere i deres velfærdsydelser.
I de seneste uger har vi hørt om store besparelser i forbindelse med budgetlægningen for 2019 i kommunerne og regionerne. Der er tale om trecifrede millionbeløb. Således skal Mariagerfjord Kommune spare 123 millioner, Aarhus Kommune 125 millioner og Region Midtjylland 195 millioner stigende til 295 millioner kroner.
Det er ikke småbeløb, og det er ikke første gang, at vi oplever kommunale og regionale besparelser. Det lader efterhånden til at være en årlig begivenhed, at landets kommuner og regioner skal reducere i deres velfærdsydelser, så der bliver færre pædagoger til at passe børnene, færre tilbud til ledige, færre timer i folkeskolen, og flere patienter på sygehusgangene…
Det sker samtidigt med, at forpligtelser og udgiftspres vokser i både kommuner og regioner blandt andet fordi, der bliver flere ældre og fødes flere børn, behandlingen for mange livstruende sygdomme er forbedret, lige som mange kommuner har styrket fokus og dermed også har flere opgaver på det specialiserede socialområde og på voksenhandicapområdet. Med andre ord: Flere kommunale og regionale forpligtelser, og dermed stigende udgifter til følge.
På det kommunale område er det sat begrænsning på, hvad kommunerne må bruge på den daglige drift af deres tilbud, og det samme gælder anlægsudgifterne – det er det såkaldte budgetloft. Overskrider kommunerne dette loft, så straffes de det efterfølgende år ved at få reduceret i deres tilskud fra staten; det såkaldte bloktilskud.
Derfor er alle landets kommuner meget påpasselige med at holde sig indenfor budgetloftet, da det ellers kan koste dem dyrt de efterfølgende år. Samtidig er muligheden for at hæve skatten begrænset til enkelte kommuner, og vælger en kommune udenfor denne aftale at sætte skatten op, så straffes alle kommuner kollektivt.
Betyder den stramme økonomistyring, at det kommunale og regionale selvstyre er under afvikling? Og er de puljer, som staten uddeler til kommunerne og regionerne til særlige indsatser, blot almisser og ”undskyldninger” for de store økonomiske huller, der er i de kommunale og regionale budgetter?
Hvis vi som borgere også fremover skal tro på det kommunale og regionale demokrati, så kræver det, at Christiansborg-politikerne ændrer strammerkursen og lader de kommunale og regionale politikere få råderet og kompetence til selv at prioritere velfærdsydelserne, herunder også at kunne anvende skatteindtægterne uden risiko for økonomisk straf. Kun derved kan vi bevare troen på det lokale selvstyre og demokrati.